Blomsten af Danmarks ungdom

 

 

images7Z9GZ72P

 

 

Forleden dag var jeg i netto. Det var en af de dage, hvor man er kommet for sent til alting. Mens jeg med mobiltelefonen i hånden prøver at huske, hvad jeg skal købe, hører jeg pludselig et Hej, er du ikke min gamle vejleder? Jeg kigger op og ser en ung mand, som jeg kan huske, jeg har set før. Jeg tænker desperat efter navnet – Ahmed, ja, og var han ikke en af dem, der ville i gymnasiet? Og nu var han her i Netto. Jeg troede, at jeg skulle på gymnasiet, og det troede min forældre også, men så fandt jeg ud af, at det ikke var mig. Mine forældre sagde, at det var ok, bare jeg tog en uddannelse. Det viser sig, at Ahmed er i lære som Automekaniker, hvilket jeg er meget imponeret over. At finde en læreplads som Automekaniker kræver som regel, at man kender nogen, der kender nogen, der har en onkel med et autoværksted. Ahmed fortæller, at det faktisk ikke var så svært, han arbejder hos et firma i Rødovre, men kunne også have valgt et andet firma. Og hvorfor er han så her i Netto? Ahmed svarer, at han havde fritidsjob i Netto, inden han startede på sin uddannelse, jeg kender butikken og er vant til at komme her, svarer han med et skævt smil.

Betegnelsen blomsten af Danmarks ungdom bruges oftest om de unge samfundet kan forvente sig noget særligt af. Underforstået dem med kridhvide skjorter og studenterhuer. Men er den betegnelse gangbar i dag, hvor en del af de unge, der tager en studentereksamen, aldrig kommer i gang med en videregående uddannelse?

Som UU-vejleder møder jeg ofte unge, der har slået sig på uddannelsessystemet. De har måske ikke kunne finde sig til rette i det studiemiljø eller mangel på samme, på den uddannelse de var i gang med. De faglige krav var for høje eller bagagen var allerede fyldt med dårlige erfaringer, der forhindrede dem i at holde fokus på at lære nyt. Det er unge, der ikke har den robusthed, der skal til for at rejse sig, når de oplever nederlag og skuffelser.

De unge vi i dag kan forvente noget særligt af, er således ikke kun dem, der har taget en studentereksamen, det er også unge som Ahmed. Det er unge, som har udviklet måder til at kunne klare sig – også når de er i modvind. Det er unge, som har overskud til at gøre andet og mere end det, der kræves af dem. Hvem ved,? måske resultere Ahmeds ihærdighed i, at han bliver en fantastisk dygtig automekaniker, som åbner eget værksted. Måske klarer han det så godt, at han kan ansætte andre automekanikere.

Desværre er vores uddannelsessystem ved at udvikle sig i en retning, hvor de sårbare og socialt udfordrede unge bliver bagtæppe for de succesfulde. I UU samarbejder vi med skolerne om at vurdere om de unge er uddannelsesparate. Tror vi på, at de kan gennemføre den ønskede uddannelse. Med erhvervsskolereformen hæves barren på mange uddannelser så højt, at det ikke længere er et spørgsmål om, at de unge skal stå på tæer, men for mange unge vil det være som at krydse en militærforhindringsbane. Derfor må man spørge om ungdomsuddannelserne også er indrettet så de er ungeparate?

For blomsten af Danmarks ungdom, er det en debat værd, om det uddannelsessystem vi er ved at skabe også giver alle unge mulighed for at vokse, blomstre og knopskyde.

Kommentarer