Det er bare fordi, lærerne er for dovne til at skubbe en kørestol

Det er snart et par år siden, men os der var der glemmer det ikke så let. Alle lærere i kommunen var indkaldt til møde. Det blev afholdt i hold. Oplægsholderen var ekspert i et eller andet – og det måtte vi jo forstå. Vi var lærere. Hun var eksperten.

Det var inklusionen, der med et bulshitbingo ord skulle ”skydes igang”. Vi blev præsenteret for Salamanca erklæringen. Alle børn har ret til at blive inkluderet i samfundet. Ingen børn skulle ekskluderes fra at deltage. Det skulle vi sørge for.

Der var enkelte protester. De blev fejet væk, med argumentet om, at bagstræberiske lærere ikke skulle ødelægge de gode intentioner i Salamanca erklæringen, bare fordi vi var for dovne til at skubbe en kørestol.

Vi blev sat til vægs. Argumenter om, at det ikke handlede om ikke at gide – og at det i øvrigt ikke var børn med fysiske handicaps vi var bekymrede for – og at det med at skubbe kørestole ikke er et problem, blev fejet af med et; ”tag ja –hatten på og skub ud af lærerværelses brune brokkesofa” – sagt på akademisk og med lange ord og henvisninger til rapporter og analyser.

Og så begyndte det. Lidt på godt, men mest på ondt. Det gode gjaldt en lille håndfuld to – sprogede børn, der var blevet fejlplaceret i specialklasserækken. Da de i sin tid var blevet placeret, havde man ikke taget højde for kulturel forforståelse, som forudsætning for at opnå et tilfredsstillede testresultat. Det havde særligt EN lærer ellers påpeget gennem længere tid, uden nogen havde fundet anledning til at lytte. Børnene selv og forældrene havde også påpeget, at der vist var noget galt med den skoleplacering. Dem havde man heller ikke fundet anledning til at lytte til….. så Salamanca endte da med, at være godt for nogen.

Men mest var det skidt.

Vi fik ikke en eneste elev i kørestol, men de der klarede sig bedst i specialklasserækken kom i almen klasse og de der klarede sig bedst på specialskolen kom i specialklasserækken. I folkeskolens specialklasserække, fik vi derfor en elev med omfattende skade på frontallapperne. Argumenter om, at vi ikke var uddannede til at undervise elever med hjerneskade, blev der ikke lyttet til.

Vi fik elever med omfattende psykiatriske diagnoser. Sparring fra psykologer og andet fagpersonale med viden om psykiatri fik vi ikke. Vi gjorde vores bedste, men trivslen blandt eleverne var mildest talt ikke i top. Der var gode skoledage og så var der dage, med elever, der ikke længere ville leve. Elever, der ville springe ud af vinduet. Elever der fik et stadig højere fravær og elever der levede et skoleliv under et bord.

Salamanca erklæring i min bare…..

Hjemtagelserne fra specialskolerne foregår stadig. Kommunerne har fået en økonomisk ramme, der skal overholdes. Det er ikke faglighed, men økonomi, der er afgørende for elevers behov for undervisning.

Set lidt udefra kan man undre sig. Fodboldbaner, skøjtehaller, svømmehaller – alt hvad man kan forestille sig af idrætsanlæg bliver i landets kommuner planlagt og bygget. Vi tager fra de udsatte børn og giver til dem, der er i stand til at stå på skøjter – og det er jo godt, for de børn der kan.

Stiller man spørgsmålet om rimeligheden i det, for man svaret: ”Det er to forskellige kasser”.
Det hedder silotænkning. Det med kasserne. Måske er det meget smart i et regneark – det med kasserne, men for børn med behov for specialundervisning er det noget skidt. Spørger man dem, vil de hellere gå på en skole, hvor de trives end at se svømmehallen blive bygget større og bedre – men det betyder vist ingenting.

Og lærerene ? Hvem lytter egentlig til det vi ser og oplever, når et barn bliver hjemtaget fra det skoletilbud, hvor barnet trives?
Og forældrene og børnene? – de må bare følge trop og læse op på den der Salamanca erklæring…… i hvert fald ifølge politikkere og eksperter.

Kommentarer