Forbandede fagfordeling.

Er du nogensinde gået tudende fra en fagfordeling? Har du nogensinde smækket med døren og gået direkte fra fagfordelingsmøde til de nærmeste jobannoncer?

Jeg har.

Da jeg var yngre, så jeg måbende til, når kollegaer på det nærmeste kom i åben kamp eller brød grædende sammen. Det var ikke så vigtig for mig, hvad jeg skulle lave og hvem jeg skulle arbejde sammen med. Det var jo bare et spørgsmål om at kaste sig over nye arbejdsopgaver og samarbejdsrelationer.

Nu har jeg tudet to år i træk. Sidste år, fordi jeg havde et super godt team og så rykkede min teammakker i indskolingen, af private årsager. I år fordi et andet team får min klasse, som jeg har haft i tredje og fjerde. Det handler ikke om, at jeg ikke har løftet opgave, siger min leder, men det føles unægtelig sådan. Jeg føler mig faktisk fuldstændig kørt over og det er sidste gang, at jeg til en mus samtale er åben, fleksibel og kollegial, frem for at gå benhårdt og ufravigeligt efter det, jeg vil have, uden hensyntagen til andre, for det er åbenbart det, der virker.

Eller det bilder jeg mig i hvert fald ind lige nu.

Jeg elsker min klasse, det er mine unger og jeg har rigtig svært ved, at skulle overlade dem til nogen andre, når jeg ikke har ønsket at afgive dem. Jeg havde glædet mig til at følge dem indtil de skulle i udskolingen.

Men sådan skal det altså ikke være og både de og jeg overlever nok. Alligevel har jeg næsten besluttet, at jeg aldrig mere skal være klasselærer, selvom jeg elsker at være det og faktisk synes, at jeg er god til det. Det gør simpelthen for ondt. Jeg bliver åbenbart for involveret og jeg frustreres, når der bliver foretaget valg, som ikke har børnene som første prioritet.

Selvfølgelig skal samarbejdsrelationerne være i orden. Naturligvis skal fagrækken dækkes. Men i en fagfordeling kan det meget hurtigt blive dem, som siger nej til kollegaer og opgaver, der dikterer udfaldet.

Jeg har i hvert fald gjort mig den erfaring nu, at lægger man sig åben for muligheder og kollegaer i samarbejdsviljens navn, så sætter man sig selv i en situation, hvor man kan miste noget som er væsentligt i hverdagen.

Jeg er ikke ked af at skulle være faglærer i de kreative fag. Jeg er heller ikke ked af, at skulle opstarte familieklasse.

Men jeg kommer til at savne at være nogens klasselærer og jeg har slet ikke lyst til at starte med en ny klasse.

Så lige nu bliver mit forsvar at sige aldrig mere klasselærer. Jeg føler mig som grisehandleren fra Matador, da han mistede sin Kvik.

Så må vi se om nye hvalpe alligevel også sniger sig ind på mig igen en dag.

Kommentarer