De lange skoledage koster barndom

Det er mandag morgen og jeg er på vej til skolen, mens jeg fordøjer nyhederne, der i dag igen handler om, at verden er blevet et mere usikkert sted. Der var noget om Brexit og Trump. Da jeg træder jeg ind på skolen, tænker jeg opløftet, at jeg heldigvis skal have min egen klasse i de første timer.

At gå ind til de varme kloge børn i 6.klasse indgyder HÅB. Her møder jeg det bedste i mennesket. Rummelighed og varme. 23 unikke børn knokler løs og stiller op for hinanden. Jeg kan ikke tage æren for, at de er de dejlige mennesker, de er, men jeg er medansvarlig for, at de får optimale rammer at udfolde sig indenfor. Derfor ærgrer det mig ekstra meget, at de med folkeskolereformen blev sat op i ugentligt timetal. Det burde være logik for burhøns, at det jo ikke er mængden af timer, men KVALITETEN der tæller. Det ved vi bl.a. fra den finske skole, der er kendt for at være en af verdens bedste skoler, her svarer den samlede skoletid til 6327 timer pr. elev, mens en dansk elevs samlede undervisningstid nu er nået helt op på 10960 timer.

Som den gravede rotte jeg er, VED jeg også at den bedste undervisningstid ligger mellem 8 og 14. Her er børnene friske og læringsivrige. Når vi når ud i 7. og 8. lektion begynder mine elever, først de svage, siden de stærke at blive lange i blikket og falde fra. De kan simpelthen ikke mere. Dette uanset hvor spændende og varieret undervisningen har været.

Det piner mig at skulle holde på dem, når de for længst har fået nok!
Når de lange skoledage dræner eleverne for energi, så går det ud over barndommen. Barndommen er jo den tid, som de skulle bruge på fri leg, spille fodbold ovre på plænen, dyrke fritidsinteresser eller blot hænge ud med vennerne. I stedet for ser jeg i stigende grad flere og flere fravælge fritidsinteresser og det sociale samvær med kammeraterne. De går nu hjem og ”gemmer” sig bag skærmen på deres værelser, hvor de ser film eller spiller. De har ikke overskud til mere.

Hvorfor er det gået så galt? Med folkeskolereformen ønskede man at give alle elever et fagligt løft, hvilket jo er et godt mål! Et mål ingen kan være uenige i! Men hvordan når vi målet? Spørger man lærerne, som dagligt står med opgaven, så er en god og farbar vej at give mulighed for tolærerordninger, så er der hjælp at få til alle elever – stærke som svage – og så sørge for efteruddannelse af lærerne. Vil man have verdens bedste folkeskole, så må man, som man har haft held med i Finland, investere i lærerne.
I stedet valgte man fra politisk hold som bekendt blot at øge timetallet og samtidig give lærerne mindre forberedelsestid.

Så kære politikere, det undrer ikke mig – som har min daglige gang i folkeskolen – at reformen ikke har virket efter hensigten. Jeg ser elevernes motivation udfordres unødigt, og selvom der er kommet en lille justering på to ugentlige timer i indskolingen, så er det SLET IKKE NOK!
Lyt nu til os fagprofessionelle, som kender vores elever. Der er ikke noget, vi hellere vil end at løfte dem.

Når jeg går glad ind i min klasse til de sidste timer, så ønsker jeg for alle mine elever, at de går glade hjem. Ikke dødtrætte af skole, men fyldt op af gode oplevelser, viden om verden og lyst til at komme i skole igen i morgen.

Det er dem, der skal stille op i en usikker verden, lad os dog give dem de bedste rammer!

Kommentarer