Et evolutionært mirakel

“Jamen jeg kan ikke!” Min yngste pige har tårer i øjnene. Vi sidder i køkkenet, som så mange gange før og læser. Det er hårdt. Det er hårdt, at se sit barn kæmpe. Det er hårdt, at være lærer, og ikke ane hvordan man hjælper sit eget barn.

Vi taler lidt. Jeg trøster, motiverer. Vi får læst.. også i dag.

Men det får mig til at tænke over hvordan vi møder børn i skolen. Når de står ved flagstangen, med ny skoletaske på ryggen, forventningsfulde og generte, og meget små.

Det er ikke småting vi beder dem om. Og forventningspresset og kravene til de nye små er stort.

 

Målstyret undervisning og synlig læring, der jo nærmest er blevet præsenteret som en hellig gral i folkeskolen, gør forventningspresset endnu større.

Før skolereformen var der ikke fagfaglige mål i børnehaveklassen, men et fokus på, at gå i skole, være en god kammerat, lytte, få gode relationer og selvfølgelig snuse til bogstaver og tal i den udstrækning det gav mening for den enkelte.

Men sådan er det ikke mere.

De faglige krav i børnehaveklassen svarer nu til 1. klasse. De faglige krav i 1. klasse svarer nu til 3. klasse.

Og det er her filmen knækker for mig.

 

For medmindre der er sket et evolutionært mirakel med 6-årige børn, så er deres forudsætninger de samme, som da jeg blev lærer for 15 år siden. Men de faglige krav er eksploderet.

Forestil dig, at du er 6 år gammel og det forventes at du kan læse inden du forlader 1. klasse. Men du kan ikke. Forestil dig, hvordan det er at gå i skole med ondt i maven, fordi du ikke har knækket læsekoden og skal testes. Forestil dig, at det første du ser i klassen er dit røde stykke pap på væggen, fordi du endnu ikke kan læse.

 

Så prøv følgende: Forestil dig, at du har god tid til at lære alle de nye ting i skolen. Forestil dig, at du bliver mødt med forståelse, ikke krav. Forestil dig, at læreren ser DIG og møder dig, som en lille 6-årig, fuld af forventninger til alle de nye ting du skal lære.

Og forestil dig, at du ikke behøver at blive sammenlignet med sidemakkeren hele tiden, men bliver mødt dér hvor du er.

 

Vi, lærerne, har et kæmpe ansvar for de nye små skoleelever. Og vi kan give reformen skylden for meget.

Men skylder vi ikke os selv og eleverne, at sige fra når noget ikke giver mening?

 

Kommentarer