Dagens helt er Chili Klaus

Tænk, hvis det der blev beundret mest i en klasse, var den der tog det største ansvar for fællesskabet. Den der tog en ekstra duksetjans. Den der passede på ham eller hende, der havde det svært. Den der var god til at invitere alle ind i en leg – og ikke den, der er bedst til at spille fodbold. Den der hurtigst kunne komme med en ”smart i en fart” kommentarer eller den, der hurtigst spotter en ny trend blandt you – tuberne og kommer i skole med de rigtige øreringe og den rigtige telefon eller taske.

Hvis jeg spørger min søn om, hvem han beundrer mest. Hvem han synes er den sejeste eller hvem han anser for en helt, så vil han med en hvis sandsynlighed svare; Chili Klaus, Sebastian Klein – eller en eller anden på You Tube, der gør noget virkelig dumt eller virkelig ulækkert. Det er nu ikke fordi min søn mangler andre, der kunne være forbilleder. Han går rundt i en verden blandt mennesker, der bruger deres ferier på at hjælpe til i flygtningelejre, hjælpe mennesker her i landet, der står i en svær situation og mennesker, der bruger deres ytringsfrihed på at tale fællesskabet op og egoismen ned – men det scorer ligesom ikke rigtig nogen point, ved siden af en mand, der tør lade sig stikke af en edderkop og en der kan spise virkelig stærk chili.

Nu er det ikke fordi, at min søn – og alle de andre børn, skal slås i hovedet med den store politiske korrektheds hammer – det er der vist i øvrigt heller aldrig kommet noget godt ud af. Det er heller ikke fordi, at vi som forældre, skal stå for skud for endnu en omgang slag. Dem er der vist blevet givet så rigeligt ud af de sidste par år.

Men alligevel er der noget der trykker et sted i mine sko. Jeg tror på, at det betyder noget – både i en klasse – og i samfundet som helhed, når det der er beundringsværdigt, er størst, dygtigst, smukkest, dyrest og smartest. I stedet for empatisk, hjælpsom, kærlig og rar.

Spørgsmålet er; Kan vi gøre noget ved det? Skal vi gøre noget ved det eller er dyre tasker, plastbryster og ”smart i en fart” bare en fase, der skal udleves ?

Kommentarer