Giv børnene den fornødne hjælp

Debatindlæg: bragt d. 12. februar 2018 Dagbladet Roskilde Sektion 1 Side 5

ROSKILDE: Når timen starter, kan jeg se, at Frejas stol er tom. Hun var der i sidste time og plejer ikke at komme for sent. Jeg ser spørgende rundt i klassen og får besked om, at hun er på toilettet.

Jeg sætter de andre elever i gang med deres opgaver og slår vejen forbi toilettet. Jeg banker forsigtigt.

‘ Freja. Er du derude?’ Intet svar. ‘ Er du OK, Freja?’ Freja har aspergers og har det ofte svært i frikvarterene, så jeg vil sikre mig, at der ikke har været en episode, som hun ikke har kunnet forstå og er blevet ked af. Der kommer stadig ikke noget svar fra toilettet, men der er blevet ro på gangen, og nu kan jeg høre én, der græder derude. Jeg kigger på uret. Fuck. Nu har resten af 6c været alene i fem minutter.

Og jeg er bekymret for, om de arbejder med deres opgaver, eller om der er opstået uro. ‘ Freja, jeg ved, du er derude.

Jeg skal lige ind og se til klassen, og så kommer jeg igen. Så kan vi snakke om det, ik’?’ Jeg skynder mig tilbage til klassen. Albert og Holger ligger på gulvet og ser ud til at slås for alvor. De fleste andre elever i klassen følger med og kommer med tilråb.

Jeg får trukket Albert og Holger fra hinanden, får ro på de andre og tager de to kamphaner med ud på gangen. Holger har tårer i øjnene af arrigskab, og Albert storgriner. Det gør han altid, når han har det svært. Det er en strategi, han har udviklet, så han ikke begynder at græde. Det tager mig omtrent 10 minutter. At tale drengene til ro og til at slutte fred. Jeg kigger ind i klassen. Alt ånder ro, og jeg vender tilbage til Freja, som stadig græder på toilettet. Det tager mig yderligere 10 minutter. At få hende ud fra toilettet og med ind i klassen, jeg kan dog ikke få en ordentlig fornemmelse af, hvad der har sendt hende i eksil på toilettet i over 20 minutter.

De sidste 20 minutter. Af dansktimen forløber uden yderligere problemer, og jeg får tid til at hjælpe både Signe, Mads og Johanne med deres opgaver, som de ikke har kunne løse alene.

Det var jo heller ikke hensigten, at de skulle være alene, men de var igen overladt til sig selv i halvdelen af lektionen.

Der er rigtig mange børn i vores folkeskole, som har det rigtig svært. Det kan der være rigtig mange forskellige grunde til.

Som lærer og skole gør vi alt, hvad vi kan, for, at alle børn trives. Det lykkes også rigtig ofte, men for de børn, hvor vi ikke kan løfte opgaven, er det et helvede at gå i skole hver dag. Historien ovenfor er opdigtet, men det kunne ligeså godt være en helt almindelig time i en helt almindelig klasse i Roskilde. Vi har brug for, at pengene følger det enkelte barn, så de kan få den hjælp og støtte, de har brug for i hverdagen. Enten i klassen, på skolen eller i et specialtilbud. Skolerne må ikke sige, at der ikke er råd til, at en elev kommer på specialskole, hvis det er bedst for barnet.

Der må ikke blive taget støtte fra ét Freja, fordi Pernille nede i 3. ‘ Har det værre’. Derfor ønsker jeg og mange andre lærere, at Jette Henning og resten af skole-og børneudvalget snart finde en løsning, så alle elever i Roskilde får den skolegang, de fortjener.

Kommentarer