Eftertænksomheden der forsvandt…

Eftertænksomhed! Jeg elsker det ord. Jeg tænker tilbage på min skolegang, for nu efterhånden længe siden, i 70érne. Det var en fest, for det meste. Lærerne var, som jeg husker det med mine barndomsøjne, altid glade, og havde en rummelighed, som gjorde miljøet trygt, frit og godt. Der var masser af eftertænksomhed. Jeg kan godt se ligheden, når jeg anno 2018 ser parodier på 70ér læreren iført islændersweateren, kæmpestore briller og den rolige stemme, og det hensætter mit indre til en fantastisk tid. Jeg genkender tydeligt stereotyperne. Ja, det var bestemt en god tid, hvor man bare fik lov, Fik lov til at eksperimentere med kreativiteten. Min efterrationalisering; de ”briller” jeg bærer i dag, kunne dog godt lede mine tanker i retning af at datidens pædagogik, måske havde en lidt rigelig overvægt af laissez faire holdninger og ”hvad føler du, selv” bemærkninger. Men intentionerne var gode.

Men der var bedre tid og større rummelighed i 70ernes skole? Hvis vi ikke nåede det vi skulle i dag, ja så virkede det som om at det ikke gjorde noget. Det vigtigste var vist nok at eleverne (som dengang blev kaldt børn) følte autonomi og værdi. Folkeskolen hed skole, ganske enkelt. Hovedparten af alle børn gik i den; folkeskolen.

Nu sidder jeg så her en tirsdag morgen i november, i mit eget klasselokale og tænker på min gamle fysiklærer med islændersweateren, fuldskægget og de store briller, og bestemmer mig for endnu engang at bruge, de af hans bedste fiduser, i dag. Min første elev kommer trissende ind i klassen med rygsækken hængende slaskende over skulderen, hættetrøjen op over hovedet og med earplugs strittende frem fra trøjen. Fremfor sig holder han mobilen og hans blik er stift rettet mod den lille skærm.

Jeg siger godmorgen i et mildt toneleje, rejser mig og med et stort smil forsøger jeg som en gal at signalere at ”jeg kommer med fred” og at skoledagen der kommer, vil blive helt fantastisk. Masser af spændende aktiviteter og vigtig ny lærdom skal bringes ind i lokalet i dag. Efter ca. 15 sekunder trækker Victor langsomt earplugsene ud, glor træt på mig og siger med grødet stemme ”sagde du noget”?

Ak ja … Her er plads til alle. I folkeskolen. De trætte, de ivrige, de dovne, sliderne, bøllerne, de udstødte og alle. Børn fra ressourcestærke familier og børn fra lige det modsatte. Lige præcis denne blanding af forskellige eksistenser, der kan indkapsle livet i al dens mangfoldighed, ville det være ønskværdigt at finde i folkeskolen anno 2018. Men det er langt fra alle typerne der er der. Faktisk er der en overvægt af børn, som i en eller anden form har særlige udfordringer. Det kan være sprogudfordringer, sociale udfordringer, udfordringer i følelseslivet, diagnoser af forskellige karakterer osv.

Det efterlader mig, læreren, i et vakuum, hvor der på den ene side skal etableres et velfungerende læringsmiljø med faglige og professionelle visioner, og på den anden side skal der sørges for at eleverne bliver dannede og lærer fællesskabets glæder at kende. Hvordan kan jeg fremelske et stabilt og fremadskuende læringsfællesskab i en klasse, hvor 3 – 5 børn har massive læsevanskeligheder, 2 – 4 børn taler ikke dansk, 2 – 5 elever har diagnoser og kræver specialpædagogisk bistand, ud af alle børnene har halvdelen mentaliserings udfordringer, 2 børn har angst, 30% af børnene kan i 10-årsalderen ikke binde snørebånd, ej heller frakobles deres gadgets uden at gå i panik eller i depression. Dertil kommer så, at en stor del af børnene aldrig har trænet selvstændighed, hvilket bevirker at alt er glemt, hvis ikke mor eller far har husket…

Såååe … hvor svært kan læreren dog ha´ det.

Måske lidt svært, lidt meget svært, synes jeg.

For tiden og eftertænksomheden er blevet en komprimeret størrelse og en mangelvare; alting går hurtigt. Vi kører hurtigt, vi taler hurtigt, vi fylder vore kalendere til bristepunktet, selv i fitnesscenteret træner vi hurtigt, vi spiser hurtigt – maden er givetvis også lavet hurtigt. Vi hører politiske statements i tv i et hurtigt 12 sekunders interview osv.

Og her må jeg vende tilbage til det dilemma som folkeskolen anno 2018 står i nu, kontra 70érnes evighedsaura. For tiden og eftertænksomheden betyder noget for læringen. Ja, faktisk er tid en af de vigtigste faktorer for hjernen for at kunne lære nyt og især at kunne lære sig selv at kende. Læring kan ikke forceres, der er ingen shortcuts. Nuvel, hjernen kan ”trickkes” i visse forhold, men det lange seje træk med at eksempelvis at blive en god læser, udvikle kreativitet eller bygge kognitive ”stilladser”, kræver tid, fordybelse og til eftertænksomhed.

Og kære læser, du har nok omsider spottet plottet. For hvad er der præcis sket siden 70érnes rummelige skolemiljø til nutidens lovprisning af tidsknappe indlæringsmiljøer. Jeg vil være frimodig og placere en andel i samfundsudviklingen, hånd i hånd med synet på forældreroller. Det teknologiske og ultra konkurrenceprægede samfund, kontra 70ernes hippieoprørskhed, hvor menneskets frie sind var i højsæde, har overtaget menneskeheden. De samfundspolitiske vinde har i flere årtier blæst stærkere og hurtigere ind over store samfundsgrupper. Ind i danskernes bevidsthed og gjort os alle vagtsomme. Uddannelse, viden og målrettethed er vejen frem.

En stigende gruppe forældre mister tålmodigheden med folkeskolen i deres søgen efter de allerbedste rammer. Folkeskolens rammer, anno 2018 har gode intentioner, men ringe vilkår. Der skal inkluderes elever med massive udfordringer, men som i stedet ender ud i eksklusion, samtidigt med at forældre til velfungerende børn simpelthen giver op og finder andre skoletilbud end folkeskolen. Tilbage er en folkeskole skudt i knæ, med en stor byrde af flersprogsundervisning, uløselige læreropgaver, højt tidspres, manglende ressourcer, undervisning der varetages af uuddannede lærer og planer der skal udfærdiges for både dit og for dat …. dokumentationstyranni og kontrolhetz hersker i folkeskolen, på flere niveauer.

Hvordan få sammen insistere på at ville verdens bedste folkeskole? Lad os dog lige sætte os et øjeblik, bare et lille øjeblik og være eftertænksomme, hvis vi da kan finde den igen …… eftertænksomheden.

Kommentarer