En vikar, der er klar?

Som skoleelev i 80’erne prøvede jeg af og til at have en uforberedt vikar, hvor vi spillede kort, gik i skolegården eller lavede kopiark.

Med febersprængt pande eller grædende barn på skulderen sendes der vikarplaner over sms eller mail til skole og kolleger, fordi læreren føler et stort personligt ansvar for elevernes arbejde og læring.

Meget tyder på at dette skal aflæres fra august 2014.

De nye arbejdstidsregler og Aalborg Byråds manglende vilje til indgåelse af lokalaftaler vil måske bringe 80’er-scenariet tilbage.

Skolelederne har fået besked på at sidde på hænderne, og det giver snart problemer for elever, forældre og medarbejdere.

Lærerne og børnehaveklasselederne har ret og pligt til at lægge alt arbejde på skolen i 40-42 timer om ugen. Der er ingen forberedelse eller arbejde hjemme, så det betyder, at ved sygdom vil der møde lærere, børnehaveklasseledere eller pædagoger ind til fast mødetid fem minutter, før de skal stå i klassen, og så skal de ud over deres egen undervisning også lige planlægge nødundervisning i de ramte klasser. Det giver ikke høj kvalitet, og det giver ikke mening!

Et andet eksempel er, at på min lejrtur i 1989 til Sverige, havde vi et par lærere med, som huskede at kigge forbi skihytterne mere end en gang i løbet af aftenen.

Det var klogt, for der var gang i hytterne, som der også er gang i hotelværelserne i dag.

Lærerne skal fra august 2014 arbejde 14 timer ud af de 24 i døgnet. Hverken mere eller mindre, så det bliver enten dyrt eller risikabelt at sende skoleklasser på tur.

Enten skal der mere personale med eller også bliver tilsynet ikke tilfredsstillende og trygt for elever og forældrene. Det giver bestemt ikke mening!

Dette er bare to ud af mange eksempler på uigennemtænkte beslutninger i forbindelse med “normaliseringen” af lærerfaget og i den manglende vilje til at lave lokalaftaler, der giver mening for alle.

Som forælder er jeg selv bekymret for den skole, vi kommer til at byde børnene, og lige nu er den aalborgensiske folkeskole et skib i tåget farvand på vej mod et isbjerg.

Det hjælper ikke noget at sidde på hænderne eller lukke øjnene og håbe, at det går.

Vi har kun få måneder til at få hakket isbjerget i mindre stykker, så skibet ikke synker med folk om bord. Ansvaret er politisk, og vejen frem er lokalaftaler, der giver mere mening for såvel elever og forældre som for ledere og medarbejdere. Tag nu ansvar!

Af Karsten Lynge Simonsen, folkeskolelærer, Gistrupparken 30, 9260 Gistrup kars0271@klarsko.dk

Fra Nordjyske Stifttidende 10.01.2014

Kommentarer