Det var engang så dansk…

Af folkeskolelærer Trine Hertz

Det var engang så dejligt dansk, at vi i god ro og orden, og i gensidig respekt kunne sætte os ned og lave en ordentlig aftale mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.

Overenskomstforhandlingerne på det offentlige område er brudt sammen igen. Og lønmodtagernes repræsentanter har nu varslet konflikt fra d. 4 april for den offentlige sektor.

Denne gang er det ikke kun lærerne der står for skud, men hele den offentlige sektor.

Hvis det lykkes regeringen, at underminere fagforeningernes forhandlingskompetencer nu, så har vores fagforeninger i Danmark dybest set udspillet deres rolle, og fagforeningernes lange historie og værdi for lønmodtagerne vil være en saga blot.

Jeg har et kært minde, hvor jeg som ganske lille sidder på min farfars brede skuldre, ved en 1.maj i solskin. Fuglene fløjtede og der var højt til himlen. Jeg husker den varme følelse af glæde og fællesskab, og duften af min farfars Cecil-ånde, mens han brølede med på alle kampsangene. Min farfar var min helt og kasserer i en fagforening. Han lærte mig ganske tidligt, hvor fantastiske vigtig fagforeningerne er for lønmodtagerne. Han sagde: ”Hvis du ikke har en fagforening, så tager arbejdsgiverne sgu røven på dig.”

Siden Septemberforliget i 1899 har den danske arbejderbevægelse og fagforeningerne været nogle af de bedst organiserede og politisk indflydelsesrige i verden.

Vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre har kæmpet en kamp, -lønmodtagernes kamp for fornuftige vilkår på arbejdspladserne, kæmpet for løn, arbejdstid og ferie og barsel og meget andet – goder og rettigheder som mange af os i dag tager for givet.
Det er dem og deres kamp, vi kan takke for den tryghed vi som lønmodtagere i Danmark har kunnet nyde godt af indtil nu.

Gennem de sidste godt og vel 100 år, har lønmodtagere i Danmark, oplevet hvordan fagforeningerne på fornemmeste vis har varetaget arbejdernes interesser, ved forhandlinger med arbejdsgiverne. Og det kan vi faktisk godt være stolte af.
Denne unikke position begyndte for alvor at erodere da lærerne blev ydmyget på deres faglige stolthed ved lockouten i 2013. Lærerne blev efterfølgende pålagt af regeringen, at arbejde under lov 409. Som var et direkte diktat fra regeringen og deres New public management regime. – Louis Pio vender sig i graven!.

Nu står vi igen i en situation, hvor parterne ikke kan nå til enighed.
Og det handler om meget meget mere end løn og frokostpauser. Der er så langt mere på spil. Lønmodtagerne og arbejdsgiverne har denne gang ikke sat sig ned i god ro og orden og i gensidig respekt fået snakket sige frem til en fornuftig aftale for begge parter.

Konflikten handler derfor om fagforeningernes reelle mulighed for, at forhandle en aftale om arbejdsforhold mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne.

Det blev krystalklart, hvad der foregår da Kristian Jensen d.26.2.18 Tweetede ” vi er klar til forhandlinger”, hvilket med alt tydelighed viser, at han mener, at være en direkte aktør i forhandlingerne. Kristian Jensen har åbenbart misforstået sin egen rolle. Det er nemlig repræsentanterne for arbejdsgiverne og lønmodtagerne der skal blive enige om en fornuftig aftale for begge parter. Regeringen har intet, at gøre i de forhandlinger.
Vi må som offentlige ansatte ikke lade stå til, vi må ikke stå handlingslammede tilbage og se på derouten. Vi skal være solidariske over for hinanden nu, og stå fast på vores fagforeningers suveræne ret til forhandling på vores vegne.

Fagbevægelsen er de eneste der reelt taler lønmodtagernes sag, og kæmper vores kamp. Anders-Peter Mathiasen har i sin bog Søren og Mette i benlås meget præcist beskrevet det nøje planlagte politisk spil ved lærernes forhandlingerne i 2013. Så det er klart, at fagforeningerne i disse dage gisper i det kvælertag regeringen har taget på vores faglige organisationer.

Et realistisk skrækscenarie de kommende uger er, at lønmodtagerne på det offentlige område efter en kort strejke vil blive lockoutet. Derefter vil regeringen have de offentlige ansatte præcis hvor de ønsker. Vi vil nemlig have spillet det umiddelbart stærkeste kort i forhandlings strategien. Regeringen kan herefter pålægge alle faggrupper i den offentlige sektor at arbejder under lovdiktat.

Men vi kan også vælge at opsige vores hovedaftale, og efter lockouten vælge at strejke eller kollektivt opsige vores arbejde med det simple budskab: Vi vil have en overenskomst -En rimelig og ordentlig samarbejdsaftale mellem lønmodtagere og arbejdsgivere.
 

 

Kommentarer