Fremtiden kræver en gammeldags skole

Det er blevet moderne at tale om fremtiden. Selv statsministeren startede året med en nytårstale om, hvordan vi fremtidssikrer Danmark. Fremtiden har altid optaget os, fordi den er mystisk og ukendt og måske endda foruroligende i tider, hvor tingene går stærkt. Problemet er bare, at ingen endnu har opfundet en spåkugle, som virker, og alligevel er fremtiden blevet en gættekonkurrence, som efterhånden styrer alt, hvad vi gør – også hvordan vi indretter skole. Vi taler rigtig meget om, hvad fremtidige generationer skal kunne, men ikke så meget om, hvad vi egentlig ønsker os at være med til at skabe og hvad vi bør kæmpe for at bevare.
I hele mit voksne liv har man frygtet at være uforberedt på det teknologiske fremstød. Jeg var ung i 90erne. Dengang man blev fodret med fremtidsforberedende kødlunser morgen, middag og aften. Vi skulle ikke lære noget særligt. Bare trænes til at lære nyt. Vi skullle indstille os på en foranderlig verden. Lære at bevæge os fleksibelt rundt i en teknologisk jungle, hvor vi lige så godt kunne lægge os til at dø, hvis ikke vi kunne omprogrammere en terminator, når den pegede på os med et stjernekrigsvåben. Indtil videre- og der er da gået mindst 20 år- har jeg fået et kursus i at bruge et whiteboard. Jeg venter stadig på, at Arnold Schwarzenegger sparker døren ind til klasselokalet, hvor jeg til dagligt underviser, river mig op på en kværn og kører mig ud i science fiction land, så jeg kan få brugt mine 20 års træning i kursskift på arbejdsmarkedet og evnen til at lære nyt. I mellemtiden kan jeg sidde kultur-, historie-og identitetsløs og glo ud i luften og vente på alt det, jeg snart skal lære.
Det er da rigtigt, at jeg er gået fra at have en stationær telefonsvarer over en Nokia 6210 til en smartphone og en tablet, men sidstnævnte kunne mit barn betjene før, hun kunne gå, så evnerne rakte nok alligevel. Statsministeren er en mand af sin tid, og han sagde derfor også i sin tale, at man skal tænke nyt. Skabe forandring. Ellers går man ned som Damernes Magasin i Matador, men han sagde også, at man skal tage fremtiden i egne hænder, og det gør man nu engang bedst ved også at se sig tilbage. Hvis vi vil skabe en skole, som ruster børn til fremtiden, skal vi begynde at se på, hvad vi allerede har, og hvad vi ved helt grundlæggende om børn og skole. Der er tre aktuelle steder, hvor skolen bør holde kompromisløst fast, hvis den ikke vil miste sig selv: Den fælles modkultur, fællesskabet gennem traditioner og værdien af barndommen som selvstændig livsfase. På disse tre områder har vi et helt særligt videns- og erfaringsgrundlag, som ikke bør lade sig forstyrre af presset fra fremtiden. Da det er den vigtigste fremtidsforberedelse, selvom det i praksis kan virke gammeldags.
Nu skal man selvfølgelig ikke altid idyllisere fortiden. Ikke alt var bedre før, men det kan være værdifuldt at kæmpe for at bevare det, som virker, og forandring rummer ikke løsningen i sig selv. Man vil først få succes, når man forstår at sammenbinde tradition og fornyelse. Det handler ikke om angsten for det nye, men om, hvad der er for værdifuldt at efterlade. Man stoppede ikke med at lære børn at gå, fordi man opfandt bilen. Det betyder ikke, at man behøver at være teknologiforskrækket. Det kan muligvis være en fordel for trafiksikkerheden, når vi alle kører rundt i førerfri biler og for kroppen, når vi har robotter til at udføre det hårde arbejde. Men det har jo ikke meget med pædagogik at gøre.
Vi har været igennem en årrække, hvor folkeskolen har hængt som trevlet kød på en pind og ventet på, at nogen skulle tage den seriøst. Der er med rette blevet skældt ud på reformen, og den har ikke fået for lidt i forsøget på at skabe nye tiltag i vores børns liv, som kan redde os fra, alt det, som vi ikke ved, hvad er endnu. Men hvad er det egentlig vores børn har brug for i fremtiden og behøver de overhovedet at gå i skole?
Snart får vi læringsportaler og e-learningssystemer, der kan overflødiggøre lærerne og pædagogerne fuldstændig. Så kan børnene sidde derhjemme og klikke sig ind på forskellige undervisningsforløb og efterfølgende tage test og prøver, der viser, om de har løftet opgaven. De kan endda arbejde, når det passer dem og måske kan computeren fortælle dem, hvornår de skal rejse sig og hoppe kænguru rundt om huset eller skrive noget pænt til en ven.
