Du har fri, så hold nu op!

Det er blevet aften. Jeg sidder i min stue med tæppet puttet godt rundt om fødderne, for det er begyndt at blive lidt koldt. I min pejs knitrer brændet i den ild, min mand har tændt. Det er dejligt og hyggeligt, og jeg har tid til at tale med min familie.
Jeg nyder en aften i fred og ro, og tænker et øjeblik på alle de aftener, hvor jeg sad med opgaver, der skulle laves færdige på min private computer, printes på min private printer med mit private printerblæk, og bagefter lamineres på min private lamineringsmaskine. Aftenerne, hvor jeg sad med saksen, når materialerne skulle klippes ud, og velcro-strimlerne klippes… Gudskelov, så bliver mine sakse da ikke ødelagt af det lim, tænker jeg og prøver på den måde at skubbe tankerne væk.
“Du har fri – hold op”, hører jeg mig selv sige højt.

Væk er den tid, hvor jeg ringede sammen med mine kolleger fra min private telefon, for lige at få de sidste ender til at nå hinanden eller for at samarbejde om handleplaner.

Væk er den tid, hvor en opgave blev løst uden skelen til tiden, der blev brugt – det var bare en opgave, der skulle løses. GO FIX!

Væk er den tid, hvor jeg prioriterede mit arbejde ved at vurdere: hvad kan jeg lave hjemme, og hvad skal nødvendigvis laves på skolen? Og derfor nåede jeg det hele!

Nu er tiden kommet, hvor jeg skal arbejde mellem kl. 7 og kl. 17.

Nu er tiden kommet, hvor samarbejdet med mine kolleger er reduceret og skemalagt.

Nu er tiden kommet, hvor jeg går hjem og har fri!

Tag ikke fejl – det er dejligt at vide, hvornår jeg har fri, og hvornår jeg er på job – men med lærernes nye arbejdstid, kom også den dårlige samvittighed.
Den nagende dårlige samvittighed, der i baghovedet fortæller mig, at jeg burde forberede mig; at jeg burde læse fagbøger for at blive endnu dygtigere; at jeg burde klippe opgaver – mens jeg nu alligevel sidder der i min sofa!

I lyset og varmen fra pejsen gyser jeg lidt ved tanken om, at den dårlige samvittighed endnu engang fik taget i mig. Jeg skubber det væk, og fortæller mig selv, at dette er mine nye vilkår – dette er mit nye lærerliv. Jeg gør mit arbejde så godt, jeg kan.

Jeg håber, at jeg engang igen kan holde fri med god samvittighed. Jeg håber, at jeg engang kan lægge arbejdet væk i vished om, at jeg har gjort alt det, jeg kan.

Kære forældre, elever, og politikere.
I skal vide, at det er svært at holde fri, når der er arbejde at gøre. Det er svært at gå hjem velvidende, at vi ikke har nået det, vi gerne ville. I skal vide, at det er svært at lægge den dårlige samvittighed væk!
Vi gør vores bedste inden for de rammer, vi har!

Kommentarer