Det Danmark I glemmer

Det er trygt og relationsskabende at brokke sig i kantinen, men det er ensomt og udsat at bevæge sig derud, hvor man lægger navn til indlæg i debatten. Du ved det godt; det indebærer en risiko. Måske er det derfor, du holder kæft. Når der har været terrorangreb, fordi nogen har karikeret en profet, tropper alle op: med bannere, blomster og lys. Vi står sammen om retten til ytringsfrihed om hvad som helst. Så længe vi ikke selv skal ytre os – for så ved vi det godt; så står vi pludselig alene. Men det kan være anderledes. Det kan være et fællesskab.

Vi er en gruppe af forskellige mennesker med forskellig faglig baggrund. Vi står på et grundlag af værdier som ligeværd og social retfærdighed. Vi vil fortælle om det Danmark, vi kender. Vi står sammen om retten til at ytre os. Vi fortæller igen og igen om det Danmark, I glemmer. Politikerne stiller sig gerne til rådighed for at fortælle om bedre tider. Men hvis du, som Morten, er ufaglært, er fremtiden ikke lys. Truslen om outsourcing til andre selskaber og samtidig opbrydning af stærke fællesskaber presser mange.

LÆS OGSÅCorydon: Konkurrencestat er ny velfærdsstat

Den virkelighed fylder ikke meget i mediebilledet. Måske fordi ufaglærte ikke er interessante. De har ikke flotte penthouselejligheder og dyre biler; de tager ikke på shoppingture til London eller Paris. At være ufaglært er ikke for sarte sjæle. Der kæmpes om jobbene med groft udnyttede østeuropæere, der vil tage arbejdet til under 50 kr. i timen. Grådige arbejdsgivere, der dækker sig ind med, at ’sådan er markedet’, når de skal begrunde krav om øget arbejdstempo og mere kontrol. Mange dukker nakken af frygt for at miste jobbet, vel vidende at et andet ikke hænger på træerne.

Morten mærker det hver eneste dag: For de ufaglærte er krisen ikke forbi. Den er kun lige gået i gang. Working poor har for længst gjort sit indtog i Danmark. De ufaglærte er i frontzonen i et ræs mod bunden. Så når medier og politikere jubler over den stigende beskæftigelse, gør de det med lukkede øjne. De lukker øjnene over for dem, der ikke vil blive inviteret med til den næste forbrugsfest. Der er flere ufaglærte, der gerne ville blande sig i den offentlige debat, men frygten for fyresedlen og hovedrysten fra overklassen afholder dem fra at sige noget. Det er præcis den frygt, der får Morten til at ytre sig igen og igen.

De, der gør rent på skoler, sygehuse, kontorer og mange andre steder, de gør rent for os alle sammen. Vi burde se op til, ikke se ned på

Anette er ansat på et universitetshospitalsapotek som serviceassistent. Hvis der ikke var serviceassistenter til at gøre rent på alle mulige og umulige tidspunkter på dagen, kunne Sundhedsstyrelsen lukke virksomheder, som producerer øjendråber, kemokure til kræftpatienter og andre sterile medicinske produkter. Der bliver holdt skarpt øje med rengøringsproceduren. Bliver den ikke overholdt inden for den grænse, som Sundhedsstyrelsen har sat, lukker virksomheden. Hvis rengøringen ikke var i orden, behøvede farmakonomerne og farmaceuterne ikke at møde på arbejde.

For uden ordentlig rengøring kunne de hverken pakke eller producere medicinen. Alligevel er der ikke status i dette vigtige job. Rengøringsbranchen er hårdt arbejde. 7 timers daglig rengøring kan forkorte livet med mange år. Anette havde dette ensidige og hårde fysiske arbejde i mange år, indtil hun, sammen med andre modige folk, tog kampen op og var med til at ændre forholdene på sin arbejdsplads. Hun og hendes kolleger gør nu rent en halv arbejdsdag, mens de resten af tiden laver andre serviceopgaver. De har fået gode alsidige jobs, og det smitter af på arbejdsglæden. De, der gør rent på skoler, sygehuse, kontorer og mange andre steder, de gør rent for os alle sammen. Vi burde se op til, ikke se ned på.

For to år siden stod Mette sammen med resten af Danmarks lærere uden for skolens døre. De var ikke velkomne. I 29 dage lagde KL arm med lærerne og dømte til sidst lærerne ude. Der opstod misforståelser om, at lærerne strejkede, var dovne og ikke ville arbejde. Pludselig var det alles ret at have en mening om, hvordan folkeskolen skulle skrues sammen, og hvordan lærernes arbejdsopgaver skulle fordeles.

LÆS OGSÅKom nu med en værdig pension til folk med de hårdeste job

KL vandt, og lærerne måtte gå på arbejde igen og kunne se frem imod nye, forandrede vilkår, hvor ingen havde lyttet til dem. Børnene er grunden til, at lærerne hver dag fortsætter deres arbejde med stolthed. Vores alle sammens børn er grunden til, at de på trods af massiv modstand, spot og fordomme bider sig fast i debatten og insisterer på at blive hørt. Politikernes inklusionsplan tvinger alle til at gøre noget, som hører hjemme i et bestemt system, i et helt andet system. Specialområdet er kendetegnet ved daglig fælles refleksion, supervision og ved at man som voksen er tæt på få børn. Det er stort set de modsatte forhold, der gør sig gældende i skolen. Der er tale om vidt forskellige systemer med vidt forskellig logik.