Der er bare en lille vigtig pointe. Det kan godt være, at det teknologiske er i hastig udvikling, men som mennesker er vi ikke blevet biologisk klogere. Der er stadig lige dele af ondskab. Det er måske bare blevet lettere at udføre sin sadisme. Aldrig har fremtiden skreget så meget på mennesker med empati, som kan begå sig i stærke, nærværende fællesskaber og som kan kende forskel på rigtig og forkert. Hvis vi ikke tager det alvorligt degraderer vi som mennekser. Man oplever på skolerne allerede i dag, hvordan børn bliver mere individualistiske og dårligere kammerater. Etik og moral bliver vigtigere end nogensinde. Etiske dilemmaer diskuteres bedst sammen med andre mennesker, fordi kropssprog er så vigtigt at aflæse, når man ytrer sig kontroversielt eller amoralsk. Hvordan forbliver man et godt menneske i en verden der i højere grad vil være styret af kommercielle interesser og uendelige fristelser, og hvordan lever man med at træffe store og vanskelige beslutninger i verden uden klare svar og løsninger på problemer? Hvordan løser man konflikter? Hvordan møder vi kunst og kultur som kan bevæge os, overskride vores grænser, flytte os som mennesker? Vi vil i højere grad kunne ændre på os selv både fysisk og psykisk i fremtiden og vi skal leve meget længere. Det stiller store krav til hele identitetsdannelsen.
Børnene skal stadig gå i skole, fordi skolen kan have nogle af svarene på fremtidens udfordringer. Endda uden at vi gentænker den. I hvert fald på en række af de vigtigste områder. Så hvad er det fremtidens skole har brug for?
Først og fremmest skal folkeskolen være for børneliv, hvad public service er for mediestrømmen. Den skal tage sig selv alvorligt ved at være modkultur. Det kan godt være, at DR sender X-factor og den store bage-kage-dyst på bekostning af smallere programmer. På samme måde kan folkeskolen også indimellem inddrage elementer fra populærkulturen, men som udgangspunkt er det ikke skolens opgave at følge den strøm. Den skal tværtimod hele tiden præsentere børnene for et stort alsidigt udbud af kvalitet, som kan flytte deres erfaringsverden. Det kan være ganske taknemmeligt at se en kendt familie gå rundt et sted i Danmark i bedste sendetid, men det udfordrer ikke vores grænser. Vi lærer bare at grine af andres elendighed. At det er ok at udstille dem for egen underholdning skyld. Skolen skal være modkultur til den gladiatorunderholdning og forsøge at modgå dekadence. Den skal give eleverne det, som de ikke vidste, at de havde brug for. Udvide deres horisont og sikre at de ikke syner hen i hovedløs selviscenesættelse og forbrugerisme. Hvis vi skal undgå åndeligt, kulturelt og moralsk forfald. Egoisme, bekvemmeligheds- og nydelsessyge samt hang til luksus. Den selvanskuende og lystbetonede kultur. Og i stedet opmuntre til oplevelse, virkelyst, fordybelse, erkendelse, fantasi, tillid så kræver det en fælles modkultur. Den undervisning der her er tale om kan være gammeldags. Måske endda kedelig, men den kan folkeskolen ikke gå på kompromis med. Vi har hørt meget om nødvendighedens politik. Nu skal vi til at tale om modkulturens nødvendighed.
Skolen skal være den usexede storesøster. Der, hvor vi møder alt det, som vi ikke anede, at vi havde brug for. I oplevelsen. Mødet med kunst, kultur, forskellige mennesker. I det møde kan vi flytte vores os og udvikle os til mere interessante mennesker. Mere velreflekterede og vidende. Smartphones og tablets er allerede elevernes hverdag i hjemmet. Det samme er måske dårlig opførsel, druk eller reality-TV. Skolen må gerne ville noget andet. Børn kan sagtens navigere i, at skolen ikke nødvendigvis viser hæsblæsende actionscener i 3D, selvom de vælger det derhjemme. De må gerne kede sig og fordybe sig som modsætning til en overfladisk verden, som ellers går stækt.
