Folkeskolen er i undtagelsestilstand – det har stået på siden 2013

“Ida, du græder hele tiden. Det her går jo ikke!” sådan sagde en kollega til mig i en pause i september. Jeg var maksimalt presset på arbejdet, men jeg ville ikke lytte. Jeg bed tænderne hårdt sammen, tørrede øjnene og gik ned til eleverne og fortsatte med undervisningen. Jeg kæmpede i ugevis for at blive på arbejde, selvom min krop var i konstant alarmberedskab, og jeg godt inderst inde vidste, at et sammenbrud lå lige om hjørnet. Jeg havde et stort ansvar, som primært bestod af dansk og delt klasselærerfunktion i to indskolingsklasser. Det vil sige, at jeg havde et særligt ansvar for at mine 47 elever blev dygtige til at læse, skrive og udtrykke sig mundtligt og samtidig et særligt ansvar for deres trivsel. Jeg kunne kun klare det mest nødvendige. Det betød i praksis, at jeg kun kunne nå at kigge hurtigt ned i bøgerne, før min undervisning, og at jeg konstant måtte vælge nemme løsninger. Jeg havde meget lidt tid til at tale med børn, som havde brug for mere hjælp, og forældrene måtte jeg også nogen gange afvise. Så da forældrene begyndte at tale om generelle trivselsproblemer i min 1. klasse, blev presset alt for stort.

Jeg kan ikke acceptere, at mine elever mistrives, uden at jeg har ressourcerne til at gøre en ekstra indsats for, at de skal få det bedre. Det gjorde mig dybt frustreret ikke at kunne tage mig ordentligt af mine elever og ikke at have nok tid til at tale med forældrene. Samtidig med at jeg følte dette uopfyldte behov for mere tid til den vigtigste del af mit arbejde, blev jeg fra min ledelse mødt med krav om at lave 47 elevplaner på kun to uger. De skulle udgives på en platform, som forældrene ikke engang havde adgang til endnu. Det føltes fuldstændig meningsløst og absurd. Efter jeg havde skældt en elev ud for at tabe sin blyant på gulvet, kunne jeg ikke længere være mig selv bekendt. Det endte med en fuldtidssygemelding.

Siden lov 409 (loven der bestemmer lærernes arbejdstid) og skolereformen blev indført, har jeg været sygemeldt med stress tre gange. Det har været hårdt for både mig og min familie, for jeg har været helt ødelagt hver gang. Lige når det har været værst, og jeg er blevet sygemeldt, mindede min stress meget om depression i sit udtryk. Ulyst, tristhed og selvlede var, hvad der fyldte i mig. Selvmordstanker har jeg også hilst på.

Jeg har skiftet arbejdsplads tre gange siden 2014 i håb om at finde et sted, hvor jeg kunne trives. Desværre har jeg oplevet, at det er svært alle steder. Der er lokale forskelle, men det er ikke nok til at gøre en mærkbar forskel i mulighederne for at lykkes. Onde tunger vil sikkert mene, at det så må være mig, der er noget galt med. Til det vil jeg sige: Tjek lige stress-statistikken. En dugfrisk undersøgelse fra FTF viser, at hver femte FTF’er (22%) hele tiden eller ofte har været stresset inden for de sidste to uger og 16% har været sygemeldt på grund af stress inden for det seneste år. Det er ikke bare mig. Jeg har efterhånden vænnet mig til, at pilen peger på mig, og at jeg får bemærkninger som: “Du er for perfektionistisk.” “Brug grundbogen.” “Du må sænke ambitionerne.” “Du må ikke tage arbejdet med hjem.”

Sådan er vilkårene i folkeskolen lige nu. Det er hamrende utilfredsstillende at have et arbejde, hvor jeg ikke kan yde en særlig og dedikeret indsats. Hvor jeg ikke kan få nye ideer og føre dem ud i livet, men må nøjes med at få hverdagen til at hænge sammen ved hele tiden at udsætte vigtige opgaver til i morgen. Vi lærere befinder os i en undtagelsestilstand, hvor det handler om at overleve. Det har stået på siden 2013. Det er derfor så mange af vores dygtige kollegaer har forladt folkeskolen. Det bekræfter en rapport fra Kommunernes Landsforening, hvori 43 procent af kommunerne svarer, at det er blevet sværere at rekruttere lærere inden for de sidste tre år.

Jeg har valgt at arbejde i folkeskolen, fordi jeg ønsker at arbejde for børnenes fremtid. Børnene fortjener vores bedste, og de fortjener, at vi har overskud til at lytte til dem og støtte dem. De fortjener også, at vi har overskud til at udvikle skolen og gøre det bedre i morgen, end vi gjorde i går. I stedet får de alt for meget røv til bænk og “slå op på side 118”. Det er uinspirerende for både elever og lærere. Vi er tvunget til at sænke ambitionerne og acceptere kedelig og uforberedt undervisning.

Det er for fattigt at fortsætte med at drive undtagelsestilstandsskole. Der skal ske forandringer. Ellers fortsætter både lærer- og elevflugten. Derfor appellerer jeg til KL om at komme tilbage til forhandlingsbordet med Danmarks Lærerforening og forhandle en aftale på plads om lærernes arbejdstid. Jeg og mine kollegaer har brug for værn imod, at vi læsses til med opgaver, der ikke er tid til at løse på en tilfredsstillende måde. Der er nødt til at være tid til det uforudsete i en lærers arbejdstid, fordi børns behov ikke kan imødekommes under konstant tidspres. Når en elev begynder at græde til sin elevsamtale, og har brug for at lette sit hjerte, eller når en mor kommer og siger, at hun frygter hendes barn bliver mobbet, så mener jeg, at en lærer skal have tid – ikke blot til at lytte, men også tid til at handle.

Jeg ønsker rammer, der giver mig mulighed for at gøre mit arbejde godt. Det må også være i min arbejdsgivers interesse.

Kommentarer