Folkeskolelærerhjertet bløder

Det er med justitsministeriets ”Vejledning om offentligt ansattes ytringsfrihed” i den ene hånd og en provokerende bekymrende udtalelse fra KL’s formand for Løn- og Personaleudvalg, Micheal Ziegler, i den anden, at jeg som privatperson raser til tasterne.

Ziegler udtaler i forbindelse med de afbrudte forhandlinger med lærerne: ” Vi har det syn, at de gældende arbejdstidsregler (for lærerne) fungerer godt, og at vi har en folkeskole, der fungerer bedre og bedre”.

Som folkeskolelærer og forælder til børn i en folkeskole, rystes jeg over den manglende indsigt, der tilsyneladende kendetegner den tilgang, som KL går til forhandlinger med. For chefforhandleren for KL anerkender tydeligvis ikke andet end de illusionerende glansbilleder, som de kommunale embedsmænd præsenterer ham for.

Siden 2013 er børnenes skoledag blevet længere, og lov 409, som efter lockouten blev hevet frem fra finansministeriets skuffe, dikterede lærerne til at betale for gildet, ved at sætte undervisningstimetallet op. Ja tak, lærerne vil gerne påtage sig opgaven at uddanne børn og danne dem til sociale fællesskaber. Dog er denne lærergerning meget andet end undervisning af elever i et klasseværelse.

Som forældre tænker jeg, at alle kan nikke genkendende til, at lærerne ikke har tid nok til at løse deres andre læreropgaver. Det giver sig bl.a. udslag i minimal og til tider mangelfuld kommunikation mellem skole og hjem, afleveringsopgaver, der returneres flere måneder efter afleveringen, manglende deltagelse i sociale arrangementer samt ukritisk brug af digitale læremidler og faglige læringsportaler. Siden 2013 bliver børnene oftere undervist af gymnasieelever og andre folk fra gaden. På forespørgsel lyder svarene, at lærerfraværet skyldes sygdom, møder, afspadsering, kurser, orlov eller længerevarende sygdom – læs udbrændthed eller stress.

Som folkeskolelærer ser jeg efter lovindgrebet i 2013 bekymrende til, hvordan det smuldrer inden for folkeskolens mure. Jeg skal understrege, at det ikke er et særegent billede af min arbejdsplads i en kommune uden lokalaftale, men et generelt billede af en blødende folkeskole, jeg fremstiller.

I Norddjurs Kommune kan en lærer af sin opgaveoversigt se klokkeslæt for komme- og gåtider for hele skoleåret. De ugentlige 39,25 timer afvikles på skolens matrikel.  Med undtagelse af undervisningen er øvrige arbejdsopgaver ikke tidsangivet. Dog kan enhver se, at opgaverne indholdsmæssigt overskrider den tidsramme, der er tilbage, når undervisningen er trukket fra. Som loyal og pligtopfyldende medarbejder er dette en kæmpe stressfaktor.

Overarbejde sker kun efter aftale med ledelsen. Som udgangspunkt skal afspadsering tages af forberedelsestiden. Dette medfører, at opgaveløsningen oftest føles mangelfuld, at opgaver tilsidesættes eller slet ikke løses. Hos lærere er det en offentlig kendt sandhed, at man pga. manglende forberedelsestid flere gange møder op til undervisning uden at være tilstrækkeligt forberedt. Dette er selvsagt så tabubelagt en kendsgerning, at flere især nye lærere forbereder sig i smug derhjemme. Andre kan ikke håndtere den evigt dårlige samvittighed og bliver ramt af stress og udbrændthed. Dette på trods af, at mine kolleger og jeg starter og slutter arbejdsdagen i 6. gear i et forsøg på at nå opgaverne.

Som lærer af profession må jeg råbe vagt i gevær, når jeg ser og hører om SFO-pædagoger uden lærerfaglige kompetencer varetage undervisningen især i indskolingen. Dette synes at være et bevidst valg, for uddannede lærere koster mere end en pædagog. Ud ad til hedder det sig, at en lærer har det overordnede ansvar for at sikre fagligheden i pædagogens undervisning. Men realiteten er, at lærer og pædagog aldrig er i klassen med børnene på samme tid.

Når jeg forlader min skrivebordspind, møder jeg ved skolens udgang ofte udmattede og opgivende lærerøjne, der ligesom jeg ser tilbage på de skrivebordsbunker og mails, vi ikke nåede at gøre noget ved. Jeg anfægter ikke ledelsesretten, og jeg fortænker ikke mine lærerkolleger i at søge andre græsgange især på fri- og privatskoler, der ikke er omfattet af loven fra 2013.

Michael Ziegler mener at vide, at folkeskolen fungerer bedre og bedre. Dog bør alle med kendskab og en holdning til folkets skole vide, at det gør voldsomt ondt i lærerhjertet at opretholde den kynisme, der får Zieglers folkeskole til at se pæn ud på overfladen.

Kommentarer