Den ser godt nok kedelig ud, den bog…

-Den ser kedelig ud… siger Jacob

-Hvad? Du kan sgu da ikke se på omslaget, at en bog er kedelig.

Jeg glor på omslaget af en fantasy-bog, som jeg desperat har trukket ned fra hylden på skolebiblioteket. De læser for lidt i min 9. klasse. Det ved jeg godt. Der er så mange tilbud her i verden. Ikke som da jeg var barn, hvor man pænt måtte vente på at Jørgen de Mylius rullede sig ud på Eldorado hver fredag aften, og hvor man, hvis man var heldig, fik tre minutter bag tv-2s duggede ruder, og ellers måtte vente en hel uge på næste skud popmusik. Så måtte man lave noget andet ind i mellem, som fx at læse bøger.

Det er vigtigt, at de læser. Børn der læser har et stort ordforråd. Det kan man jo næste sige sig selv; det kniber i hvert fald gevaldigt med at lære korrekt dansk, hvis man kun ser Paradise Hotel. Jeg har lavet en læsekontrakt med klassen. Igen. De skal læse 333 sider inden jul. De så på mig som om, jeg havde spist søm. Og nu står vi så her på biblioteket.

Han sukker og bladrer om på bagerste side af bogen og lyser så op.

-Nåmmen, jeg kan godt læse den alligevel. Han snapper bogen ud af hånden på mig.

-Hvad?

-Jamen, det er fordi, at sidetallet passer med læsekontrakten, griner han, og forsvinder ud af rækkevidde, inden jeg kan nå at protestere.

Og så står man der og glor. Og i det samme får jeg øje på den. Den står der på hylden og lyser, som har den en glorie. Mellem bøger med drager på og bøger med flossede bogrygge, står ”Griberen i Rugen” der på hylden. Og hvis en knægt på 15 synes, at en kulørt bog med drager på er kedelig, alene fordi han har set på omslaget, så får jeg nok svært ved at overbevise ham om, at J. D. Salingers enestående værk fra 1945 er læseværdigt. Men, jeg ved, hvad der gemmer sig bag det papirpose-brune omslag, og jeg sender min skolebibliotekar en kærlig tanke. Så trækker jeg bogen ned fra hylden og retter blikket mod kødranden af gutter, der står der og hænger mellem reolerne med hænderne i lommen, som om en interessant bog pludselig vælter ned fra hylden og lander i deres favn helt af sig selv.

-Den her, har verdens grimmeste forside, meeeen… forsøger jeg, og kan høre, at jeg allerede har skudt mig selv i foden. En kigger op i loftet. En anden vender ryggen til… to bliver stående. Og jeg er parat til at sælge min bedstemor, hvis jeg kan få en dreng på 15 til at prøve kræfter med ”Griberen i Rugen”.

-Det er en af verdens bedste bøger, det her…

Anders kigger nysgerrigt på omslaget.

-Den der? Han står med en anden bog i hånden allerede.

-Ja. En af de aller-aller-bedste. Det er en af dem, man skal have læst…

Jeg ved ikke om, der er fordi jeg ser desperat ud, eller fordi han er reelt nysgerrig, men hans hånd nærmer sig langsomt bogen, som jeg holder frem mod ham. Næsten bid… Og så er det, jeg sælger mig selv. Hugger til med det usleste argument af alle…

-Tænk, når du sidder på gymnasiet til næste år, og kan referere til ”Griberen i Rugen”…

Anders smiler…

I dag sad han og læste i den i dansktimen, da vi havde noget tid til overs. Jeg ved ikke, om han syntes, den er god, men jeg har rakt faklen videre. Forhåbentligt greb han den.

 

 

 

 

Kommentarer