Er lange skoledage svaret på Folkeskolens problemer?

Endelig er det weekend – min søn glæder sig hver mandag til fredag. Han synes nemlig, at skoledagene er alt for lange. Og jeg kan kun give ham ret.

I weekenderne går jeg ofte en tur med mine børn rundt om Søerne i København, og særlig efteråret er en fantastisk tid med blade i gulbrune nuancer. Denne weekend har det regnet hele lørdagen fra morgen til aften, det har blæst en halv pelikan og humøret er på lavpunktet. Men så bliver det søndag, solen skinner fra en skyfrihimmel og der er en særlig duft at efterår. Mine børn samler kastanjer ved søbredden, og vi hilser på folk fra gaden. Der er en særlig energi i luften – det er weekend og vi skal ikke nå noget, men kan tale om løst og fast – og bare være sammen.

Ved Søen er der en bo over til Kartoffelrækkerne på den anden side, og den bro går vi over denne dag, da jeg overhører en samtale mine børn imellem. De går og småskændes som kun søskende der både elsker og hader hinanden kan gøre, men den dag er der mere kærlighed end slåskampe og konkurrence i luften. Jeg husker ikke, hvad mine børn talte om, indtil at min søn siger til lillesøster: ”jeg er simpelthen så glad for, at jeg ikke går i 1.klasse nu ligesom dig”. Det må jeg spørge ind til – og min søn forklarer, at han ikke ville magte de lange skoledage som helt lille. Men han kan heller ikke lide at gå i skole nu, forklarer han bagefter, han kan bedst lide klubben og frikvartererne… idræt er også okay, og nogle gange dansk.

Det får mig til at tænke på en dreng, som ofte kommer hjem fra skole og er udmattet og ugidelig. En dreng der ser frem til sommerferien fra starten af september, og som er energiforladt og som måske også bruger for meget tid på at koble af med Play Stationen.

Min søn spørger mig senere i samtalen, om jeg ikke kan gøre noget ved de lange skoledage? Det er et rigtig godt spørgsmål, for jeg tror ikke på at læne sig tilbage og lade andre fikse tingene for en.

Men for enden af broen må jeg alligevel spørge ham, om der er noget han kan gøre, hvis han er utilfreds. Det mener han faktisk ikke, at han kan. Det er noget, de voksne må ordne. Vi taler derefter om, at han jo kan melde sig ind i elevrådet, at han kan tale med sine kammerater og lærere om det, og at man jo også kan skrive til Folketinget. Selvom man er barn, har man også en stemme, og den må man gerne bruge. Han mener nu alligevel, at han er for genert.

Vi er nået til legepladsen og børnene skynder sig hen på rutsjebanen. Det giver mig tid til tænke på, om hvad vi lærere egentlig kan gøre for at gøre skoledagen kortere?

Måske vi sammen med forældrene skulle udfordre de lange skoledage i højere grad? Vi kunne starte i de enkelte klasser med at ansøge om at afkorte skoledagen? København kommune kunne starte med at give skolerne grønt lys til at konvertere den understøttende undervisning til tovoksen-timer, og kommunen kunne give de enkelte skoler et større råderum. Kommunen kunne udfordre de muligheder, som Ellen Trane Nørby allerede har beskrevet i sit hyrdebrev til kommunerne. Som loven er nu skal de enkelte skoler ansøge enkeltvis, men det kræver en opbakning fra Københavns kommune.

Kommentarer