Drømmene ligger knust på bunden

Drømmene ligger knust på bunden af skoletasken. Malene er lige startet i 7 klasse, da facaden krakelerer. På trods af at hendes pligtopfyldende, logiske jeg forsøger at overbevise hende om, at hun bliver nødt til at gå i skole, nægter hendes krop at bære hende derhen. Malene har kæmpet en kamp gennem det meste af sin skoletid. Indtil nu er det lykkedes hende at skjule det handicap, hun ikke engang selv forstår.

I de mindre klasser går det egentligt meget godt. Malenes lærer er god til at fokusere på klassens fællesskab, og Malene bliver altid inviteret med i en leg. Ingen opdager, at hun ikke selv mestrer at tage initiativ til at være en aktiv del af legen. Hun kigger på de andre piger og gør som de. På mellemtrinnet bliver det lidt sværere. Nu er de sociale grundsten opbygget gennem tiden i indskolingen, og børnene skal selv bygge ovenpå det begyndte fundament.

Problemet for Malene er bare, at hendes fundament er smuldret eller aldrig har eksisteret. Malene bruger den strategi, som hjalp hende gennem hendes første 3 år i skolen, men lige lidt hjælper det. Nu, når hun kigger på de andre børn fra klassen lege, forstår hun ikke legen. Hun føler sig som en fremmed. Placeret på en fremmede planet med regler for samvær som hun ikke forstår.

Malene er dygtig fagligt, hun lærer hurtigere end de fleste, og ingen undrer sig over, at Malene trækker sig mere og mere fra det sociale fælleskab. Hun er en stille og sød pige, der fokuserer meget på det faglige, så meget, at hun altid har en undskyldning for at slippe uden om frikvartererne. Hun læser hellere i klassen. Frikvartererne er mareridtsagtige scenarier, og de er ikke blevet nemmere at håndtere efter skolereformen, hvor der midt på dagen er en hel time til at spise og lege. En time med larm og kaos.

Malene vil rigtig gerne indfri alle de forventninger, der er til hende og andre unge, men hun kan ikke mere. Årelang stressophobning i hendes spinkle krop bliver nu i starten af udskolingen for meget. Malene ryger med et brag ned i et afgrundsdybt sort hul. Fortvivlet søger hendes forældre rådgivning hos kommunens Pædagogisk/psykologisk rådgivning (PPR). Foran Malene og hendes forældre ligger mindst et 1 år langt udredningsforløb for at finde ud af, hvordan Malene bedst hjælpes videre.

Malene diagnosticeres indenfor autismespektret. Familien er i krise, og Malene får det tiltagende værre. Det selvhad, hun gennem årene har opbygget, manifesteres nu gennem selvskadende adfærd. Malene har altid været en tynd og spinkel pige. Nu er hun holdt helt op med at spise!

Efter endt behandlingstilbud for spisevægring genoptager Malene sin skolegang i midten af ottende klasse. Hun har fået tildelt en ressourcepædagog 6 timer ugentligt, der skal støtte hende i vanskelige situationer. Malene kæmper, men hun taber. Afgrunden opsluger hende igen. Denne gang føles det sorte hul bundløst.

Der er ikke noget i vejen med Malene. Hun er en ung, der skal lære at leve med et skjult handicap, autisme. Man kan diskutere, hvad der er i vejen, eller hvad der står i vejen for folkeskolens virke.  Men det, der er på spil her, er et ungt menneskes ressourcer, der måske spildes, fordi hun er presset ned i en ramme, der trods bedste intentioner og dygtige lærere aldrig vil lykkes. For at Malene skal lykkes har hun brug for den støtte og de kompetencer, som findes i et specialtilbud. Desværre er specialtilbud blevet en mangelvare efter inklusionsloven blev indført. Har vi som samfund råd til at et ungt, intelligent menneske som Malene ikke lykkes?

Kommentarer