En “LORTE STIL” og en pisaundersøgelse

En dag holdt Nikolaj simpelthen op med at komme i skole. Det var startet med lidt fravær. Og så lidt mere fravær. Og til sidst blev han altså bare væk. Han var en stille dreng, men også en på mange måder tænksom og moden dreng. Skolen havde aldrig rigtig haft førsteprioritet for ham, det var jeg klar over, men at han ligefrem at blev væk, undrede mig.

Han havde i starten af 7. klasse meddelt, at han i fremtiden så sig selv på gymnasiet. Jeg så på ham, og så en dreng, med et godt hoved, men med utrolige mængder arbejde foran sig, inden han var klar til det. Og jeg var ikke helt sikker på, at han var klar over, hvor stort et arbejde, der ventede.

Da hans stol havde stået tom i et par dage, ringede jeg igen til hans mor. Det der var startet med uoverskueligt skolearbejde, var for Nikolaj kulmineret med, at hans far havde forladt familien. Det hele ramlede sammen på én gang.

Det blev en lang vej tilbage. Vi holdt mange møder, både med Nikolaj, hans mor og uddannelsesvejlederen. Men, klart stod det, at skolen pt. var helt uoverskuelig for ham. Vi lavede en ordning, hvor Nikolaj kom i praktik et par dage om ugen, og skulle gå i skole de andre. Det var op ad bakke. Og det var ikke nemt for ham at følge med i de øvrige timer. Men, pludselig en dag lå der en stil i min indbakke på intra.

”Min LORTE STIL” stod der i emnefeltet. Og så ikke mere. Men vedhæftet var en stil, der var afleveret til tiden, og rigtig velskrevet. Den bar godt nok lidt præg af, at Nikolaj ikke havde deltaget i undervisningen. Der manglede afsnit, og sammensatte navneord havde han vist også misset lidt ud på… Men han skrev rigtig godt og vedkommende, og jeg gav ham et forsigtigt 7-tal.

Han gloede vantro på karakteren, da jeg returnerede de rettede stile. –Hvorfor har jeg fået syv? spurgte han. –Fordi din stil var til et 7-tal, svarede jeg, og forberedte mig på den brok, der tit følger med karakteren 7. Men Nikolaj smilede og hviskede ”yes”. Og fra den dag stod hans stol ikke længere tom.

Bevares, han kom for sent ind i mellem… eller ofte… Og sur var han. På sig selv, når det skete. Men han kom. Og han lavede sine ting. For det meste til tiden. Og da gik ind i det sidste halvår af 9. klasse tog Nikolaj selv initiativ til en snak om alle sine faglige huller.

Vi sad ind i mellem efter skole og arbejdede intensivt med en slags faglig førstehjælp. Og tit skrev han på facebook, når han skulle have hjælp med noget; han ville. Til afgangsprøverne klarede Nikolaj sig flottere, end både han og jeg nogen sinde havde turdet håbe på.

I foråret fik jeg en mail fra ham. Han var blevet optaget på gymnasiet. Og jeg kunne mærke, at jeg simpelthen blev så stolt af ham. Ikke fordi, han var kommet på gymnasiet, men fordi han var lykkedes med det, han ville.

Og for mig er mit møde med Nikolaj et af de møder, der betyder rigtig meget for mig i min lærergerning. Det er værdifuldt. Jeg tænker tit på ham, og jeg bliver glad, når jeg møder ham. Men, jeg spekulerer på, hvordan pokker det, der skete i Nikolajs og mit møde, nogensinde kan aflæses i en pisa-undersøgelse?

Kommentarer