Alle børn har ret til et passende skoletilbud, altså hvis prisen passer!

Alle børn skal tilbydes en absolut fair chance for at lykkes med deres skolearbejde. Det lyder jo umiddelbart som en helt naturlig og selvfølgelig ting. Det er det bare ikke. Rundt om i landets skoler sidder der gråzonebørn, som ikke har mulighed for at lykkes med skolearbejdet. Gråzonebørnene, er børn, der har gennemgribende udfordringer i livet, det være sig både kognitivt, socialt, sprogligt, følelsesmæssigt og måske ovenikøbet har en diagnose. Disse børn skal nu gå i almenskole, fordi alle børn skal have mulighed for at være en del af folkeskolens sociale og faglige fællesskab. (Ministeriet for børn og ligestilling: Afrapportering fra inklusionseftersynet 2016).

For nylig, sad jeg som lærer, på specialskolen, med ved bordet, da en elev skulle indskrives. Alle andre skoletilbud var afprøvet og på trods af en tydelig psykolograpport, som i øvrigt var af ældre dato, efterlod ingen tvivl om, at denne elev var blevet hårdt prøvet i sit unge skoleliv.

Faren bankede knytnæven hårdt ned i bordpladen, lige foran sagsbehandleren. Kaffekopperne, som var placerede snorlige midt på mødebordet, hoppede. Nu må det altså stoppe, sagde han. I svigtede Louise. Far så træt ud og det var vist ikke helt meningen at udfaldet af næven i bordet skulle have virket helt så voldsomt. Nu må vi bare se fremad, sagde sagsbehandleren, som sad for bordenden. Hun vendte blikket over mod mig. Tydeligvis ville hun gerne give talestafetten videre.

Louise var blevet offer for 96% reglen. Reglen om at elever med særlige behov skal have mulighed for at være en del af folkeskolens sociale og faglige fællesskab. I øvrigt en pudsig ide, at man i et regneark kan fastsætte, at præcis 4% af børn i landet behøver støtteforanstaltninger. Louise var ikke kommet i gryden med de 4%. Havde Louise haft forudsætninger for overhovedet at mestre fællesskaber, kunne det være en fin plan. Men det er netop gruppearbejdet, frikvarterer, samtale og helt enkelt andre mennesker, der skræmmer Louise. Louise var blevet PPR testet i 2. klasse. Rapporten viste at hun havde en percentil på 2, svarende til retardering. Derudover var der registreret en autistdiagnose. Dette resultat betød, at hun effektivt ikke mestrede forståelse af hvad der foregik i klassen. Louise var blevet en skræmt pige.

Se fremad, ja.  Der foreligger et ret stort ”oprydningsarbejde”. Louise er ikke et engangstilfælde. Vi modtager, på specialskolen, jævnligt elever som Louise. Elever der har siddet fast i statens inklusionstanke. Der startes forfra med disse elever. Opgaven er, i første omgang, at lære disse børn at komme i skolen. På specialskolen er der tid, rum og ressourcer til at arbejde med nærmeste udviklingszone. Tid til at arbejde med begreber som tillid, selvværd, relationer, mestringsstrategier og vigtigst af alt, opøve redskaber, så eleven kan få mulighed for, fremadrettet i voksenlivet, at leve et værdigt og selvhjulpent liv.

Det er naivt at tro at børn, som Louise, kan få del i folkeskolens sociale og faglige fællesskab, når vi nu forlods faktuelt ved, at eleven ikke besidder forudsætninger for at aflæse, hvad der foregår i fællesskaberne. Som alle vist efterhånden godt ved, så lærer børn kun meget lidt i stressende miljøer, og de bliver ikke mindre stressede af, at få mere af det, de bliver stressede af. Derimod går der dyrebar tid med inklusionsøvelserne, med nedbrudte børn til følge, der måske i værste fald bliver selvskadende og selvmedicinerende i voksenlivet.  Lige præcis derfor har specialskolerne en vigtig berettigelse. Her er læringsmiljøet tilpasset eleven og ikke omvendt, som staten ønsker, nemlig eleven, der skal tilpasses læringsmiljøet. Måske det vil vise sig, at den dyre specialskoleindsats betaler sig på lang sigt. Så kære politikere ..

 

Kommentarer