Da Hamza lykkedes

I kender det alle sammen. Tvivlen.

Tvivlen på, om det man gør, nu også er det rigtige. Når jeg en sjælden gang tvivler på min lærergerning, og om jeg nogensinde lykkes. Om jeg overhovedet får mine elever til at lykkes. Om jeg egentlig gør en forskel.

Så skal jeg bare tænke på Hamza.

Især på den onsdag i juni, hvor jeg ventede på, at Hamza ville træde ind i klasselokalet, sætte sig ned og gøre sin sidste mundtlige 9. klasses afgangsprøve færdig.

Jeg ventede på Hamza, der kom i klassen i oktober måned, efter manglende skolegang i 4 måneder. Hamza, der gerne ville være god til at gå i skole, men bare havde så svært ved det. Hamza, der ikke altid mødte til tiden og ikke altid havde sine bøger med. Hamza, der røg al for mange cigaretter, fik al for lidt søvn og brugte fritiden i det forkerte selskab. Hamza, der som 13 årig havde prøvet at blive hentet derhjemme af politiet.

Jeg ventede på Hamza, som jeg hver morgen hentede 1 time før de skriftlige prøver startede. Hamza som jeg hver morgen sendte en sms, mens der var mundtlige prøver, så han huskede at komme til tiden.

Jeg ventede på Hamza, der i bund og grund var en god dreng og så gerne ville gøre det rigtige, men bare ikke vidste hvordan man gjorde. Hamza, der gerne ville være mekaniker, men manglede troen på sig selv. Hamza der så gerne ville lykkes.

Jeg ventede på Hamza, der kom. Hamza, der kom 10 minutter for sent, men som kom og fik et flot 10 tal. Hamza, der kom og strålede til dimissionen, da jeg overrakte ham afgangsprøvebeviset. Beviset på at han havde fuldført og bestået alle afgangsprøver. Beviset på at han var lykkes.

Når jeg tænker på Hamza, så husker jeg på alle de elever, jeg og mine kolleger hver dag hjælper til at lykkes.

Når jeg tænker på Hamza, så forsvinder min tvivl.

Jeg håber, at der hver dag er en Hamza, der får de bedste muligheder for at lykkes.

Jeg håber, at der hver dag er en Hamza, der lykkes.

 

 

 

Kommentarer