Fordybelse og nærvær kommer ikke af sig selv

Jeg bor i byen. I København. Her er et mylder, trafikstøj og evigt flimmer fra lysreklamer og gadelygter. Jeg arbejder på en skole på Frederiksberg. For en måned siden gravede man i fortovet, lige uden for klasselokalet. Vi kunne ikke åbne vinduerne i timerne.

Støj i skolerne forbinder mange med elever der snakker i timerne, afbryder hinanden, rejser sig fra deres plads midt i undervisningen, mobiler der ringer, høje stemmer og råb på gangene. Men kan støj også komme udefra? Det kan støje så meget i hovederne, at vi aldrig når at fordybe os.

Samfundet er præget af støj. Der er hele tiden en mobil i tasken, der kan ringe, og en app der kræver opmærksomhed. Sociale medier kalder på et svar og en stillingtagen. Vi voksne er altid på farten. Vi skal nå det næste møde, til juleafslutninger, aflevere ungerne til fodbold og børnefødselsdage…

Fordybelsen skemalægger vi i yogatimer og vandreture i de svenske fjelde. Når vores børn skal fordybe sig og finde ro, er det også skemalagt i en travl hverdag. På mine børns skole er der ”mindfulness” på skemaet. I min undervisning sætter jeg uret og så er der ”stillelæsning ” i 20 minutter – ingen må sige noget, og man læser…

Det er rigtig svært for mine egne børn at finde ro i ”mindfulness”, og mine elever synes ofte at 10 minutters læsning er mere end rigeligt. De begynder at kede sige. I går havde jeg en elev, som lå ind over bordet i timen. Han lavede ikke noget, forstyrrede ikke, sov heller ikke – men kiggede blot ud i luften. Lærersproget kom op i mig og jeg sagde: ”det er spild af tid, at du ikke laver noget i skolen” På vej hjem kom jeg til at tænke på, at det faktisk er et sundhedstegn fra elevens side.  At kigge ud i luften, at tænke sig om – der var på ingen måde støj i elevens hoved den eftermiddag. Hvor tit har jeg selv kigget ud i den blå luft de sidste par år? Ikke mange. Når jeg keder mig, så kigger jeg på min mobil, læser en avis eller taler med en kollega.

Med Folkeskolereformen fik eleverne flere timer i dansk og matematik. De fik understøttende undervisning, engelsk fra 1.klasse, fransk eller tysk fra 5.klasse, lektietid og længere skoledage. Men fik de tid til at fordybe sig? Nej. For skoledagen er blot blevet længere og mere fragmenteret. Vi kan putte nok så mange spændende aktiviteter og bevægelsestimer ind i skolen. Det bliver skolen ikke mere nærværende af. Vi sætter børneyoga og massage på skemaet. På skoler har man nu ”faglig fordybelse” på skemaet – det er en ”fordybelse” på 25 minutter sidst på skoledagen (inklusiv ”pakke ting ud og ind”). Jeg kan ikke nå at fordybe mig på så kort tid i slutningen af en arbejdsdag. Og det kan eleverne heller ikke. De er fyldt op med fastlagte skoleaktiviteter, og vil bare hurtigt på SFO eller i klubben og lege. Her er der er nemlig plads til fri leg uden voksnes indblanding.

Eleverne har fået flere og flere timer i skolen, hvor vi voksne bestemmer, iscenesætter og styrer deres liv. Samtidig er vi er selv enormt dårlige eksempler på, hvordan man bliver optaget af en ting i længere tid. Det er nemlig svært at fastholde koncentrationen i lang tid – at lave ”ingenting”, lade fantasien få frit spil og være til stede i nuet. Ved ikke at lære eleverne fordybelse gør vi dem en bjørnetjeneste. Hvordan skal fremtidens arbejdskraft kunne koncentrere sig om noget i mere end en brøkdel af et sekund, hvis de kun har lært at beskæftige sig med fordybelse i fastlagte aktiviteter?

Måske vi skulle lære hinanden at sige nej til sociale medier, lade være med at downloade flere apps og sige nej til julearrangementer? At sige ja til at kigge ud af vinduet og gå en tur. At slukke mobilen helt og låse computeren ind i skabet i juleferien. Personligt vil jeg give min elev lov til at kigge ud af vinduet i 2017… og opfordre til, at juleferien bliver brugt på nærvær, fordybelse og tid til at lære at kede sig.

 

Kommentarer