Fornyeligt viste jeg mine elever i 9. klasse Bille Augusts film Pelle Erobreren fra 1987. Filmen har ganske vist vundet en Oscar og er et medie, som eleverne er fortrolige med, men det hiver ingen point hos 15-årige, når man fortæller dem, at de skal se en næsten 30 år gammel film, som bygger på en Martin Andersen Nexøs klassiker om landarbejdernes fattige kår i slutningen af det 19. århundrede. De har i det øjeblik på forhånd installeret sig med mobiltelefoner under bordet og høflige dybe vejrtrækninger. Det viste sig dog, at de blev suget ind i filmens univers og bad om at slippe for frikvarteret, så de kunne se filmen færdig. En film som de aldrig selv ville have valgt. Den rørte dem dybt undervejs og efterfølgende sagde en berørt dreng: ”Jeg vidste slet ikke, at man kunne se ansigterne på skuespillerne i sådan en gammel film fra 80erne.” Derefter var kimen lagt til at tale om det folkelige gennembrud og ikke mindst dykke ned i de gamle tekster om arbejderforhold, forskellige roller i fællesskabet med meget mere.
Skolen skal lade børnene møde det endnu ukendte, det fremmede og provokerende. Alt det som udfordrer os til at tænke videre. Jeg kan godt fortælle børnene om det folkelige gennembrud og få dem til at rekonstruere det fortalte til en afgangsprøve, men jeg kan ikke forklare dem oplevelsen, som de får i mødet med litteraturen eller kunsten. Jeg kan bekrive et maleri eller fortælle om min egen oplevelse med et stykke musik, men jeg kan ikke overføre magien. AHA-oplevelsen som kan berige barnet. Medvirke til identitetsdannelse eller give oplevelsen af at have lært noget. Vi griner lidt af den sorte skole, som man kalder den og udenadslære, men aldrig har børn været mere fastlåst i en læringsskabelon end nu. Det kan vi ændre på ved at holde fast i vigtigheden af, at folkeskolen hverken bliver gøgler eller pleaser, men står fast på sine fødder.
Derudover må vi blive mere opmærksomme på traditioner, der kan holde os forbundet. Morgensamlinger og højskolesang er et godt eksempel. Der giver os glæden ved den musiske fortælling og binder os tættere sammen, når vi synger. Fællesskabet er et rigtig godt eksempel på noget, som har vist sig at fungere rigtig godt, og som vi alligevel er ved at miste. Både i form af det store nationale fællesskab men også de mindre lokale fællesskaber. Ikke mindst i skolen. Udover det statusgivende i at kende og forstå traditioner vil det naturligvis skabe tydeligere fællesskaber. Kan man skabe nye traditioner? Ja, men styrken ligger også i at videregive de gamle. Det binder også bånd mellem generationer.
Skolens vigtigste opgave i fremtiden vil dog være at beskytte den truede barndom med alt, hvad den indebærer. Hvis vi skal have stærke fremtidige generationer, skal vi stoppe med at trække de voksnes bevidsthed ned over de små hjerner, for det vil gå galt. De er slet ikke klar til at tage styring på et voksent indhold. De er alt for skrøbelige til at rumme alt det voksne stimulans, som de skal forholde sig til tidligt. Barndommen er en selvstændig livsfase, som skolen blot behøver at tilbyde støttende hænder, så er den indrettet så smart, at den stort set er selvkørende som fremtidens biler. Den er allerede fremtidsvenlig. Hvis vi ophøjer os selv til guddom og begynder at forgribe tingenes gang og udvikling, barndommens forskellige faser, så blander vi os i et maskineri, som vi kun kan skade. Derudover skal vi holde fast i, at barndommen har en værdi i sig selv, som ikke har noget at gøre med, hvem vi skal ende med at blive, men som også bare er et sted i livet, hvor man skal have det så godt som muligt.
Vi taler meget om de ”svage,” når vi taler om skolen. Dem som ikke kan inkluderes, dem som skal bryde den sociale arv, dem som ikke er blevet opdraget hjemmefra. De er alle rigtig vigtige at koncentrere sig om, men vi skal bare også huske, at langt de fleste børn er helt almindelige børn med forældre, som gerne vil bidrage til, at de får en god skolegang. Samtidig har vi fået en ny undervisningsminister, der taler skolens sprog. Måske vil det lykkedes ministeren at begive sig ind i en ligeværdig debat med forældre og lærere og skrue på de rigtige møtrikker i maskinerummet, så vi kan få lov at tage det bedste med os ind i fremtiden. Hvilket må være skolens største udfordring lige nu.
Hidtil har det været utrolig fantasiløst, når voksne mennesker har forsøgt at forestille sig fremtiden. Måske skulle vi lade børnene gøre det. Vi bør under alle omstændigheder skue fremad fra det bedste udsigtpunkt, som vi kan finde, og det er på skuldrene af det, som vi allerede ved virker. Derfor er skolen stadig vores stærkeste satsning for fremtiden. Den skriger bare på at få lov til at forblive en smule gammeldags.

Kommentarer