Rikke blev kastet ind i den hvirvelvind i sit arbejde som skolepædagog. I inklusionsarbejdet har hun ikke den tid til nærhed, som børnene har brug for, og samarbejdet med kollegerne kan slet ikke blive så tæt, som opgaven oftest fordrer. Gør det allersværeste for mindre. Det er reelt, hvad politikerne kræver af lærere og pædagoger, når de tvinger børn til at passe ind i en ramme, hvor midlerne slet ikke er fulgt med. Det, som politikerne påstår er inklusion, er i virkeligheden i mange tilfælde omsorgssvigt begået af det offentlige.

Politikerne har overset det vigtigst: Nærvær kan ikke effektiviseres!

Samme paradoks er i spil, når politikerne taler tidlig indsats. For man må gå ud fra, at den begynder i vuggestuen og i børnehaven, men hvordan skal pædagogerne kunne levere det, som børnene har brug for, når normeringerne mange steder er så elendige, at der slet ikke er tid nok til det enkelte barn. Politikerne har overset det vigtigste: Nærvær kan ikke effektiviseres! Og det er umuligt at overbevise et barn om, at det har betydning, hvis man ikke har tid til at lytte og se barnet i øjnene.

Når lærere og pædagoger gør opmærksom på, at de forhold, Danmark byder sine børn, reelt betyder, at mange af dem svigtes, er det ikke, fordi de brokker sig eller klynker. Der er tale om en berettiget kritik af et system, som i alt for lang tid har undladt at lytte. Trangen til at forbedre børns vilkår i hverdagen får Mette og Rikke til at blive ved. Også selv om det kan føre til spot, hån og skepsis.

Som sygeplejerske og sosu-assistent, ved Jonas og Heidi det: Der eksisterer ikke et sundhedsvæsen i Danmark. Vi har et sygdomsvæsen. Et væsen, der har taget kampen op mod den ene eviggyldige sandhed i menneskelivet: Vi skal alle dø. Sundhed er ikke bare fraværet af sygdom og svækkelse, men tilstedeværelsen af fuldstændig fysisk, mentalt og socialt velvære. Sundhed er ikke en vare, vi kan købe i supermarkedet, hos lægen eller på hospitalet. Lige så lidt som vi kan købe kærlighed på bordellet. Sundhed er de vilkår, der gennemsyrer vores liv; det er de rammer, der omgiver vores tanker. Sundhed er svært, og det er lige så svært at sætte på formler som mennesker generelt.

LÆS OGSÅPolitiken mener: Venstre må melde klart ud om sundhedsvæsen

Ikke desto mindre, eller måske netop derfor, forsøger generation efter generation af politikere og embedsmænd at reducere sundhed til sygdom i stedet for at skabe rammerne for sunde liv. Vi har et samfund, hvor fysisk aktivitet er noget, vi ’går til’ i fritiden. Hvor ensomhed, stress og depression er folkesygdomme. Det er på tide med en sundhedspolitik. Hver dag, når sygeplejersken, sosu-assistenten, læreren eller pædagogen tager på arbejde, har vi på den ene eller den anden måde ansvaret for andre menneskers liv. Stort ser hver dag, når vi tager hjem, føler vi, at vi har svigtet et andet menneskes liv.

Vi ved, at hvis vi siger noget, vil vi meget hurtigt blive dømt som illoyale over for vores ledelse, måske endda over for vores stiltiende kolleger. Vi har været for gode til hele tiden at acceptere endnu en besparelse, endnu en effektivisering. De fleste holder kæft og nøjes med at løbe hurtigere og hurtigere, fordi det ikke er til at holde ud at svigte medmennesket. Men vores omsorgsgen har taget magten og svigtet os. For vi er kommet derud, hvor ressourcerne ikke bare er skåret lidt ind i benet. Benet er for længst amputeret og gået i forrådnelse. Det er på tide at tage bladet fra munden.

Vi er kommet derud, hvor ressourcerne ikke bare er skåret lidt ind i benet. Benet er for længst amputeret og gået i forrådnelse

I byggebranchen hørte Louis og hans kolleger for mange år tilbage første gang om kontroltyranniet i den offentlige sektor. De diskuterede ofte, om det kunne ramme dem selv. Det kom det til. I løbet af de senere år har Louis oplevet en eksplosion i bureaukratiet. Selv mindre opgaver kan trække ud i det uendelige. Hvem skal sørge for lys på byggepladsen? Hvis det kun lige er det værste, der skal repareres på huset, hvem skal så vurdere, hvad der er det værste? Hvis ansvar er det, om stilladset er korrekt? De spørgsmål er bare et udpluk af spørgsmål, som et stadig større hold af rådgivere, ingeniører, konstruktører, arkitekter og jurister kan forsinke processerne med.

