“Du ligner heller ikke en revisor…”

Jeg sad en sen fredag eftermiddag i en stor, rød sofa og ventede på min datter. Hun var til ballet. Og så sidder man der. Nogle gange kan man sms’e, andre gange falder man i snak. Det her viste sig at være en af de sidste slags dage.

En mor kom hen og satte sig i sofaen ved siden af mig. Hun sukkede og kom med en kommentar om, hvor hektisk det kan være at nå det hele i en børnefamilie. Jeg havde ikke mødt hende før, men hun var nem at snakke med, og fortalte om løst og fast. Bl.a. om sit arbejde. Hun var revisor. På et tidspunkt i løbet af samtalen fiskede hun forsigtigt efter min bestilling.

-Jeg er lærer…

-Lærer? Hendes blik flakkede et øjeblik.

-Ja. Skolelærer, uddybede jeg venligt, selvom det sjældent er nødvendigt.

-Nå… Du ser ellers så nydelig ud, svarede hun prompte, men så var det, det gik op for hende, hvad hun lige havde sagt.

-Jeg mener… Du ligner ikke en lærer… Hun bed sig i læben, og så undskyldende på mig.

-Jeg synes heller ikke, du ligner en revisor, svarede jeg lidt forfjamsket, og vi tilbragte de næste tre kvarter med at tale om hendes datters skolegang. Det var ok…

Jeg er rigtig glad for mit arbejde. Og jeg er faktisk stolt af det, jeg laver. Jeg arbejder ikke som lærer. Jeg er lærer. Og efterhånden råber jeg det gerne ud til alle verdenshjørner! JEG ER LÆRER!

Det er mig, der hver dag tilbringer rigtig mange timer med andre folks børn. Det er mig, der hver dag tager livtag med de teenagere, I ind imellem har billigt til salg der hjemme. De børn, der skal diskutere alt. Og forhandle om alt. Mig, der tager kampen, med dem, der ikke er vant til at indgå i fællesskaber, og det er mig, der skaber rum til de stille børn, der skal have hjælp til at blive foldet ud. Og mig, der også skal nå dem, der faktisk godt kan spillereglerne og pænt sidder og venter på, at sidemanden kommer ned fra gardinerne og måske får lyst til at deltage.

Det er mig, der prædiker mod, opmuntring og tro på sig selv. Mig, der tørrer tårer, når bedste-veninden er skredet, eller forældrene ikke forstår en. Mig, der brænder for litteraturen, har styr på Cubakrisen og Christian d. 4. Mig, der tager politiske og etiske diskussioner med 25 børn ad gangen. Det er mig, der lader en 15-årig sætte kommaer i sin egen tekst igen og igen og igen, til han har fattet systemet. Og mig, der ikke engang synes, at det er synd for ham. Det er mig. Og alle mine kolleger, der gør præcis det samme. Hver evig eneste dag, på hver evig eneste folkeskole rundt omkring.

Men, der er også mig, der tilhører en faggruppe, det er legalt offentligt at gøre nar af. Mig, der har en stilling, som mange mener, er verdens bedst betalte halvdagsjob, dog uden at have anden referenceramme end sin egen hedengangne skolegang. Det er mig, der tilsyneladende burde gå med fjällräv og fodformede fløjlsbukser, og tilbringe det meste af dagen med at æde wienerbrød, siddende på min røv på lærerværelset.

Måske er det på tide at aflive folkeskolelærer-myten, der lever i bedste velgående i det medieskabte billede af den samlede lærerstand. Han findes i hvert fald ikke på virkelighedens lærerværelser. Og ved nærmere eftertanke ligner jeg faktisk en lærer… Hvad ligner du?

Kommentarer