Flygter du til privatskolen eller skal vi sammen skabe folkeskolen?

Inden jeg går i gang med min fortælling vil jeg gerne bede dig lytte til og smage på ordet ”folkeskole” sig det gerne højt et par gange ”folke-skole” Det er et sammensat ord der består af ”folke” og ”skole”. Det er med andre ord folkets skole eller skolen for folket. Det er her samfundets børn mødes, lærer og dannes så de efter 10 års skolegang er klar til at erobre verden og blive lige det de drømmer om. I ”folkets skole” er der plads til alle, høj som lav, og her rummes (næsten) alle. Her er værdier som ligeværd og troen på både den enkelte og fællesskabet, og de værdier er bærende for arbejdet i folkeskolen.

I den kommende fortælling skal du sætte dig i rollen som folkeskolelærer – altså en lærer for en bred vifte af samfundets børn. Du er lærer på en helt almindelig folkeskole og familiemor eller far med egne børn der også går i folkeskolen.

Forestil dig at du står op fredag morgen, gør dig klar, afleverer dine børn i institution og på skolen og så forsætter du hen til din egen arbejdsplads. Her passer du dit arbejde, du er klasselærer i 4.X, er virkelig glad for det og har en flok gode kollegaer. Det er fredag og humøret er højt.

På vej hjem fra arbejde handler du ind. I køen står et par frustrerede mødre og diskuterer deres børns skolegang i 5.C i den lokale folkeskole. Det er noget skidt, der er for meget larm i klassen, de er også 28 børn hvoraf en god håndfuld har diagnoser og læreren kan slet ikke løfte opgaven. Det er for ringe! Mødrene debatterer områdets privat og friskoler og er enige om, at hvis der ikke sker en markant forbedring i børnenes klasse inden sommerferien så skal deres børn i hvert fald skifte til privatskole.

Av av, nu fik din selvtillid lige et gok i nødden og din harme steg til nye højder. For du er jo folkeskolelærer, og du ved, at 28 børn – hvoraf i hvert fald 5 åbenbart er særligt udfordret – til 1 lærer ikke er en cocktail der er blandet i himlen. Det er hårdt arbejde, det kan lykkes, men ofte resulterer det i larm og frustrerede børn og voksne. Og ja, privatskolens tilbud med et klassemax på 22 elever lyder da lige pludselig helt tiltalende.

I weekenden er du både sammen med venner og familie. Her fortæller din gode ven at de lige har skrevet den 14 dage gamle guldklump op i privatskole – for det skal man jo hvis man vil være sikker på at få en plads. Og i din familie går mere end 2/3 af dine niecer og nevøer i privatskole – eller er skrevet op til en sådan – af både ideologiske og interessemæssige årsager.

Søndag aften sidder du i sofaen og overvejer for første gang, om du har svigtet dine egne børn ved end ikke at overveje andre muligheder end folkeskolen for dem?

Mandag morgen er travl og du møder ind med sved på panden i 4.X til matematik. Du er ærgerlig over weekenden og de tanker den har afsporet om privat og friskoletilbud. Men ungerne i 4.X kender ikke til dine tanker og de opfører sig lige så fantastisk og tossede som de altid gør en mandag morgen. I løbet af mandagen formår 4.X virkelig at få dig tilbage i fredagens høje humør. Her er en broget flok unger, engang imellem lidt meget larm, engang imellem lidt meget latter. Her er læge-børn der bor i store patriciervillaer med flot anlagte haver, skolelærer-børn der bor i rækkehus og kontantmodtagerens børn der deler soveværelset med lillebror i den 2-værelses lejlighed – for lige at sætte det hele lidt på spidsen.  Mandag går du hjem fra arbejde med et smil på læben og troen på, at folkeskolen så absolut er det bedste tilbud til dine egne børn.

Som forældre skylder vi selvfølgelig vores børn at gøre os tanker om hvad der er bedst for dem. Hvis vi f.eks. bor i et område hvor folkeskolens ry er dårligt, hvor trivslen er skidt og karaktergennemsnittet lavt er det da bestemt værd at overveje om vi vil være med til det? Eller vil vi være med til at forandre det? Har vi i virkeligheden en forpligtelse til at hjælpe og være med til at løfte en opgave i samfundet ved at støtte den lokale folkeskole? Eller er det ok at vi vælger folkeskolen fra og i stedet vælger at give vores børn et (måske) mere glansbillede-agtig og unuanceret syn på skolen og vores samfund ved at lade dem gå i privat eller friskole med andre ligesindede?

Min mand og jeg vægter fællesskabet på tværs af samfundslag, kulturer og trosretninger højt for vores børn. Vores barn går i folkeskolen i en klasse med børn fra store huse, rækkehuse og lejligheder, med børn af forældre fra andre lande og med børn der er døbt, er ikke troende og muslimer. Jeg vil ikke sværge på, at vi ikke vil overveje et skoleskift for vores barn hvis hun en dag kommer i stor mistrivsel. Men jeg ved, at vi vil kæmpe en brav kamp for at skabe positive forandringer i folkeskolen fremfor at stikke halen mellem benene og søge plads på en privatskole.

Kommentarer