”Dur ikke – væk”, sagde det danske uddannelsessystem

”Gu’ gider jeg da ej!”, halvt råber Andreas uden at flytte øjnene fra computerskærmen. På skærmen kører en youtubevideo med en stand-up komiker. Vi nærmer os slutningen af 9. klasse, og der repeteres tekster til afgangsprøven. Men Andreas vil ikke være med. For det hele synes ligegyldigt for Andreas. Han har, af flere årsager, ikke kunnet finde motivationen til at deltage aktivt i alle timerne det seneste års tid, og timerne har været lidt hårde for Andreas. Han er skoletræt. Han trænger til nye rammer.

Han er ellers en sød dreng. Han har et fritidsjob, hvor han er meget vellidt. Han sidder i elevrådet, hvor han gør et stort stykke arbejde og er meget respekteret. Men bagved ligger også en teenager, der, som alle andre på sin alder, kan tvivle på sig selv til tider. Jeg har haft mange gode snakke med både Andreas og hans forældre gennem det seneste år, og vi er alle enige om, at det bliver rigtigt godt for Andreas at skulle i 10. klasse på en efterskole til næste år. Men her på det seneste, er også jeg blevet lukket ud. Andreas har lukket ned for al skolegang. Han er vred og ked af det. Han kommer, for det skal han jo, men han deltager ikke. Men hvad er der mon sket, siden Andreas er blevet så frustreret, at han ikke er til at nå ind til?

Andreas har fået et stempel. ”Ikke uddannelsesparat”, står der. Ikke i panden, men det kunne ligeså godt stå der, for sådan føler Andreas det. Stemplet står i hans papirer, som bliver taget med til hans nye skole, der ellers skulle være en frisk start. Og stemplet hænger som et stort blinkende neonskilt lige foran øjnene på Andreas hele tiden. Hvorfor overhovedet forsøge at lære noget, når man alligevel ikke er parat til uddannelse? Andreas føler sig, med egne ord, ”ikke god nok”. Han vil gerne bare være ligesom alle de andre, men han skal nu gå rundt med det stempel på sig.

Hvorfor er det nødvendigt at give dette stempel til unge mennesker, som ofte har det svært nok i forvejen? Andreas skulle jo alligevel i 10. klasse efter sommerferien, så der var ingen grund til at råbe vagt i gevær. Og havde Andreas ønsket at starte på en ungdomsuddannelse, som vi lærere ikke mente, han var klar til, så kunne vi sagtens snakke med ham og forældrene om, at vi ikke mente, Andreas var klar til det endnu. Men lovgivningen påduttede os at sætte dette stempel på Andreas. Dette er blot endnu et eksempel på vores store behov for at sætte børn i kasser og vurdere dem. Og vi må ikke underkende, hvor meget børnene tager vores ord om dem ind og føler sig som fejlslagne mennesker.

Jeg mødte forleden Andreas, som har det godt på sin efterskole og glæder sig til at skulle på HF efter sommerferien. Han er kommet sig over slaget, men han fortæller også, at han virkelig blev ked af det og frustreret over dette stempel, som i mine øjne er helt unødvendigt. Heldigvis havde han styrken til at komme sig over det, men ikke alle er så stærke som Andreas. Lad os nu droppe denne helt unødvendige registrering af alle elever i 8.-9. klasse som værende enten ”uddannelsesparate” eller ”ikke uddannelsesparate”. Alle er vel parat til en eller anden form for videre uddannelse, om det så er gymnasie, faguddannelse, 10. klasse, produktionsskole eller noget helt andet.

Lad Andreas slippe for at få stemplet ”ikke god nok” hårdt i panden. Det gør ham i hvert fald ikke mere parat!

Kommentarer