Dannelsesteori er og bør være praksisrelevant

UC Sjælland er underlagt et krav om bedrive ”anvendelsesorienteret forskning”, der forholder sig til ”de største udfordringer for lærerprofessionen”. Derfor afviser man at fortsætte samarbejdet med lektor Brian Degn Mårtensson, der skal skrive ph.d. om Grundtvigs pædagogiske og politiske filosofi. Men dannelsesteorier opfylder i høj grad begge kriterier: de er og bør være anvendelsesorienterede, og at omsætte dem til praksis er en stor – men nødvendig – didaktisk udfordring.

Folkeskolens dannelsesopgave beskrives i skolens formålsparagraf. Skolen skal for eksempel bidrage til elevernes alsidige udvikling og give dem tillid til egne muligheder. Den skal bibringe dem en forståelse for andre lande og kulturer og for menneskets samspil med naturen. Og den skal forberede eleverne på at kunne tage stilling og på medansvar og deltagelse i det fælles samfundsliv. Skolens dannelsesopgave er altså at gøre eleverne til selvstændige, kritiske, solidariske og handlekraftige mennesker og samfundsborgere på baggrund af de kundskaber, færdigheder og holdninger, de tilegner sig i skoleforløbet.

For at få værdi må skolens formål omsættes til pædagogisk praksis. I det øjeblik, vi som lærere træder ind i klasserummet, har vi ansvar for at skabe de bedst mulige rammer for elevernes dannelsesproces. Vi må forinden have truffet didaktiske valg, der gør det muligt fx at arbejde med elevernes forståelse for det faglige stof eller deres evne til at tage stilling. Valgene kan handle om fagligt indhold, aktiviteter, organisering, evalueringsform eller andre didaktiske elementer.

Derfor er dannelsesteori praksisrelevant. Og det bør den også være. Teorierne må få indflydelse på og kvalificere praksis. Hvis den daglige undervisning ikke skaber dannelsesmuligheder for eleverne, hvordan skal skolen så lykkes med sin dannelsesopgave?

At håndtere forholdet mellem (dannelses)teori og praksis er ingen nem opgave. Det er langt nemmere at tilegne sig en bestemt, velbeskrevet undervisningsmetode eller at følge en didaktisk ”manual” for fx målstyret undervisning.
Er man i forskningen således på udkig efter de største udfordringer, lærerprofessionen kunne stå over for, må man nødvendigvis stoppe op ved skolens dannelsesopgave. Den lader sig ikke instrumentalisere eller omskrive til nemme forskrifter, som alle lærere alle steder kan følge. Den kræver, at den enkelte lærer er didaktisk reflekterende og kritisk.

Lærerprofessionen ville være rigtig godt tjent med forskning, der kvalificerer lærerens vanskelige opgave med at fortolke dannelsesteorier og omsætte dem til konkret praksis. En sådan forskning kunne i den grad kvalificere praksis og bidrage til opfyldelse af skolens dannelsesformål.

 

Kommentarer