Åh nej… Ikke én gang til!

Det er lørdag formiddag, og det betyder, at hverdagens hektiske morgener udebliver. I dag er der god tid til at nyde kaffen. Der er tilmed ingen planer i familien, så dagens nyheder kan studeres i ro og mag. Radioen ”larmer” lidt i baggrunden. Jeg har smidt mig i sofaen med min laptop, og øjnene bevæger sig systematisk fra venstre mod højre – fra top til bund – fra webside til webside. Jeg tager en tår, mens øjnene pludselig fanger en overskrift. Jeg er nærmest ved at kløjes i kaffen: ”Konfliktalarm: Er der endnu en lærerlockout på vej?” står der på tv2.dk.

Nyheden handler om, at de igangværende overenskomstforhandlinger mellem lærerne og KL er gået i hårdknude. Spørgsmålet er om man reelt set er kommet i gang på noget tidspunkt?

En række ubehagelige følelser vækkes i mig. Vrede og afmagt, men også en enorm undren. Har KL og Moderniseringsstyrelsen intet lært af forløbet sidst? Kan man virkelig ikke se hvilke problemer forløbet omkring OK13 og Lov 409 har efterladt folkeskolen med? Kan KL og Moderniseringsstyrelsen sagtens se det, men er de blot kolde, kyniske og ligeglade?

Jeg ryger på en ufrivillig tur ”down memory lane”. Året er 2013. Et år som for mange lærere står som et rædsels år og som fortsat fylder hos de lærere som oplevede lockout-forløbet.

Noget af det som gjorde mig virkelig vred, men egentlig også ganske ked af det dengang i 2013, var de løgne og den manipulation, som Kommunernes Landsforening lykkedes med at frembringe. KL fik via skattebetalte kampagner overbevist mange alm. danskere om, at de havde en helt reel sag, og danskerne kunne nok forstå, at de dovne lærere vel sagtens kunne arbejde lidt mere og nu blot skulle ”normaliseres”. Det var den fortælling man konstruerede og gentog igen og igen. Man skrev i landsdækkende medier, at man lockoutede lærerne, fordi man ikke kunne være andet bekendt!?! Folk i min egen ”vennekreds” på fx Facebook deltog i “debatten”, og enkelte af dem med en nærmest ondskabsfuld skadefryd, som rystede mig voldsomt. Det har jeg ikke glemt.

Overenskomstforhandlingerne endte som bekendt med, at KL (lærernes arbejdsgiver) valgte at lockoute lærerstanden efter en farce af et overenskomstforløb. Siden ophævede den daværende regering lockouten efter ca. 4 uger, for så at lave en arbejdstidslov (den efterhånden berømte Lov 409), hvor man på alle punkter imødekom arbejdsgiverens ønsker. Lærerstanden blev således “normaliseret”, og lærerne er nu den eneste faggruppe i landet, som ikke arbejder efter en overenskomst, men en lov med arbejdsgiverens ønsker! Oh, the irony!

Forløbet var absurd og det virkede som planlagt mellem KL og den daværende regering. Én af de ledende ministre, Margrethe Vestager, var da heller ikke sen til at kalde lærerne for ”mytemagere”, men hvad der dengang i 2013 måske kunne fremstå som en absurd og udokumenteret konspiration er her i 2018 ret klar. Forløbet er afdækket af uvildige journalister som, Peter Kofod, og dobbelt cavling-vinder, Anders Peter Mathiasen, og der er ingen tvivl om, at lærerne blev udsat for et komplot.

Nu står vi her måske igen?

Jeg tror skam ikke, at forhandlingslederen fra KL, Michael Ziegler, er et ondt og modbydeligt menneske. Han er sendt i byen med en opgave som skal løses, og han er åbenbart dygtig til sit arbejde, da han atter bruges som forhandler. Bemærkelsesværdigt er det, at han positionerer sig selv og KL  som ”offer” i medierne, og lærerne som den ufleksible og modarbejdende part. Her går jeg og tror, at det forholder sig lige modsat.

Uanset hvad, så tro ikke et øjeblik på, at Ziegler er optaget af børns vilkår, om hvad der er god skole eller andet i den dur. Han er optaget af den økonomiske opgave, som han er sat til at udføre dvs. at skabe så gunstige forhold til arbejdsgiveren som muligt! Bag ham står Moderniseringsstyrelsen (som partner eller som trussel?), og hvis man er i tvivl om, hvad der kan ske med folk i fx. KL, som ikke parerer ordre, så husk blot på, at daværende KL-forhandler, Sine Sunesen, blev fyret umiddelbart efter der var landet en aftale med lærerne i 2015. Den aftale blev derefter annulleret.

Det burde ikke være umuligt, at lande en aftale i 2018 med afsæt i alle de omstændigheder, som siden 2013 har præget skolen. Der været et tårnhøjt antal sygemeldte lærere med fx. stress (hvad mon det koster?), og der er pt. ca. 17.000 personer i Danmark med en læreruddannelse, som ikke ønsker at arbejde i Folkeskolen. Hvorfor ikke? Kunne det tænkes, at have noget med arbejdsforhold at gøre, eller er det blot helt tilfældigt? Et grotesk paradoks i forhold til at de fleste kommuner har svært ved at rekruttere uddannede lærere. Begge dele tales dog ned og bagatelliseres af KL. Det er åbenbart ikke noget stort problem, må man forstå.

Hvis der ikke – her 5 år efter – landes en rimelig overenskomstaftale, som begge parter kan se sig selv i, så må jeg for alvor konstatere, at min egen arbejdsgiver er fuldstændig ligeglad med mine og andre lærerkollegaers arbejdsvilkår. De er således også ligeglade med de konsekvenser som det påfører folkeskolen med uuddannede lærere i stort tal, mange sygdomsforløb, opsigelser osv. Alt sammen ting som i sidste ende går ud over eleverne og deres skoleliv.

Jeg håber inderligt på, at almindelige borgere denne gang forstår, at der er meget dårlig sammenhæng mellem det KL og visse politikere (samt deres embedsværk) siger mht. at børn er fremtiden og det råstof som landet skal bygge på. At god undervisning er yderst vigtigt, samt at skolen som kulturinstitution skal styrkes, over for det man reelt gør i praksis.

Jeg håber på en kritisk presse, som ikke denne gang fortrinsvis leverer magthavernes spin og dermed går magthavernes ærinde.

Jeg håber på et ordentligt og rimeligt OK18. Er det ren utopi?

Kommentarer