Den evige kamp om opmærksomhed

“Bank, bank, bank,” lyder det fra døren. Klokken er lidt over otte. Jeg har netop fået ro i min klasse, og børnene er klar til at gå i gang med dagens opgaver. Sundhedsplejersken står nu i døren: “Må jeg lige tale med dig?” Jeg går ud til hende, og lukker døren ind til klassen. Nu må børnene igen vente på, at jeg lige ordner noget. Jeg har i forvejen været ude af den dør adskillige gange i denne uge for at løse konflikter fra frikvartererne, som hele klassen ikke skulle involveres i. Sundhedsplejersken har et ansøgningsskema til julemærkehjem i hånden, som hun gerne vil have mig til at udfylde hurtigst muligt. Jeg er enig med hende i at det haster. Så jeg tager det med ind i klassen og siger til børnene, at jeg bliver nødt til at udfylde det, mens de arbejder med deres tegninger og gækkebreve. “Jeg håber, at I ved, at jeg kun gør det, fordi det er vigtigt,” siger jeg til dem. De nikker bekræftende.

De er efterhånden vant til det, tænker jeg. At læreren har sin opmærksomhed flere steder på én gang og ofte multitasker. Jeg ved bare ikke, om jeg selv kan vænne mig til det. Om jeg vil vænne mig til. Det er frustrerende, at skulle klare flere ting på samme tid. Jeg ville foretrække, at være fuldt til stede med eleverne, når jeg har undervisning.

“Se mig, se mig, se mig nu, Ida!” gjalder det ud over svømmehallen, når min klasse er til svømmeundervisning om tirsdagen. Og når jeg går ned ad gangen mod min klasse med favnen fuld af papirer og bøger, kommer børnene mig hoppende og løbende i møde og taler i munden på hinanden. De vil fortælle mig om, hvad de oplevede til spejder i går, hvad de arbejder på i matematik og om deres nye hamster. De vil ses og høres alle 23. Min opmærksomhed er det dyrebareste, jeg kan give dem. Og de har alle krav på at få den i det omfang, det nu er muligt. Samtidig er det mit ansvar at sørge for, at den bliver nogenlunde lige fordelt og ikke kun tilfalder dem, som råber højest.

“Hvis jeg kunne klone mig selv, så kunne det lade sig gøre,” sagde jeg en dag i klassen. Nogen af eleverne havde spurgt, om jeg ville gå med på marken, så de kunne slås med sne, og andre havde bedt om lov til at blive inde i frikvarteret. “Ja, så ville vi også have gjort verden til et bedre sted!” udbrød Victor. Jeg blev rørt over hans påskønnelse af min person. Men jeg blev også ked af, at jeg har den slags tanker om at klone mig selv. For de stammer fra en følelse af utilstrækkelighed. På min kontorplads flyder bordet over med post-it-sedler. De huskesedler møder jeg ind til uden for undervisningstiden. En evig strøm af opgaver, som jeg aldrig når i bund med.

Det er sådan, jeg oplever mit lærerliv: Som en konstant kamp med bunken af opgaver og en  kamp for at give børnene, det vigtigste jeg har: Min opmærksomhed.

Jeg ville ønske, vi kunne finde råd til som samfund at indrette skolen, så der var bedre balance mellem mængden af opgaver og ressourcer til at løse dem tilfredsstillende. Vil vi virkelig have en skole, hvor lærere konstant må føle sig utilstrækkelige? Jeg synes børnene har fortjent bedre.

Kommentarer