Da 8. klasse blev stille…

Onsdag morgen blev der stille i 8. klasse. Der var kommet en besked fra skolelederen. Alle børn skulle have besked samtidig, for det var ingen god nyhed. Skolen skal spare et stort millionbeløb, og de fem 8. klasser skal sammenlægges til fire 9. klasser. Når man ser elevtallet giver det mening, men når man ser på børnenes ansigter denne morgen, giver det ingen mening. Jeg har været deres lærer i 7. og 8. klasse, og det har været en fornøjelse at lære dem at kende. De er dejlige unge mennesker, og de har klaret sig godt på trods af mange forstyrrelser i deres skolegang.

De samme børn oplevede i 7. klasse, at Østre Skole blev nedlagt. Dengang blev alle blandet, børnene fik nye lærere og de flyttede til Bjergmarkskolen. De har brugt to år på at skabe nye venskaber og relationer, for det kræver hverdagen i skolen. Hvis man ikke trives og har det godt med de mennesker, man er sammen med hver dag, er det svært at udvikle sig fagligt og blive parat til uddannelse og voksenliv. Det har været svært at skabe sammenhold med forældrene, for teenagere kobler helst deres forældre helt fra.

Næste skoleår er 9. klasse, og vi skal koncentrere os om det faglige. Samtidig skal vi finde ud af at skabe nye relationer og få klasserne til at fungere. Kan vi forvente, at elever og deres forældre endnu en gang engagerer sig i at få de nye klasser til at fungere godt? Som lærer vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at mine elever skal få et godt sidste skoleår, selv om det lige nu virker uoverskueligt. Børnene ved også, at det ikke er ledelsens mening at gøre det svært for dem. De ved, at det handler om penge.

Men det er forståeligt, at børnene i 8. klasse bliver stille ved nyheden om, at de igen skal bryde op. De skal præsentere sig selv igen og finde deres plads i et nyt fællesskab, hvor kun få kender deres historie. En anden lærer skal rette deres stile, give dem karakterer og tale med mor og far til skole-hjemsamtale.

Efter stilheden kommer vreden. Børnene skælder ud og siger ord, som ikke bør skrives i avisen. Hvorfor skal de betale prisen for, at økonomien ikke hænger sammen?. Hvorfor er der råd til kunst på hovedgaden, når der skal spares på folkeskolen? Hvorfor er der ingen, der vil investere i os? ‘Hvem vil lytte til os’, spørger de. ‘Det hjælper ikke at skrive til politikerne’, for som de siger:’Det bliver jo ikke anderledes, beslutningen er taget!’

 

Indlægget er bragt i Nordvestnyt 29. maj 2017

Kommentarer