Den dag vi hyggede os

Og så var der den dag, hvor jeg brugte to lektioner på at hygge med to 8. klasser. Jeg gentager: Hygge i skoletiden! GISP!! Hvem har dog tid til det i det her målstyrede ræs?

Jeg skulle ned på depotet og hente noget karton til en gruppe, og jeg havde to drenge med. De fik øje på en roulette og skolens to pokersæt. De blev helt vilde og spurgte om de ikke nok måtte spille det i en af mine timer. Argumenterne for at få lov fløj ud af dem:

”Vi har bare altid ønsket os at spille, det ku’ være så hyggeligt”

”Vi skal nok opføre os pænt og lave alle vores lektier”

”De andre lærere vil ikke lade os spille”,

”Hvis du lader os spille i bare én time, så er du den bedste lærer”

Og sådan blev de ved. Jeg kunne slet ikke få et ord indført. Først var jeg i tvivl. Kunne det nu passe ind i min plan, ville alle i klassen være med, hvilke mål bliver opfyldt?

Så holdt jeg op med at tænke, og så på drengene. To 8. klasses drenge, der er et hoved højere end mig med julelys i øjnene – i skolen!! Det kunne jeg ikke sige nej til. De blev ellevilde, da jeg endelig kunne komme til for dem, og sige ”Ja, det er en god idé”. De troede ikke deres egne ører, og blev helt vilde. Og så gik de i gang med at kaste idéer omkring sig.

”Vi laver et kæmpe casino!”

”Ja, med dealere og sådan noget”

”Det skal være en hemmelighed”

”Ja, mand. God idé!”

Og sådan blev de ved – igen. Planlægningen tog to uger, og det forblev en hemmelighed. Selv dealerne kunne holde det hemmeligt. Vi havde også aftalt at straffen for at sladre til de andre i klassen ville være en aflevering svarende til en skriftlig afgangsprøve på fire timer – det hjalp nok lidt på det…

Dagen kom, og det var en kæmpe succes! Jazzmusik i højtalerne, mørklagte vinduer og lyskæder, bordene sat op med spilleduge, masser af glade børn, og dealere, der var ved at revne af stolthed over at have stablet det her arrangement på benene. Og jeg var fyldt op med glæde. Tænk alt det vi fik ud af den dag. Helt uden opsatte læringsmål! GISP – igen! Tænk, hvad der kan komme ud af spontanitet og børns entusiasme.

Det prøver jeg lige igen – snart!

Kommentarer