Jeg kan møde en sygeplejerske der havde teaterbilletter

Før jeg går i gang, skal vi lige have noget på det rene: jeg er lærer og det du om lidt kommer til at læse handler i høj grad om lærernes arbejdstidslov, og kravene til OK18.

Jeg vil dog starte et helt andet sted, et sted jeg heldigvis kender meget lidt til nemlig børneafdelingen på Roskilde Sygehus. For 11 år siden ankom jeg i selskab med to falckreddere og min 3 dage gamle datter til netop børneafdelingen. På meget kort tid var hele stuen fyldt med læger og sygeplejersker. Klokken var lidt over 10 om aftenen og alligevel var der yderst professionelle mennesker til stede. Professionelle mennesker, som kunne vurdere situationen og dens alvor, kunne rumme mig og min angst, kunne tænke ud af boksen, da der manglede en varmekilde til min datter og kunne være i nuet og rumme nuet, hvor et barn var ved at dø.

Jeg ved meget lidt om deres arbejdsforhold, men jeg ved, at de var der en fredag aften klokken 10, og de var ikke gået, da dødsattesten blev underskrevet 3.13 om natten. Jeg ved den ene sygeplejerske stadig var der tidligt om morgenen, da jeg stod med min datter i armene og fortalte hende, at jeg ikke vidste om jeg kunne livet. Jeg ved, at hun stadig hele tiden havde øjnene på mig og havde overskud til at rumme og også spørge, hvad jeg så ville, hvis jeg ikke ville livet.

Den sygeplejerske, hvis navn jeg ikke kender, som turde mig midt i mit livs mareridt. Den sygeplejersker mødes i dag af krav til hendes arbejdstidsaftale som er horrible, hun mødes nemlig af krav, der til forveksling ligner den lov lærerne arbejder under. Den sygeplejerske mødes af krav om en årsnorm, om at den garanti om varsling hun har i forhold til ændring af arbejdstid ophæves. Hun mødes endvidere med krav om, at en ansættelse i regionen skal tages bogstavligt. Det betyder, at hun ikke kan forvente, at hun hver arbejdsdag skal møde ind på børneafdelingen i Roskilde, måske skal hun mandag møde ind i Holbæk.

De horrible krav kan betyde, at jeg en fredag klokken 10 i 2018, når jeg kommer løbende bag efter falckredderne med min 3 dage gammel datter, kan møde en sygeplejerske, der havde teaterbilletter til en kæreste aften med sin mand, men er blevet pålagt at blive. Jeg kan møde en sygeplejerske, der ikke har sin vante gang på afdelingen og ikke kan reagere lige så hurtigt. Jeg kan møde en sygeplejersker, der de sidste par uger har arbejdet 50 timer om ugen, og som ikke kan se frem til at afspadsere dem foreløbigt. Og ikke mindst kan jeg møde en sygeplejerske, der har så horrible forhold, så hun måske ikke har overskuddet til at være i nuet og rumme det nu, hvor et barn er ved at dø.

Hvorfor er lærernes arbejdstidsaftale vigtig i OK18? Fordi den aftale kan være udslagsgivende for aftalen, som det sygehus personale jeg mødte en fredag i november 2016, skal arbejde under. Det personale, der gjorde alt, hvad de kunne for at redde min datter. Det personale der gjorde alt, hvad de kunne for, at jeg valgte livet. Det personale, der aldrig tog øjnene fra os den nat, vi skulle sige på gensyn til at vores datter.

Derfor er kampen for en ændring af lærernes arbejdstidslov vigtig, den må ikke blive det alle i et offentlige skal normaliseres i forhold til.  

Kommentarer