Den benhårde konkurrence ødelægger skolerne

ALLAN BECH, FOLKESKOLELÆRER, KOLDING
Skoleledelserne rundt omkring i landet har alt for travlt med at udtænke, hvordan de bedst muligt kan sælge deres egen skole.

Der indrykkes annoncer i blade og magasiner og hyres reklamefolk til at udarbejde profiler. PR og PR-stunts beherskes i håb om at få positiv opmærksomhed. Lykkes det ikke, nøjes man med negativ omtale. Et spindelvæv af buzzwords, trendsættende pædagogikker og indsatsområder har til formål at pakke den enkelte skole ind i pænt gavepapir, mens testresultater hypes og manipuleres i flæng. Man skyer ingen midler i kampen om lokalsamfundets gunst.

Forældrene labber reklamen i sig som ombejlede hofholdende prinsesser og swiper gennem den ene skole efter den anden for at finde netop den profil, de ønsker at tvinge ned over hovederne på deres stakkels børn.

Politikerne frasiger sig ansvaret for skolerne, for nu er det konkurrencen, som bestemmer. De fortsætter med at øge tilskuddet til de private skoler, og det er som at kaste benzin på bålet. Det er lykkedes dem at overbevise skatteyderne om, at hvis man strammer det økonomiske greb om folkeskolen, styrker den private sektor og i stedet udlover puljer, så skal folkeskolerne pludselig til at gøre sig umage, og det tror de på skaber bedre skoler. Men det eneste, skolerne bliver bedre til, er at brande sig selv.

Og I stedet får man en sprængfarlig cocktail, hvori skolerne opfører sig som gribbe om et ådsel.

Jeg har mareridt over, hvad der bruges af tid, energi og penge på markedsføring af den enkelte skole. Ressourcer, som kunne være brugt på undervisning eller trivselsarbejde, som er langt vigtigere opgaver. Der er ingen tvivl om, at konkurrencen om at sælge sig selv bedst muligt koster så mange kræfter, at det går ud over skolens kerneopgaver i sidste ende.

En kollega kom forleden med et eksempel på, hvorfor konkurrencen er så skadelig: På hans skole har de opdaget, at deres nye, store pædagogiske satsning er dårlig, men de tør ikke kritisere det offentligt, fordi kritik er skidt for skolens omdømme og kan koste elever. Men projektet er nu blæst så højt op i medierne, at også naboskolerne forsøger at kopiere samme projekt. Selv om tiltagene er direkte ødelæggende for undervisningen, kopieres og kopieres der, og i virkeligheden er der tale om et luftkastel.

Man skulle tro, at sådan noget kun udspiller sig i H.C. Andersens eventyr. De professionelle råber da op, hvis kejseren ikke har tøj på? Det gør de bare ikke, fordi vi konkurrerer, og så viser man ikke fjenden sine svagheder.

Men det er spild af tid og ressourcer at konkurrere om elever, offentlige puljer og politikernes opmærksomhed.

Skolen er ikke en økonomisk virksomhed, der spiller efter de samme spilleregler som virksomhederne på det frie marked. Det er ikke meningen, at skolen skal tjene penge. Vores overskud kan ikke gøres op i et tal på bundlinjen. Skolen er en fantastisk langsigtet investering, som vil skabe vækst i fremtidens samfund.

Hvis vi fortsætter med at øge konkurrencen, vil skolerne miste indhold og substans til fordel for et skræmmende perfekt ydre. Det vil være som at pudse vinduerne på et faldefærdigt hus.

Vores skole hviler på tusinder af års tanker og idéer – det er der måske mange, der glemmer eller ikke ved. Det er altså ikke noget nyt, det der med at holde skole. Og der er belæg for, at den konkurrencekultur, vi har mellem skolerne i dag, har en direkte negativ påvirkning af skolekulturen, vi ser det både globalt, nationalt, regionalt, internt og i forhold til den enkelte elev. F.eks. bliver undervisningen mere og mere testorienteret. Det betyder en overfladisk undervisning med kun et mål for øje: at skabe gode testresultater, som man kan sælge sin egen skole på. Jeg står dagligt måbende og skal forholde mig til, at det pludselig er vigtigere at skabe gode resultater i den nationale test end elever, som kan tænke selvstændigt.

Se på det sådan her. At drive skole er at drive en træningslejr. Det bør aldrig blive mere end det. I træningslejren træner vi. Vi kan godt konkurrere, men det er for sjov, og det er internt. Det er ikke det styrende element.

På den anden side af vejen er der måske en anden træningslejr. Det er fint. Der træner nogle andre børn. Men vi skal ikke kæmpe mod hinanden. Fokus er på vores egen træningslejr. Så kan sportsverdenen og virksomhederne på det frie marked beholde turneringen for sig selv. I skolen handler det om at lære. Ikke om at vinde over andre.

Kommentarer