Gennem juridiske ansvarsfraskrivelser i udbudsmaterialerne møver de sig ind og tiltvinger sig retten til at kritisere det udførte arbejde. Skønt de hverken har uddannelse eller erfaring inden for faget, vejer deres ord tungere i forhold til dem, der har både erfaring og uddannelse. Der findes arbejdspladser, hvor sikkerhedspatruljer marcherer rundt på pladserne og tager billeder af et tæppe, der ligger krøllet, for derefter at finde dem, der skal rette tæppet ud, og sige til dem, at de skulle rette tæppet ud. Ikke noget med at rette det tæppe ud med det samme. Kun kritik og dermed ansvarsfraskrivelse.

Det er på mange måder det samme, der har været gældende i den offentlige debat. Rådgivere, analytikere og meningsdannere svinger dirigentstokken i en debat, der omhandler alt andet end dem selv. De kunne aldrig drømme om selv at tage ud og svinge kosten, engagere sig på arbejdspladsen og derved prøve at ændre tingenes tilstand. Derfor bliver Louis ved: Han kræver medindflydelse på sin egen virkelighed. Også i den offentlige debat.

LÆS OGSÅKristian Jensen: Vi skal give folk et lille og kærligt puf

I april 2014 gik cykelmekanikeren Oskar og andre ansatte i cykelbranchen sammen for at starte en brancheklub. De oplever nu, hvor stort potentiale der er i branchen for at forbedre arbejdsforholdene, lønniveauet og arbejdsmiljøet. Men vigtigst af alt viser deres indsats, at det kan betale sig at kæmpe. De rettigheder, som arbejdere har, er ikke noget, som er blevet foræret til dem. Det er noget, de har tilkæmpet sig. Og hvis ikke vi alle fortsætter med at kæmpe for bedre vilkår og forsvare de rettigheder, som er opnået, vil det hele smuldre. Det gælder alle brancher.

I vores samfund findes der helt forskellige standarder for ansvar, alt afhængigt af om du er en jævn arbejder, eller om du tilhører den finansielle eller politiske elite. Hvis du er trappevasker eller arbejdsløs, måske tilmed enlig forsørger, behøver du kun at tage et uoverlagt kviklån eller købe en smartphone på afbetaling, få flere penge udbetalt, end borgerservice havde beregnet din boligstøtte ud fra, eller få besøg af kæresten lidt for tit. Så kan privatøkonomien og resten af dit liv hurtigt ramle. Men hvis du er bankdirektør, kan du lege med millionerne, lige så tosset du har lyst til, og alligevel sove roligt om natten. Hvis du jokker så meget i spinaten, at du bliver fyret, kan du regne med et gyldent håndtryk på vej ud ad døren. Det samme gør sig gældende for toppolitikere, der kan få det hele og lidt dertil betalt af skatteyderne.

Prisen for ikke at ytre sig er at overlade ansvaret til dem, som ikke forstår det Danmark, vi kender. Det vil vi ikke være med til

Til forskel fra kontanthjælpsmodtagere og førtidspensionister, som udsættes for dyneløfteri og får dissekeret hele deres privatliv for at få lov til at beholde selv de mindste økonomiske ydelser. Magthaverne har og ta’r ikke noget ansvar. For at tage ansvar er at tage konsekvenserne af sine handlinger. Magthaverne har for længst sørget for, at konsekvenserne af deres handlinger kun rammer os på fabriksgulvet i aktieselskabet Danmark.

Sociologen Rasmus Willig taler om umyndiggørelse. Måske har vi ladet os overbevise om, at vi er inhabile. Som når den handikappede politiker Christian Heegaard i Fredensborg Byråd ikke må få indflydelse på handikappolitik. De påstår, at når han selv er handikappet, så er han inhabil. I et samfund, som tillader eksklusion af dem, som ved, hvad det handler om, når der skal træffes beslutninger, der gælder egen hverdag, er det nærliggende at konkludere, at flertallet af os er blevet overbevist om, at vi ikke er eksperter på vores egen virkelighed. Det er på tide med et opgør med den diskurs.

LÆS OGSÅVenstre er klar til flere effektiviseringer

Det har en pris at ytre sig. Men det har også en pris at lade være. Prisen er at overlade ansvaret til dem, som ikke forstår det Danmark, vi kender.

Vi kommer fra otte forskellige virkeligheder. Vi står sammen om at ytre os. Vi vil fortælle om vores hverdag. Vi vil bidrage til debatten. For vi er dem, der hver dag står op og udfører arbejdet på gulvet. Dem, der mærker konsekvenserne. Prisen for ikke at ytre sig er at overlade ansvaret til dem, som ikke forstår det Danmark, vi kender. Det vil vi ikke være med til. Derfor vil vi igen og igen fortælle om det Danmark, I glemmer.

Bragt i Politiken d. 8.6.2015

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2703480/magthaverne-har-soerget-for-at-kun-os-paa-fabriksgulvet-rammes/

Kommentarer