Derfor stemmer jeg ja

Vi lærere står over for et rigtig svært valg. Det handlede om brudt tillid før og under de netop overståede overenskomstforhandlinger, og det handler om tillid nu, når vi lærere skal stemme om resultatet. Siden det aftalte spil om overenskomstforhandlingerne i 2013, har vi lærere haft god grund til at have mistillid til Kommunernes Landsforening, embedsværket og folketingspolitikerne. Alle de, som gennemtrumfede en afskaffelse af vores forhandlede arbejdstidsregler og gav os den forhadte lov 409.

Siden 2013 har der været god grund til at være indigneret. Siden 2013 har det været svært at se, hvordan vi skulle komme videre. Hverdagen i folkeskolen går videre på trods af vrede og afmagt. 16.000 lærere har forladt skolen. Vi, der er tilbage, prøver at komme videre og se fremad i en skole, som er i undtagelsestilstand. Der skal ske forandringer til det bedre. Spørgsmålet nu er: Hvordan gør vi? Lige nu har vi to muligheder: Den ene er at stemme ja til undersøgelseskommissionen og dermed tro på, at tilliden kan genoprettes, og at der på ny kan forhandles en arbejdstidsaftale mellem os lærere og vores arbejdsgivere. Den anden mulighed er at stemme nej og dermed tage en ny konflikt for skolen. Hvad de to veje vil føre til derefter bliver i bedste fald kvalificeret gætværk.  

Det er sandsynligt, at en ny konflikt vil være opslidende (måske langvarig) og føre til et regeringsindgreb, der tager arbejdsgivernes parti. Men så har vi fået sagt højt og tydeligt fra, og det er der mange som af gode grunde ønsker. Jeg har læst flere fremføre det som argument, at de ønsker at kunne se sig selv i øjnene og stå ved deres protest. Det forstår jeg godt. Når jeg stemmer ja, så er det ikke fordi jeg vil acceptere lov 409. Det er netop fordi jeg vil have en ny arbejdstidsaftale. Det er målet, og det tror jeg både ja- og nej-stemmere er enige om. Men hvordan vi kommer derhen, kan vi bestemt være uenige om, og ingen af os kan med sikkerhed vide, hvad der er bedst at gøre. Derfor frygter jeg også, at den kommende afstemning kan skabe splittelse. Jeg vil kraftigt opfordre til, at vi bruger god tid på at lytte til hinanden. Vi skal huske, at både logiske argumenter og følelser har en vigtig plads i denne diskussion, og at ingen af os kan påstå alene at have de rigtige svar. Vi skal være varsomme og rummelige over for hinanden.

Når jeg stemmer ja, så er det en stemme for genoprettelse af tilliden. På et tidspunkt skal vi videre. Jeg er klar til at tage det skridt nu. Det er svært at vise tillid til nogen, som har behandlet en dybt urimeligt og nedværdigende. Men vi kan ikke klare os uden hinanden. Skolen kan ikke komme videre uden samarbejde mellem lærere og arbejdsgivere. Er jeg naiv? Måske. Risikerer jeg at få min tillid udnyttet igen. Bestemt. Sådan er det at være menneske og samarbejde med andre. Der er altid en risiko. I dette tilfælde er risikoen stor, for tilliden er før blevet misbrugt. For mit vedkommende er tiden inde til at løbe risikoen. Der er meget at vinde, hvis det lykkes at genetablere samarbejdet og få en ny arbejdstidsaftale. Siger vi derimod nej, kan der gå lang tid, før vi igen har en mulighed for nye forhandlinger. Og i sidste ende vil vi til enhver tid stå over for det uhyggelige spring ud i tilliden. Det er kun os, der kan tage det skridt og række hånden frem mod modparten. Gør vi det ikke, så vinder vi heller intet. Min ja-stemme er en fremstrakt hånd mod vores arbejdsgivere.

Kommentarer