Digitaliseringen i skolen kan godt bruges til overvågning, Pia Allerslev

Kære Pia Allerslev.

Jeg blev glad for at læse dit svar på mit debatindlæg i Politiken d. 11. januar. Du skriver at du gerne vil i en dialog om dilemmaerne ved digitaliseringen, så lad os gøre det. Du skriver, at der ikke er grund til at føle sig overvåget pga. digitaliseringen. Men samling af store mængder data kan altid bruges til overvågning.

Lige nu har vi en persondatalov, mine børns data bliver slettet efter 5 år og er kun tilgængeligt for institutionen. Måske er det min baggrund som tysker der gør, at jeg ikke kan lade være med at tænke: Vi ved altså ikke hvem der sidder ved magten om 5 år. Prøv at forestille dig denne store datamængde i Stasis hænder.

Og vi behøver ikke kun tænke på historien og diktaturstater. Vi kunne for nylig læse, at Danmark bliver udsat for op mod 1000 hackerangreb årligt. Både udenlandske stater og private firmaer er interesseret i vores data, da de fortæller mere om os, end vores mor, kæreste og bedste ven kan tilsammen. Vores data er en god forretning. Derfor må den bedste beskyttelse af vores personlige frihed være ikke at samle for meget personspecifik data. For vi er stadigvæk digitale nybegyndere, der kan have en lemfældig omgang med data.

I 2014 blev Nordfyns Kommune kritiseret af datatilsynet for deres brug af skolesundhed.dk. Datatilsynet kritiserede bl.a. at kommunens ”forudgående vurdering af hvorvidt mængden af indsamlede oplysninger om skoleelever i Nordfyns Kommune var saglig og proportional” var utilstrækkelig.

Også det webbaserede lektionssytem Lectio der bliver brugt af gymnasierne, bliver kritiseret for ikke at beskytte oplysninger om elever og lærere godt nok. Her kan man f.eks. uden problemer finde frem til, hvor prins Nikolaj befinder sig.

Det lyder måske som om jeg sidder med en sølvpapirhat på hovedet og maler fanden på væggen. Men når Kommunernes Landsforening er i gang med at udvikle et system, der skal følge børn fra de går i vuggestue til de går ud af folkeskolen, med data om alt fra middagslur til uddannelsesparathedsvurdering, så bliver jeg bekymret. Derfor vil jeg opfordre dig og dine kollegaer i KL til at tage en diskussion med forældre, lærere og eksperter i databeskyttelse om, hvilke data der skal samles i den nye samarbejdsplatform Aula.

Ja, digitalisering er kommet for at blive, derfor skal vi være skarpe på, hvordan vi bruger den.

 

Kommentarer