“Der er noget uro på gangene” – når kun den gode historie må fortælles

Dansktimen i 2. klasse er netop gået i gang. De fleste af eleverne sidder klar med læsebogen på skødet på de lave blå bænke, som vi er så heldige at have i klassen. Næsen er mod tavlen, de er klar, har lyst til at lære og er stolte af at læse deres læsestykke op. Kontorstolen er i lavest stilling, så jeg er i næsten øjenhøjde med poderne. De 3 elever, der har brug for at sidde, ligge, være til for sig selv har fundet deres pladser langs væggen, på sækkepude og bag skærmen. Ved højre side, tæt klinket op af mig, sidder min meget ambitiøse, men formodentlig ordblinde elev. Læsestykket har for hende været 2 linier, indrammet med blyant, og samtidig med klassens oplæsning skal jeg have en finger i hendes bog for at hjælpe med til at følge hvert enkelt ord, så hun er klar, når hendes sætning kommer. Jeg ved godt, at det er udenadslært, men det går for en tid endnu og al snakken om teksters opbygning, indhold og illustrationer er også vigtige, selvom bogstaverne hopper som hos Gummitarzan.

Værre er det med koncentrationen andre steder. En søm i en trøje, der sidder forkert, kan være katastrofal for et barn med sanser, der er på konstant overarbejde, for slet ikke at tale om andre elevers almindelige uro. Men netop denne morgen er dette ok, lige indtil…

Råbene i naboklassen vokser. Faktisk har de været i gang i nogen tid. Uroen bliver voldsommere, mine elever må gentage ord, og andre spørger, hvor vi er nået til. Råbene øges, borde skramler, døre smækkes. Mens Ida og Emil finder krokodilleæg i “Den første læsning”, tænker jeg på, om der er en kollega, der behøver hjælp, men episoden ruller hurtigere end jeg kan tænke, for nu bliver der sparket heftigt på vores dør. Bag skærmen tager Matias sig til ørene, mens han skriger lige op i luften, om den larm ikke kan stoppe. Min højre side er blevet urolig og flytter sig nervøst på stolen. Min finger kan ikke følge trop, og mens jeg forsøger at genfinde stedet, skal jeg huske at rose Louise for hendes fine oplæsning og vælge den næste. Døren ryger op, en rasende hvirvelvind stormer ind. Stole kastes til side, mens naboklassens dreng forsøger at komme tilbage i sit klasseværelse gennem vores dobbeltdør, som er låst. Der sparkes voldsomt, da det går op for ham, at den mulighed ikke duer i dag. Jeg forsøger at sige noget, men overdøves af “Din dumme kælling, smatso”.

20 minutters læsning bliver til stort set ingenting den dag. Det blev det heller ikke i går, og 4 ud af 5 dage i sidste uge var nogenlunde lige sådan. Klassen er håbløst bagud med læsning. Aldrig har jeg oplevet noget lignende, og jeg har ellers haft indskoling i masser af år.

Hvad skal jeg sige til de forestående skole-hjem-samtaler?

Min skoleledelse er fuldstændigt vidende om de daglige situationer. Faktisk tilbringer hvirvelvinden meget af skoledagen på og omkring ledelseskontorerne, men hver dag startes i klassen. Kommunens holdning er, at elever i små specialklasser er noget skidt, eksklusion er dårligt, og desuden koster det 300.000 for skolen at sende en elev et andet sted hen!

Dilemmaet er, at det er svært at fortælle forældrene om elevernes skolehverdag med uro og larm, fordi jeg samtidig skal være tryghedsskabende. Forældrene skal trygt sende deres barn i skole. Elevflugten har været betydelig, men skoleforvaltningens signal er klart, man vil  kun have gode historier. Det vildeste, jeg kan fortælle, er “at der er noget uro på gangene.”

Spørgsmålet er, hvem man beskytter ved at de dårlige historier ikke får et sted og et rum?

Har skoleforvaltninger en holdning om, hvad der sker med forældrenes tillid til skolen, når larm og forstyrrelser kun må blive til “at der er noget uro på gangene”?

 

Navne er anonymiseret, og episoden er ikke fra nuværende arbejdsplads.

Kommentarer