Er kampen slut?

8.B er ved at lægge sidste hånd på deres præsentation. En gruppe drenge vinker mig hen til bordet.

” Altså, Stine.. vi skal jo forklarer hvordan arbejderne og arbejdsgiverne, ligesom blev enige om hvordan de… kunne være uenige på en ordentlig måde”?

Jeg trækker en stol hen til bordet. ” Kan i huske da vi havde om Septemberforliget? Hvilke aftaler fik man lavet “?

” Nåå ja.. det med lockout og strejke “, siger en af drengene. De andre nikker. De arbejder videre med deres præsentation.

Der er nok ikke mange der er uenige i, at det er en vigtig del af vores lands historie. At vi står på skuldrene af vores forfædre og deres kamp for ordentlige og trygge arbejdsforhold. At det danske arbejdsmarked hviler på et solidt fundament af solidaritet, kompromisser og den frie forhandlingsret.

Men der er alligevel sket et skred i den forkerte retning. Overenskomstforhandlingerne 2018 på det offentlige og statslige område var ikke præget af kompromisser men af trusler, dog var solidariteten blandt medlemmerne til stede; ihvertfald i et stykke tid. For folkeskolelærerne var det en sejr i sig selv, solidariteten. Lockouten i 2013 klæber stadig til hukommelsen. Det åbenlyse svigt og bedrag fra bl.a Socialdemokratiet er svær at slippe, for det var her Den Danske model blev ofret til fordel for politisk ambition. Alt det der blev kæmpet for, blev pillet fra hinanden og gjort til et evigt minde om det der var engang, henvist til historiebøgerne.

 Men er der overhovedet noget at kæmpe for længere?

Går det egentlig ikke meget godt?

Jeg forbeholder mig min grundlovssikrede ret til at ytre et rungende NEJ! Det går ikke godt. Der er stadig noget at kæmpe for. Virkeligheden kan ikke mases ind i et excel ark. Virkeligheden skal opleves, ikke ses og høres gennem et filter af journalister, overvismænd, kommissioner og politikere.

Spørg din skolelærer. Spørg vedkommende om, hvordan deres virkelighed ser ud? Spørg dem om der er mere at kæmpe for? Spørg dem om deres arbejdsmiljø er blevet bedre de sidste par år, om de mærker roen og tiden til deres arbejdsopgaver, faglig fordybelse og forberedelse af undervisning man kan være bekendt. Mange vil svare, at det går; nærmest som en refleks. For de sidste år har de argumenteret og råbt og skreget, men ingen lytter. Og så kan man lige så godt tie stille og løse det selv. Og det gør vi. Vi løser det uløselige og demonstrerer dermed en enestående evne til at spænde ben for os selv. For når vi gør det, fortæller vi vores nærmeste ledere, skolechefer, forvaltninger og landspolitikere, at vi kan det hele på den halve tid. Vi har ikke brug for noget. Men det er bare ikke virkeligheden.

Glade lærere giver glade børn

Virkeligheden er, at mange kun lige hænger på med det yderste af neglene. Når en kollega bliver sygemeldt, løser vi andre deres opgaver. Selvfølgelig gør vi det. Men det trækker store veksler på en i forvejen presset arbejdssituation. Og når vi så ikke kan mere? Ja, så står der en god kollega på spring. Og sådan kan det jo i princippet fortsætte til der kun er vikarer til at undervise.

Vores arbejdsmiljø og trivsel er så afsindig vigtig. Det er det på alle arbejdspladser. Ved OK-18 forhandlingerne, var det tankevækkende, at løn ikke var særligt udslagsgivende, det var til gengæld ordentlige arbejdsforhold.

Jeg var sammen med en tidligere kollega i går aftes. Vi talte selvfølgelig arbejde, som altid. Især ledelse og trivsel var relevant for os begge. Og på et tidspunkt siger hun, ” det er egentlig mærkeligt… VI ved, at glade lærere giver glade børn.. hvorfor ved lederne ikke det “?

Det er et temmelig relevant spørgsmål, man passende kunne sende videre til lederne i folkeskolen. For det er nu I skal lytte til jeres lærere. Det er nu I skal demonstrere jeres mod til at bakke jeres lærere op. For inden vi står på jeres kontor med rander under øjnene og momentvise tics, er der gået flere måneder fra vi mærkede de første tegn på stress. Så når vi står foran jer, er det alvor.

Jeg har ca. 25 år tilbage på arbejdsmarkedet. Om det skal være som lærer, vil tiden vise.

 

 

 

Kommentarer