Folkeskolen – som et spil sænke slagskibe.

Fil_000

I klasseværelser indenfor specialområdet står tomme stole og venter på at blive brugt. Alt er kørt i stilling. Jeg arbejder i specialområdet, og oplever år for år at elevgruppen svinder ind. En for en. Det er ærgerligt, for vi har opbygget stor faglig kompetence vedrørende elever med generelle indlæringsvanskeligheder. Vanskeligheder, der ikke forsvinder,  fordi et fancy ord som “inklusion” er blevet et mantra i folkeskolen.

Vores folkeskole har været ramt af forandringens penselstrøg. Kongstanken at inkludere børn med særlige behov har fyldt massivt. Regeringen, dengang med forhenværende undervisningsminister Christine Antorini (S) i spidsen, fik os til at tro, at inklusionen kunne lykkes med understøttende undervisning. Det kan den i nogle henseender, men ikke alle. Vi var skeptiske – for ingen spurgte os, der har erfaring indenfor området.

Det mærkes, at der i flere kommuner landet over drives folkeskole for små penge. Specielt indenfor specialområdet, hvor der ikke har været samme tilgang af elever som tidligere. Det på foranledning af inklusionstanken. Trods gode hensigter står inklusionen ikke mål med det, der står i Folkeskolelovens §3a vedrørende understøttende undervisning. Når understøttende undervisning spares væk, kan opgaven ikke løftes tilstrækkeligt. Det sætter sit præg på undervisningen og folkeskolen risikerer at blive valgt fra af ressourcestærke forældre, der flytter deres lige så ressourcestærke børn til privatskoler. Det skaber en skævvridning, der ikke er god for hverken elever eller folkeskole. Nogle folkeskoler er endda begyndt at bruge privatskolernes overlevelsesstrategi; De beder forældre til gråzonebørn om at finde et andet skoletilbud. Det hører sig ingen steder hjemme at ty til den slags løsninger for at spare penge. Det er et svigt af dimensioner.

Vi bør derfor minimere de udfordringer, vi står med og skabe de bedste forudsætninger for alle børn og ansatte i folkeskolen. Som det er nu, er der tre indsatsområder, der kræver fokus for at skabe den velfungerende folkeskole. Vi skal være skarpe på, hvilke tilbud vi kan løfte og under hvilke forudsætninger. 

  1. De børn, som vi kalder gråzonebørn eller inklusionsbørn, er afhængige af skolens indsats, professionalisme og økonomi. De skal, som lovet i §3a, have den understøttende undervisning, de har krav på af lærere og pædagoger, der er kvalificeret til at tage sig af den del.
  2. Det er skolelederens ansvar at få den del til at fungere og skabe rammerne for de ansatte; at de kan lykkes med at løse opgaven.
  3. De børn, der ikke kan rummes, men som fejlagtigt er placeret i folkeskolen som værende inklusionsbørn, er ofte udfordret grundet udviklingsforstyrrelser eller generelle indlæringsvanskeligheder. Helt bevidst forsøges de inkluderet – ene og alene af den grund at skole og kommune sparer penge. Det er igen skolelederens ansvar at forholde sig til lærernes tilbagemeldinger og ikke være i lommen på forvaltningen, men turde påpege problemets alvor. Disse elever skal tilbage i specialundervisningsområdet, hvor der er den hjælp og kompetence, der skal til for at få et godt skoleliv, der på bedste vis klæder dem på til en plads i samfundet. Her vil de trives og mødes på deres udfordringer.

Folkeskolen er udfordret af førnævnte grunde. Det er misforstået hensyntagen at ville inkludere børn med særlige behov, hvis ikke de kan rumme at være i klasserummet. De børn er ofte blevet skydeskive for kritik – at der er mere uro i klasserne. Det kan være en af hovedårsagerne til at folkeskolen bliver valgt fra og privatskoler vælges til. Når det ikke i talesættes af pædagoger, lærerne og ledere, hvilke problemer vi står overfor, vil flugten fortsætte. Desværre ser det ud til at ingen vil tage det ansvar og påpege situationens alvor. Eller også vender nogen det døve øre til. Samtidig, og som på mange andre områder indenfor det offentlige, spares der, hvor der virkelig kan gøres en forskel. På den måde er vores folkeskole ved at blive skudt i sænk. Lige nu har vi slagside.

Derfor skal forældre, pædagoger, lærere og skoleledere turde råbe op om, hvilke udfordringer vi står med. Inklusionen blev slået stort op med håb om, at den kunne løfte fagligheden med støtte i trygge rammer. Et håb, der blev påført forældre til børn med særlige behov. Men i stedet slog inklusionen håb ihjel og efterlader børn og forældre i frustration. Inklusionen var en besparelse, der blev en sovepude med lovning om at alt nok skulle gå. De børn der ikke kan inkluderes er blevet kastebold mellem forskellige instanser – skole, Pædagogisk Psykologisk Rådgivning og forvaltning. Der skal gøres en tidligere og mere effektiv indsats for børn med særlige behov, inden de oplever for mange nederlag.

Jeg mener, vi er ved at spille folkeskolen fallit, fordi vi er blevet pålagt opgaver, der er dømt til på forhånd at mislykkes. Vi bliver nødt til at stille krav til det samfund, der omgiver os for at komme kompleksiteten til livs. Skal det fortsat være børnene, der skal betale prisen?

Kommentarer