Fortæl mig din historie

“Jeg… Jeg fortæller dig min historie. Jeg fortæller dig noget som jeg har glemt eller fortrængt, noget som først er dukket op i min bevidsthed for et par år siden – efter at have været væk i 20 år. Det er en historie, der har været med til at forme mit liv, det har jeg bare ikke vidst. I situationen synes jeg ikke det var så slemt, eller det er løgn, jeg synes det var slemt. Men slet ikke så slemt som jeg synes det er i dag. I dag kan jeg slet ikke forstå, at de voksne ikke gjorde mere.” Hun kigger ned, vrider sine hænder og bider sig i læben inden hun fortsætter.

“I syvende klasse havde jeg valgfaget hjemkundskab. På tværs af klasserne var vi en flok, der hver uge kokkererede i tre timer. Det var sjovt og jeg nød det. En dag fik vi nye grupper. Hanne vores lærer havde sat mig i gruppe med Peter og Thomas. Bag os stod Camilla, Lars og Claus. Jeg var nok lidt lun på en, eller måske flere af de drenge, så jeg var godt tilfreds. Men det ændrede sig. For hvad jeg havde glemt, indtil for et par år siden er, at uge efter uge skubbede Peter og Claus mig ind mellem to høje skabe og ragede på mig. Thomas og Lars, som jeg regnede for mine venner, lo og gik lidt med på spøgen. Eller, det var jo overhovedet ikke nogen spøg. For jeg synes ikke det var sjovt! Men jeg grinede med, skubbede dem væk og grinede igen når de skubbede mig ind mellem skabene igen…. Og græd når jeg gik hjem.

Mine forældre opfordrede mig til at tale med læreren. Hanne. Det gjorde jeg. Jeg fortalte hende det som det var, og jeg bad om en ny gruppe eller i det mindste en ny plads i lokalet, hvor jeg ikke var kilet ind mellem de fire drenge. Jeg kunne næsten ikke få ordene frem, så flovt synes jeg, det var at fortælle det til hende. Hun affærdigede mig. Mere blev der aldrig gjort ud af det. Og hver uge blev jeg fortsat skubbet ind mellem skabene og raget på. I mit liv forklarer det en hel masse mønstre, og en hel masse følelser jeg ikke anede hvor kom fra. Hanne var et konfliktsky fjols. Mere enkelt kan det vist ikke siges.”

Hun kigger mig i øjnene. Har jeg forstået hendes budskab? Hun vil sikre sig, at jeg lytter, hvis et barn fortæller mig sin historie. Jeg nikker bekræftende. Og vil jeg gå ud og sprede budskabet om, at vi som de voksne i folkeskolen, har et kæmpeansvar, ikke kun for børnenes faglige læren, men at vi skal gribe ind, med bål og brand(!), når der er børn der bliver udsat for overgreb?

Jeg nikker. Ja det har jeg forstået. Og budskabet er hermed spredt.

 

Kommentarer