Folkeskolen forbløder

I dag blev det et sørgmodig farvel – til folkeskolen – efter næsten 19 år på den samme skole.

Den gensidige aftrædelsesordning er underskrevet af alle parter, alt er sendt, og jeg venter kun på, at jeg må fortælle det til kollegerne, til min omverden, som hele mit voksne liv har kendt mig som lærer af hjertet!

Men det er ikke derfor, at mit hjerte græder og vreden ulmer i sjælen.

Dén kommer af OK18 – eller måske nærmere af, hvad kroppens hukommelse minder mig om fra OK13. Uroen, usikkerheden, vreden, ydmygelsen, uretfærdighedsfølelsen… Ja, følelsen af ikke at blive behandlet retfærdigt sniger sig ind på mig, hurtigt og uden omsorg for, hvad jeg kan overkomme, hvad jeg kan bære – igen.

Jeg fortæller hele tiden mig selv “aldrig mere”, at jeg er ude, ikke bare af saksen, men hele maskineriet, og jeg behøver ikke engang at kigge mig tilbage. Men hovedet drejer hele tiden over skulderen, og jeg ser tilbage på en folkeskole i knæ, en folkeskole, der er ved at forbløde.

Jeg har igennem tiden arbejdet sammen med nogle af de dygtigste mennesker, jeg har kendt i mit liv. De har tilvalgt deres lærergerning, og har altid villet gå den ekstra mil for at hjælpe børnene i mål. Mange gør det stadig, mange går flere mil, ranker ryggen – og mange bukker under – og overlever, men glemmer at leve, at mærke efter.

Nu ser det ud til, at de skal igennem OK-møllen igen, nedværdigelserne stryger allerede omkring dem, og de finder håbet i den flakkende opbakning – men hvor længe holder de mon til vilkårene, der kommer bagefter…?

Jeg tvinger mit hoved frem, fortæller mig selv, at jeg har lov at kigge fremad, jeg har lov at drømme igen og finde glæden og inspirationen til arbejdet – bare aldrig mere som ansat under KL og moderniseringsstyrelsen!

Jeg går videre.

 

Kommentarer