Færre stressede børn, tak!

Det er tirsdag 08.10 i 4.c.

Jeg er samlet med mine elever foran Smartboardet.
Der er højt humør og stor koncentration.
Vi taler om gangestrategier.

-Det er nemt, siger Aksel. Når man ganger med fem er det ligesom bare halvdelen af at gange med 10.
Mange kammerater nikker samtykkende.
-Fortæl din makker hvordan man ganger med fem.

Børnene vender sig straks rundt og forklarer og lytter til hinanden

Max rokker rundt på sin plads.
Jeg sætter mig med ham, er imødekommende og spørger om han ved hvad han skal.
Han forklarer det kort og uinteresseret.

Børnene bliver sat i gang med første aktivitet. De vimser ud i lokalet til deres arbejdspladser.

Max går rundt i lokalet. Han skæver til kammeraterne. Som et løve i et bur forsøger han at finde sin rolle og sin plads.

Han føler sig udfordret socialt og har brug for en krykke i form af en voksen, der guider ham.

Uden at forlade gruppen jeg sidder og arbejder med forsøger jeg at henvende mig til Max:
-Kom og vær med! Jeg vil gerne hjælpe dig.
-Jeg gider ikke det lort!

Jeg mærker presset over ikke helt at slå til.
Max cirkulerer rundt og begynder nu at hive fat i de andres bøger. Kammeraterne bliver kede af det og reagerer ved at trække sig tilbage.
Max spæner over og dasker to drenge i nakken. De farer forskrækket sammen. Der breder sig en stemning af alarmberedskab i klassen. For vi kender godt situationen. Vi har været her før.

Stressniveauet er højt. Angsten for at blive dasket i nakken eller bare noget så simpelt som at blive afbrudt utallige gange, skaber utryghed.

Max er lige så stresset. Intet barn har lyst til at være i en situation, hvor han eller hun må se sig nødsaget til at slå. Intet barn har lyst til at være så presset. Forestil dig, at du var så presset.

Jeg sidder nu med det evindelige tilbagevendende dilemma. Giver jeg Max det, han har brug for lige der? Giver jeg ham den udelte opmærksomhed, den en-til-en støtte og hjælp han med hele sin krop fortæller han har brug for? Lader jeg de 27 andre være?
Hvornår samler jeg op på de to, der bare har brug for et kram og tale om, at de er forskræmte over ikke at vide om de bliver slået?

Vi er 28 børn og en voksen i en stresset dag med et dårligt arbejdsmiljø.
En stresset hverdag, som de fleste på et eller tidspunkt i deres liv har mødt.
Den hverdag vi kender, når arbejdsopgaverne er for store, når samarbejdet med den nærmeste kollega ikke fungerer, eller når vi ikke har brug for at sidde i åbent kontorlandskab med 27 andre.

Det er ikke nok, at vi minimerer stress på vores arbejdspladser, når vi har en stor gruppe af børn lige i hælene, der vokser op med stress -endda før de har ramt arbejdsmarkedet.

Der er brug for at vi skaber stressfrit miljø for vores børn. Der er brug for alle voksne står sammen om børnenes sag: at skabe et ordenligt arbejdsmiljø.

Det kan klares med to lærere i klasserne. To lærere, der både kan hjælpe Max i gang med timen og støtte børnene i deres relationer og være der for Louise, Lilly og Mikkel, der skal guides gennem første opgave.
To lærere der kan dække flere individuelle behov og være til stede, så én vanskelig hændelse ikke bliver til et stresset arbejdsmiljø.
Målet må være at forebygge stress frem for at behandle den.

Forkort skoledagen og sæt flere to-lærer timer på skemaet.

Kommentarer