Barnet, der vokser op i Moderniseringsstyrelsens skygge, er reduceret til en tarm

Følgende er udelukkende et udtryk for mine private og personlige holdninger.

Dengang jeg var dreng, var jeg ikke særlig vild med at gå i skole, men jeg lærte noget, og skoledagen havde en fornuftig længde. Det jeg husker bedst er dog den brusende fornemmelse, der indfandt sig i kroppen, når klokken endelig ringede ud, og jeg vidste, at friheden ventede.  Turen hjemover på cyklen i tanker om, om jeg mon i dag fik fanget den ørred, jeg vidste, der stod og fandt ro for strømmen i et sving i åen, ikke langt fra, hvor jeg boede. Måske ville min bror med ned og prøve lykken! Og måske var vi heldige, at vi var de første, der kom derned! Jeg kan ikke helt huske, hvad klokken var den dag, men jeg ved, at der var masser af lyse timer tilbage, hvor jeg kunne lege og eksperimentere med mig selv og min verden, og bruge det jeg havde lært i en vidunderlig barndom. Jeg husker egentligt ikke, om vi fangede den ørred lige den dag, men jeg husker, at vi fangede den på et tidspunkt, og at jeg var stolt og fuld af selvtillid og ny viden, da jeg endelig triumferende bar den ind over dørtrinnet i mit barndomshjem.

For cirka 7 år siden opfandt Thorning regeringen “Moderniseringsstyrelsen”, i 2013 lov 409/lærernes arbejdstid og skolereformen, og i dag er lyset ved at forsvinde, når danske børn får fri fra skole. Mange af de naturligt svungne vandløb er samtidigt blevet rettet ud og lagt i lige forløb mod et skræmmende slutpunkt, og jeg er af uransagelige årsager stadig skolelærer.

For nylig læste jeg så endnu engang, at en større andel af vores lands børn og unge har ondt i sjælen, er desillusionerede og mere pressede af samfundets krav end nogensinde før. Hvordan kan det nu være, når skolesystemet i Danmark efter de ledende politikeres mening er sådan en kæmpe succes?! I den kommune jeg arbejder i, har man sågar, i den gode sags tjeneste, indført læringsplatforme og asfalteret vejen mellem lærings- og kompetencemål med læringsmålstyret undervisning – altså at den gode undervisning kun kan ses og foregå på én måde. Så hvordan kan det være, at de unge mistrives i stadig større grad? Jeg tror, jeg kender en del af svaret, og det er derfor jeg stadig er skolelærer.

Jeg vil gerne være med til at arbejde for, at de danske børns barndom ikke skal blive byggesten i “Den nye sorte skoles” genopførelse. Den “Sorte skole” er defineret ved udenadslære og tests frem for selvstændig tænkning og inddragelse. I en tid, hvor troen på fremtiden er afløst af frygt, vækst-tænkning, nationale tests og disciplinering, vil jeg gerne slå et slag for de frie selvstændige tanker, og genindføre skolen for livet. Men jeg kan ikke gøre det alene. Hvis jeg skal have en del af opdragelsesrollen i samarbejde med forældrene, så giv mig tilliden, tiden og muligheden for at gøre det begavet og ordentligt. Jeg er sammen med børnene i en stor del af deres vågne tid, og har alene derfor, om man vil det eller ej, indflydelse på deres almene opdragelse. Og i det arbejde er jeg aldrig i tvivl om rækkefølgen – børnene er først og fremmest forældrenes børn og dernæst mine elever. Der er et menneske og en historie bag ethvert ansigt, og den “one fits all – model” folkeskolen er defineret ud fra nu, anerkender ikke det faktum i sin prioritering af lærernes arbejdsbetingelser. Lærerne ved det allerede, og jeg mener, at vi alle i fællesskab bør gøre noget ved problemet nu.

Forfatter og direktør Knud Romer beskrev de nuværende samfundsværdier så rammende, da han i 2013 på DR2 udtrykte:

…..”At vi er i hænderne på væksten, det ikke er væksten, der er i hænderne på os! At vi i virkeligheden er reduceret til en form for tarm”.

Vi er nu på 4. år i gang med at fodre “væksten” med det mest værdifulde vi råder over, nemlig vores børn. Og det er ikke ukendt for nogen, at det, der kommer ud af en tarm, det stinker umiskendeligt af døde dyr.

Kommentarer