Det er bare en test, ta’ det ikke personligt.

Det er torsdag eftermiddag. Vi har skole/hjem samtaler i 6. klasse. Det er gjort hyggeligt med levende lys, hyacinter, vindruer, chokolade, kaffe og te. Og det er hyggeligt. Ikke kun på grund af det, vi har købt ind. Vi kender elever og forældre godt. Og det er sidste gang vi har skole/hjem samtaler med klassen. For til sommer skal vi give dem videre til nye lærere.

Èn ting gentager sig i flere samtaler. At eleverne om tre år skal til eksamen. Èn pige påpeger til min kollega, hvor mega irriterende det er, når han hele tiden taler om eksamenerne. Der er jo så lang tid til! En mor spørger, hvad hendes datter skal gøre til eksamen, når nu hun klarer sig dårligere i tests, end i selve undervisningen i klassen. For lige præcis dét er grunden til, at moderen ikke selv er blevet det, hun gerne ville.

Til begge er svaret, at vi i folkeskolen, skal gøre eleverne klar til at tage en eksamen. Det er for sent først at starte i 9. klasse.

Det gør vi ved at teste dem. I hoved og røv. I hele skolen. Så meget, at vi glemmer det hele barn. Andy Hargreaves siger i Politiken d. 7. februar: “Vi har et testsystem fra det forrige århundrede”. Men kære Andy, jeg oplever at vi har også et eksamenssystem, fra det forrige århundrede. Et system, der vurderer elevens faglighed. Ikke kreativiteten. Ikke det hele menneske. Derfor forbereder vi vores elever, med tests på deres faglighed. For det er sguda nu, de skal trænes i ikke at tage det personligt. Hvor forkert det end er.

Hvor forkert det end føles, når lille Maja i 6. klasse, er ved at skide grønne grise, når vi laver en stavetest. Og ved svarene på testen er så nervøs, at det lyser ud af hendes kønne brune øjne. Selvom jeg har forberedt hende på det. Selvom hun ved, hun er i en god udvikling.

Jeg glemmer nogle gange testene. Men har søde kolleger, der husker mig på dem.

Jeg prøver ikke at glemme det hele barn. Og gør alt hvad jeg kan, for at inddrage kreativiteten i undervisningen.

Men det har trange kår.

Kommentarer