Autoriteternes store fald

Som folkeskolelærer drømmer jeg mig nogle gange tilbage til den sorte skole! Ikke sådan en, hvor vi deler håndmadder ud efter forgodtbefindende. Heller ikke en, hvor ens autoritet bliver foræret uanset, hvor godt eller dårligt ens job bliver udført,men jeg drømmer mig tilbage til et samfund, hvor autoriteter ikke nødvendigvis er guder, men hvor de har en berettiget anerkendelse og respekt fra samfundets side af.

Autoriteternes store fald har generelt været en stor gave for det vestlige samfund. Fritænkere, forskere, kunstnere osv. har haft mulighed for at ændre den måde vi ser verden på. Men autoriter har sin berettigelse i et demokratisk samfund. Det må vi aldrig glemme. I skolen, som er mit domæne sikrer min autoritet ro i klasselokalet, men endnu vigtigere sikrer min autoritet tryghed. Eleverne kæmper imod hele vejen, som de på mange måder både er opdraget til, men også skal. Men det er når de har accepteret min autoritet, at de har det bedst. Det er i parentes også her de lærer mest.

Der har den seneste tid været fyldt med både debatoplæg, men også nyheder om, hvordan det sejler i folkeskolen. Børn i dag har ingen respekt for lærerne. Det er ikke de børn, der ikke er ordentligt opdraget der er problemet, det er heller ikke de lavressource familier, som ikke formår at socialisere deres børn ordentligt. Nej problemet er, at det på mange måder er den gennemsnitlige danske skoleelev det handler om. Respekten er simpelthen væk, alt er til debat. Det er som om, at x-faktor kulturen, med sin se mig, jeg er dygtig og vil ses for det, har sneget sig ind i folkeskolen og skabt grænseløse børn.

Det har længe været anerkendt at lærernes autoritet var under pres. Længe har det været et slogan, at nu måtte læreren selv tage autoriteten i klasselokalet. Det kan også stadig lade sig gøre, hvis først relationen er i orden. Relation betyder her, at vi lærere har tiden og overskuddet til at se de børn som har brug for at blive set. Nyt i forhold til dette, er at skolelærere er presset endnu mere. Flere undervisningslektioner, mindre forberedelse og mindre mulighed for at føre en ambitiøs undervisningsplan. Dette medfører, at alle børn i dag ses mindre af den lærer, som er primær voksenkontakt det meste af ugen. Relationen glider med andre ord ud. Uden relation, ingen respekt.

Hvis jeg som lærer løfter hovedet op fra klasselokalet og kigger mig omkring, ser jeg at det ikke kun er folkeskolelærere som er ramt. Der har på det seneste også været skrevet en del om, hvad politibetjente bliver budt, når de patruljerer omkring på landets gader. Det er samme mønster som på skolen, nu er det bare de samme grænseløse børn, der er blevet voksne. Dvs. at selv, når en politimand forkynder noget, så tænker borgeren, at alt er til debat. Hvorfor det, hvorfor har du ret til det? jeg kender loven og sådan bliver det ved.

Mit relativt kvalificerede gæt, går ud på, at alle dele af samfundet, som før havde en form for autoritet er udfordret. Mit problem er hvad det gør. For hvad sker der med et samfund, hvor ingen respekterer den andens rolle i samfundet, og hvad sker der med de børn, som aldrig lærer at passe ind og tilpasse sig, fordi de har lært at alt skal og kan diskuteres?De børn bliver til de voksne som senere prøver samme tilgang med politimanden. Hvad sker der med de voksne der aldrig lærer at respektere autoriteter, og dermed aldrig lærer at indordne sig i et fællesskab?De går en tid i møde, som et marginaliseret menneske, uden tro på hverken sig selv eller samfundet. Jeg personligt tror vi sidder på en tikkende bombe, som selv de mest tosse godhjertede, langhårede, reformpædagogiske, børneelskende, anarkister godt kan se vil blive et problem i længden

Et samfund har brug for autoriteter. Vi har brug for at anerkende hinandens ekspertviden. Det er vigtigt at vi respekterer hinanden. Forældre skal lære deres børn, at når de er i skole, så er det ikke til debat, så bestemmer de voksne der. Især den lærer de har i klassen. Endnu vigtigere er, at forældrene skal det samme. De skal respektere lærerne, de skal tale pænt om lærerne og ikke mindst bakke dem op. Ellers lærer deres børn nemlig aldrig, at de ikke bare kan give fuckfingeren til politibetjenten, når de bliver voksne. Min egen generation må finde en vej. Vores børn skal både kunne tænke kritisk og stille spørgsmålstegn ved autoriteter. De skal også kunne respektere og anerkende autoriter. Det er nemlig i det krydsfelt vi skaber den bedste fremtid ikke kun for folkeskolen, men for hele Danmark.

Kommentarer