“Det er jo bare idræt”

Jeg springer ud af sengen, i det sekund mit vækkeur ringer. Det er sådan en dag, mit lærerhjerte banker lidt ekstra for: Idrætsdag! En hel dag dedikeret til kropslighed og sammenhold. En dag hvor sveden pibler frem på panden, mens endorfinerne strømmer på indvendige side af kraniet. Kan det blive bedre? Jeg ankommer til skolen i nærmest euforisk tilstand. Det er næsten ikke til at få armene ned, da jeg kortvarigt skal bruge dem til at tjekke skoleintra, inden det hele går løs. Da det alligevel lykkes, er det til stor fortrydelse. Min begejstring lider nemlig et betragteligt knæk, mens jeg læser følgende besked:

“Karl Ejner skal til tandlæge klokken 8.30. Han kommer ikke i skole bagefter, da der jo bare er idrætsdag og derfor ikke det store faglige indhold.”

Herreste gud. Det er jo bare én besked, én forælder, én elev. Når det alligevel får min entusiasme til at styrtdykke, så skyldes det, at tilkendegivelsen er udtryk for en generel tendens i anseelsen af idrætsfaget. Selvom beskeden i første omgang vækker irritation, så går det hurtigt op for mig, at jeg ikke kan tillade mig at bebrejde hverken forældre eller elever, der måtte tænke sådan om det fag, jeg elsker så højt. I umindelige tider har de klassisk-boglige fag nemlig haft forrang. Det gør sig gældende i alt fra timetal til hvilke fag, der vægtes i skole-hjem-samarbejdet. Der sendes et entydigt signal til forældre og elever om, hvordan “det store faglige indhold” ser ud. Det er derfor ikke overraskende, at man som underviser i praktisk-musiske og kreative fag jævnligt støder på sådanne udsagn.   

Problemet begrænser sig altså ikke blot til idrætsfaget. Hvorfor er matematik vigtigere end musik? Og er det ikke uvurderligt værdifuldt, når kreativiteten fremelskes i billedkunst eller håndværk og design? Der kan skrives i det uendelige om de kvaliteter disse fag rummer i relation til dannelsen af fremtidens voksne, men det afspejles langt fra i deres plads i folkeskolen, som det ser ud i dag.

Med henblik på at give idrætsfaget et statusløft, gjorde man det, i forbindelse med reformen i 2013, til udtræksfag ved folkeskolens afgangsprøve. Derudover har man senest forsøgt sig med billedkunst og musik som prøvefag. I den forbindelse er det afgørende, at man formår at bibeholde fagenes praksisorienterede natur. Hvis prøverne medfører, at fagene udvikler sig til at blive langt mere teoretiske, så står tiltaget blot tilbage som endnu et eksempel på, hvilken type kundskaber, viden og færdigheder, der er øverst i hierarkiet.

Et hierarki, der breder sig langt ud over grundskolen og som tydeligt kan aflæses på ungdomsuddannelserne, hvor erhvervsuddannelserne må kæmpe forgæves for at fylde undervisningslokalerne, mens landets gymnasier svømmer i ansøgninger.

Jeg ved at mine praktisk-musiske og kreative kolleger landet over, hver eneste dag lægger sig i selen for at tale deres fag op. Men hvis vi for alvor skal udfordre den hierarkiske orden blandt skolens fag, så kræver det, at man også fra politisk side sender et tydeligt signal om at disse fag er værd at prioritere – ved rent faktisk at prioritere dem!

Kommentarer