Fød dit barn 2% hurtigere.

Den nuværende regering vil indføre kommunale og regionale besparelser. Arbejd mere effektivt og spar 2%. Det groteske i kravene om øget effektivisering i det offentlige viser sig med al tydelighed, når vi griber fat i et eksempel fra sundhedsvæsenet. Work smartere og fød dit barn 2 % hurtigere, så er målet opfyldt!
Men hvad med skolerne? De kan da sagtens være mere effektive! Eller kan de?

forsvar vores velfærd (2)Nicolai kommer ind fra frikvarter. Han er ked af det. Meget. Tårerne står ham i øjnene, og han må altså lige fortælle noget. Jeg har haft ham siden 1. klasse, så jeg ved, at det ikke nytter at sende ham hen på plads. Hans hoved og krop vil være fyldt af de ting, som har gjort han ked af det, og alt omkring ham vil blive sværere. Langt sværere.
Nicolai er en af de elever, som med den øgede inklusionsprocent nu er landet i almindelig klasse. Han husker ikke så godt. Bogstaver forsvinder fra hans hukommelse i samme takt, som vi forsøger at stoppedem derind. Tal er et begreb, som han kun forstår med de små praktiske centicubes i hånden, så de helt konkret kan tælles. 10´er-overgange når vi nok heller ikke her i 2. klasse. Og han kan jo ikke gøre for, at det var den hjerne, han fik tildelt i vuggegave.

Det sociale fællesskab i klassen kan også være svært. Jo, det går meget godt, når der leges lege, som han er godt inde i, men finder flokken på at ændre på en regel, eller er en anden blevet ny fanger i tag-fat, kan det være svært for ham at følge med og forstå, hvad der er sket.
Det er vist sådan noget, der er på spil for ham i dag. Mens tårerne får frit løb, forsøger jeg at få hoved og hale på hans historie. Det er ikke let, men et par andre klassekammerater støtter op med forklaringer.

“Men der er jo det med Nicolai, at han ikke  kan fortsætte en fortælling, hvor han slap.”

Lektionens undervisning begynder at brænde i mit baghovede. Aktiviteterne er nøje planlagt med 3 mindre forløb med vekslende arbejdsformer, men hvis vi skal nå det hele, skal vi i gang fra start. Jeg ændrer i hast min planlægning, sætter resten af klassen i gang med halvkedelige slave-trænings-opgaver, som ikke kræver instruktion fra min side. Tilbage til Nicolai, der nu har fået styr på tårerne.
Men der er jo det med Nicolai, at han kan ikke fortsætte en fortælling, hvor han slap. Hans hjerne er nødt til at starte forfra. Helt fra starten. Og han må helst ikke forstyrres, mens han fortæller, for så skal vi starte forfra igen.

Så mens den planlagte undervisning smuldrer, og Nicolai kæmper med at huske hvem, der sagde hvad, slår mine tanker et smut hen over kravene om øget effektivisering.

Nicolai kan ikke fortælle sin historie 2 % hurtigere.
Lige så lidt som vi kan bestemme, hvor lang tid en fødsel tager.
Begge dele kræver nærvær. Og tid.

Kravene om øget effektivisering går ofte ikke i spænd med den virkelighed, som vi står i, når vi udfører vores arbejde med mennesker. Hvor ville jeg dog ønske, at regnedrengene, der på papiret har dikteret 2% effektivisering, kom ud og mødte Nicolai. I virkeligheden.

Kommentarer