Fri Pokémon til folket

Pokémon-tegning

Dronning Margrethe er i offentligheden blevet citeret for at opfordre danskerne til at præsentere den yngre generation for mere ballet frem for Pokémon. Indlægget medførte en debat på de sociale medier om, hvad kunst er, hvem der definerer den osv.

Et gammelkendt kunstigt fænomen fik sin revival; tanken om, at kunst– og kulturlivet kan opsplittes i selvstændige atomer med hvert sit kvalitetsbegreb, hvert sine præmisser og hvert sit behov. Der opretholdes et gammelkendt modsætningsforhold mellem den ”folkelige kunst” på den ene side og den fine, avancerede og svært tilgængelige på den anden.

Det er en uhensigtsmæssig og i sin yderste konsekvens farlig holdning, fordi den i bund og grund søger sin legitimitet i vedligeholdelsen af et skel mellem mennesker; på den ene side de åndeligt forarmede og på den anden den dannede elite. Det er indlejret i denne skelnen, at nogle mennesker (folket) skal forskånes for at opleve og deltage i den fine kunst af høj kvalitet. Det forudsættes, at der findes grupper i befolkningen, som ikke er i stand til at deltage i kulturel kommunikation på et højere dannelsesniveau – men tværtimod bør nøjes med den såkaldt folkelige kunst. Flere i debatten synes sågar at opfatte sig selv som solidariske med folket ved at forsvare det standpunkt, at Pokémon er lige så god kunst som balletten – endda med det argument, at ballet er røvkedeligt og fisefornemt. Og at forsvarere af de ”fine kunstarter” er snobber alle til hobe. Prædikatet snob synes at være det værst tænkelige. Der synes tilmed at herske det dogme, at er man snobbet, ja så er man også konservativ, hvilket er lig med politisk højreorienteret – og så kan man i øvrigt selv vælge, hvad der er værst!

Men denne solidaritet med folket er i virkeligheden en grov undervurdering af det såkaldte folk, der degraderes til en grå masse af underbemidlede, bedøvede forbrugere, som skal skærmes mod mødet med krævende og svært tilgængelige kunst- og kulturtilbud. Denne misforståede solidaritet har som konsekvens, at en stor del af befolkningen skal snydes for at blive udfordret på tanker, følelser og sanser med de muligheder, det giver, for personlig udvikling og vækst, når man arbejder med de forskellige former for kunstneriske udtryk. Det er en nedvurdering af og hån imod mennesker at betragte dem som værende uegnede til at deltage i og være en del af alle former for kunstneriske udtryk. På denne måde forestiller man sig i realiteten, at nogle mennesker bør isoleres fra de mest avancerede kunstneriske udfoldelser, hvormed man i samme moment får defineret en lille avantgarde, som lever et fjernt liv adskilt fra den åndsformørkede masse, som ikke ved bedre. Og dette endda helt uden at stille spørgsmålet om, hvordan mennesker reagerer, når de oplever sig nedvurderede og isolerede. Den slags fører som bekendt til vrede og desperation.

Jamen, ungerne vil hellere jagte pokémon’er, råbes der. Det tror jeg ikke et sekund på. Og når vi som voksne mennesker tager opgaven at opdrage og oplyse på os, må vi basere vores tilbud til børnene på kunstens præmisser og ikke på et eller andet udefineret syn på ”almindelige” menneskers behov. Vi må fundere vores kulturformidlende opgave på valg af værdier inden for kunstens eget sprog – og ikke på en uklar fornemmelse for ”folks” behov.

Den fælles kulturformidlende opgave varetages af mange forskellige institutioner og interessenter, deriblandt museer, teatre, musikscener, biblioteker, trykte, visuelle og auditive medier. Men først og fremmest er skolen det sted, hvor vores børn opdrages til og oplæres i at opfatte og erfare kunstneriske og kulturelle udtryk – og stimuleres til selv at udtrykke sig personligt, kritisk og kreativt. Heri ligger en stor del af forberedelsen til en aktiv deltagelse i det demokrati, som aldrig færdigudvikles og som konstant er og skal være udfordret.

Det er én stor vildfarelse i loyalitetens navn, når det med foragt for den såkaldte finkultur hævdes, at hvis folk hellere vil jagte pokémon’er, så skal de have lov til det. Det ene kan vel være lige så godt som det andet, hævdes det. Og lever vi ikke i et frit samfund, hvor den enkelte selv må afgøre, hvad han eller hun anser for værdifuldt? Nuvel, hvad den enkelte familie vil tilbyde sine børn, skal samfundet som sådan ikke pille ved.

Men når vi taler om en kulturformidlende opgave, sigtes der ikke på, hvad den enkelte foretager sig. Der sigtes derimod på en drøftelse af, hvad vi som fællesskab ønsker at videregive til den næste generation. Hvad er det, vi anser som værdifuldt at formidle? Og i den forstand er det forkert at anlægge et frihedssyn på kulturformidlingen. Alt er ikke lige meget værd – og formidlingen er ikke til for at tilfredsstille ethvert tilfældigt behov (eller kommercielt optrækkeri). Der er ikke frit valg på alle hylder, når vi skal definere kunst- og kulturformidling.

Det står derimod den enkelte frit for, om han eller hun vil tage imod det tilbudte, hvilket er en helt anden sag – eller netop den samme. Der er inkluderet et frihedsbegreb i selve modtagelsen af formidlingen. Og vil man hellere jagte pokémon’er, er det bare at gå i sving.

Derimod kan det aldrig være det fælles samfunds kulturformidlende opgave at præsentere Pokémon på lige fod med balletten i frihedens navn.

Kommentarer