Folkeskolen er ikke kun til for elevens skyld

Det var nærmest en revolution, da vi i folkeskolen begyndte at tale om læring i stedet for undervisning. I skoleverdenen fik vi et fælles sprog, der gjorde os i stand til at flytte fokus i undervisningssituationen fra det, læreren gør, til det, eleven gør. Jeg var stor fan!

I dag må jeg desværre pointere, at der i kølvandet på dette paradigmeskifte er dukket en ny problemstilling op: Skolerne begyndte at koncentrere sig alt for meget om den enkelte elev.

Nu differentieres undervisningen helt ned på den enkelte elevs niveau, med individuelle læringsmål. Lærerne laver elevplaner for alle elever flere gange om året.

Klasserumsledelse og metoder, som egentlig er beregnet på at inkludere autismebørn eller andre børn med særlige behov for støtte, bruges nu bredt for at skabe klasserum, hvor der er plads til alle, uden at nogen behøver ændre sig for fællesskabets skyld.

Et fast punkt i skole/hjem-samtalerne er blevet: »Hvad kan skolen gøre for at støtte dig«. Og vi har fået programmet Meebook, som er en digital læringsplatform, designet til at støtte op om en endnu mere individualiseret undervisning i fremtiden.

Selv om folkeskolen har holdt stand i mange år, har også den måttet lade sig flyde med på individualiseringsbølgen.

Brede skuldre skubber mest

Vores samfund er gennemsyret af individualisering i en grad, vi aldrig tidligere har kendt.

Konkurrencen om at score det fedeste job, den højeste løn og den flotteste kæreste kører 24/7. Det er alle mod alle, og dem med de bredeste skuldre skubber hårdest.

Livsprojektet er at skabe sig et image, man kan tjene penge på. Tid er derfor blevet en investering, som det groft sagt kun kan betale sig at bruge på sig selv. Det kvæler fællesskaberne. Selv forældrene forsømmer deres børn.

Vores børn vokser op med forældre, som skærmer dem fra virkeligheden. De bliver pakket ind i vat og serviceret mere end, hvad godt er. Børnene tror, at de er i centrum, at deres behov er de vigtigste, og at de ikke skal tage hensyn til andre end dem selv.

I forhold til folkeskolen oplever jeg som lærer et massivt pres udefra. Det virker, som om alle er enige i, at individualiseringen ikke må bremses, og at folkeskolen uden kritik skal omfavne den. Med så meget fokus på den enkelte elev glemmer vi, hvorfor vi har en folkeskole.

Hos forældrene er det blevet en trend at shoppe mellem skolerne for at finde en skole, der passer til den måde, deres barn er på i forvejen. Tendensen er, at individet er blevet vigtigere end fællesskabet. At skolen er til for, at individet kan udfolde sig som den, det allerede er, når det træder ind ad døren. Det er helt omvendt af den tænkning, der oprindeligt ligger bag folkeskolen. Tanken om, at folkeskolen skal bidrage til at forme og danne barnet. At man bliver til sig selv gennem fællesskabet.

Samfundet er os

I farten glemmer vi noget meget vigtigt. Nemlig, at alle mennesker er en del af samfundet, og ingen kan eksistere uden for det. Man kan ikke melde sig ud af samfundet, for det er også en måde at være en del af samfundet på. Om vi vil det eller ej, hænger vi sammen. Vi har derfor alle en interesse i, at samfundet har det godt. For hvis det har det godt, har vi det også godt.

Et samfund af rendyrkede individualister, som konkurrerer mod hinanden, modarbejder sig selv og fører til splittelse og stilstand. Splittelse, fordi uligheden stiger, og fællesskabet bryder sammen, og stilstand på grund af egoisme og navlepilleri. Den enes lykke bliver den andens ulykke. Den ene generations succes, bliver den næstes forfald.

De elever, som i dag tror, de er centrum af verden og ikke skal tage hensyn til nogen, sidder måske i morgen på magten og skal træffe beslutninger på mange menneskers vegne og med konsekvenser langt ud i fremtiden. Kan vi leve med, at de kun har lært at tænke på sig selv?

Jeg vil næsten gå så langt som at sige, at fortsætter vi ned ad dette spor, kan det blive enden på vores civilisation. Vi ser allerede konsekvenserne. Prøv bare at tænke på, hvor svært det er for os at samarbejde om vigtige problematikker som klimaforandringerne, global opvarmning og overbefolkning.

Folkeskolen som førstevalg

Hvis vi ønsker at gøre noget godt for vores samfund i fremtiden, er det på tide, at vi tør tale lidt imod individualiseringen.

Vi kunne begynde med at diskutere, hvilken rolle folkeskolen skal spille i den forbindelse?

Først og fremmest er det på tide, at man fra politisk hold bakker op om folkeskolen.

Jeg er ikke imod privatskoler eller friskoler, men flugten fra folkeskolen kan få alvorlige konsekvenser for vores samfund, fordi den bidrager til individualiseringen og skaber en kultur, hvor det enkelte individ aldrig møder det repræsentative samfund.

Som et minimum burde man ikke hæve tilskuddet til de private skoler, sådan som man har gjort, men i stedet sænke det. Og så burde man tilføre en i forvejen økonomisk presset folkeskole ekstra midler.

Det skal være tydeligt, at politikerne vil folkeskolen. Det er det ikke i dag. Mit håb er, at folkeskolen bliver førstevalget, når man skal vælge skole til sit barn. Det er samfundets opgave at sikre det. Hvis det ikke er førstevalget, må man gøre det til førstevalget, alt andet er uansvarligt.

At vores politikere er i gang med at sælge folkeskolen for besparelser, er blot ét eksempel af mange på den kortsigtede økonomiske tænkning, som har forurenet vores politiske handlekraft siden krisen i 00’erne, og siden individualiseringen for alvor tog over. Det er farlig gambling med fremtiden.

Fællesskabet over individet

Samfundet har en interesse i at have en stærk folkeskole. Ikke kun her og nu, ikke kun for den enkelte elev, ikke kun for uddannelsens skyld, men også fordi vi gerne vil bevare vores samfund og videreudvikle det.

Det kræver, at vi værdsætter fællesskabet over individet. Vi må huske på, at fremtidens samfund defineres af eleverne fra tidligere tiders skole.

Folkeskolen er sammenhængskraften, der får samfundet til at trives, fordi det er her grundstenene til fællesskabet lægges. Det er her, du lærer at tænke på andre end dig selv, og det er her din forståelse for verden udbygges og udfordres.

Folkeskolens egentlige mål er ikke at uddanne kampklare soldater til konkurrencestaten, som nogen vil mene. Det er derimod at danne individer til fællesskabet og sameksistens.

Andre vil måske sige, at et samfund har brug for at dyrke sine talenter. Måske vil de endda bruge det som argument for individualiseringen. Men hvad hjælper det, at vi dyrker vores talenter, hvis de kun tænker på at bruge deres talent til gavn for sig selv.

Så lad os for guds skyld blive enige om, at folkeskolen er til for os alle og ikke kun eleven. Lad os finde tilbage til rødderne og grundtanken med folkeskolen. Folkeskolen er ikke kun et sted for elevens bedste, den er også et sted for samfundets bedste.

Kommentarer