Er vores børn kun gode nok hvis vi kan sætte tal på deres kunnen?

Vi havde udviklingssamtaler og en af pigerne og hendes mor var de næste. De virkede begge meget anspændte. Rummet sitrede af nervøsitet og pigen havde tårer i øjnene. Jeg nåede lige at kigge over på min makker og kunne læse hans åbenlyse undren i hans ansigt. Det her var faktisk en samtale vi havde glædet os til, for vi havde så meget positivt at sige om den positive faglige og sociale udvikling, der var sket over de sidste par måneder. Det er ikke løgn, hvis jeg gennem de sidste par måneder havde skrevet med moren 3 gange om ugen om hendes datters trivsel; både fagligt og socialt. Inden de havde sat sig ned udbrød moren: ”Nå har hun så lært at læse eller hva?” Tårerne begyndte at trille ned ad pigens kinder og lige der gik det til min gru op for mig, at hendes mor kun var interesseret i at høre de kolde facts om læsetesten. Hun ville ikke om høre om, hvordan hendes datter havde rykket sig personligt og nu var motiveret i undervisningen; en pige som var klar på at tage udfordringer.

Vil vi virkelig lære vores børn, at de kun er gode nok hvis vi kan sætte tal på deres præstationer?

Jeg er alvorligt bekymret for, at vi er i færd med at skabe en generation af børn som bliver usikre på egne evner og ikke tør kaste sig ud i nye ting. Ved hele tiden at blive målt og vejet er eleverne blevet vænnet til, at alt det de lærer i fagene er det snævre målbare. Det er sket gradvist de seneste år, men især ved indførelsen af målstyret undervisning skete der et skred.  Jeg har på tætteste hold oplevet, at forældre kun er interesseret i at høre testresultater og ikke hvordan deres børn er en god kammerat eller får super gode ideer.

På Folkemødet i juni var der en debat om fællesmål og Lotte Groth-Andersen, Vicedirektør i Styrelsen for undervisning, gjorde en del indrømmelser omkring målstyret undervisning og en af dem var, at de som fagministerium ikke havde inddraget lærerne i processen omkring målstyret undervisning. Hun fortalte også, at undervisningsministeriet har slettet alt om målstyret undervisning på alle hjemmesider. Dette er gode toner, som giver fornyet håb om at lærerne får deres didaktiske frihed tilbage. Det at undervise børn er en kompleks størrelse og handler om meget mere end det som kan måles og vejes. At tilegne sig ny viden foregår i samspil med andre og er en vekselvirkning imellem selv at forstå og forstå sammen med andre og prøve den nye viden af gennem mange forskellige aktiviteter. Ny viden skal brydes ned og bygges op igen mange gange førend det har lagret sig. Vi skal skabe et læringsrum for børnene, hvor kreativitet og modet til at lave fejl er centrum for børnenes udvikling. Selvom der er mere end 3300 videns-og færdighedsmål som er blevet vejledende, er der stadigvæk et stykke vej væk fra den målstyret undervisningen. Vi skal som de professionelle stå fast på, at vi skal planlægge den undervisning som er bedst for vores elever og vi skal tilbage til at turde sætte undervisningen fri.

Kommentarer