Én for alle, alle for én.

Sådan lyder Musketéreden, og den gælder hele vejen rundt. Efter Dennis Kristensens dagbogsudtalelse i går, omkring at han havde opgivet kommunerne, har enkelte lærere udtalt, at de er nervøse for at blive efterladt på perronen. Disse udtalelser skyldes jo ganske sikkert, at vi har 2013 med i bagagen, og deraf en knugende angst for igen at stå alene. Det blev allerede dengang skræmmende klart for os, at vi har brug for hinanden, brug for sammenholdet, for står vi alene, bliver vi blot tromlet. Èn efter én. Disse udtalelser fra enkelte lærere, er udtryk for frygt og angst, og ikke et udtryk for egoisme eller manglende solidaritet. Tværtimod.

Og solidariteten går naturligvis begge veje. Vi ønsker heller ikke at stå alene På toget. INGEN lærer ønsker sig en arbejdstidsaftale, hvis ikke der også findes forlig på de andre områder. For en arbejdstidsaftale er ikke noget værd, hvis den kommer på bekostning af sygeplejerskenes eller sosu’ernes løn. Den er heller ikke noget værd, hvis den kommer på bekostning af betalt frokostpause. Vi kæmper sammen, for alle offentlige faggrupper. For tålelige forhold for offentlig ansatte. Det her handler ikke om lærerne, men om fremtidige arbejdsvilkår for alle offentlige ansatte. Og vi står sammen. For hver for sig bliver vi tromlet. Lad dem ikke spille os ud mod hinanden, og lad ikke os selv splittes i formuleringer og frygt.

Solidariteten er afgørende for at nå et resultat på de 3 hovedknaster. Og afgørende for at vi ikke skal gentage konflikten, hver gang fremtidige overenskomstforhandlinger skal landes. Og i en eventuel kommende konflikt står vi sammen, skulder ved skulder, alle for én. Vi er alle i samme under-prioriterede og under-finansierede båd.

Kommentarer