Giv testen tilbage til lærerene

Mille havde lige fået sin retstavningstest tilbage. Hun så de to stjerner før, hun fik øje på tallet. 73% rigtige. Hendes ansigt faldt sammen, og hun så uforstående på mig. ‘Jeg troede, at jeg havde klaret det bedre’, hviskede hun. Jeg pegede på tallet. ‘Du har klaret det rigtig godt Mille. 73% det er næsten tre fjerdedele, du har stavet helt rigtigt’, sagde jeg opmuntrende til hende, og jeg mente det. Det var et flot resultat. Især når man tager i betragtning, hvor meget hun har flyttet sig siden sidste år. ‘Men hvorfor har jeg så kun fået to stjerner Lynne?’

 

Jeg kunne kun fortælle hende, at det der stjernesystem var åndssvagt. Jeg ved ikke engang hvor mange procent man skal have rigtig for at få  tre stjerner. Det er nemlig ikke mig, der har lavet testen. Den tester ikke noget, vi har arbejdet direkte med og vigtigst af alt, det er ikke mig, der har bestemt hvordan resultatet fremlægges. Jeg har gjort meget ud af, at tale med eleverne om, at test er til for mig, så jeg kan se, hvordan de flytter sig, og hvad vi skal arbejde mere med. På trods af dette, ser eleven kun resultatet. Ja, det gør hun ikke engang. Hun ser ikke, at hun har 73% korrekt stavede ord. Hun ser stjernerne – hun ser den manglende tredje stjerne og føler sig som en fiasko.

 

Jeg er grundlæggende ikke imod test. Det giver god mening, at medtage den viden man har om eleverne, bl.a. ved at se på testresultater. En test kan give et udmærket øjebliksbillede af, hvor eleverne står. Især, hvis det er en test udarbejdet af læreren selv, som tester et område, der netop er arbejdet med. Men den type test, der bruges til det nationale testsystem, er ikke af den type. Det er generiske landsbaserede test, og som lærer må man prioritere en del tid, til at undervise i, hvordan man bliver god til at tage test. Oftest er det den type test, vi kender fra det amerikanske system med flere svarmuligheder til et spørgsmål.

 

Denne test er oven i købet af den type, hvor jeg som lærer kan bruge den til noget bagefter. Jeg kan nemlig se og analysere elevernes svar. Jeg kan se klassens samlede fejltyper og lave statistik over dem. Denne test viste mig, at vi skal gennemgå både det med nutids-r og vokalforveksling noget mere. Der havde næsten alle eleverne nemlig fejl. Det betyder, at jeg kan rette min undervisning ind efterfølgende og løfte eleverne der, hvor de har brug for det.

 

Mange af de andre obligatoriske test, vi laver i skolen kan vi ikke lave lignende analyser og justeringer efter. Der kan vi lærere nemlig ikke engang se, hvad vores elever har svaret forkert på. Det gælder f.eks. de meget omtalte PISA test. Her kan vi kun se, hvordan vi ligger på landsbasis. Jeg kan altså se, at børnene i Danmark læser dårligere end japanske og finske børn, men jeg kan ikke se, hvor de laver fejl, ej heller om lige præcis mine elever har klaret sig godt eller dårligt. Når Japan normalt ikke er et land vi sammenligner os med eller bestræber os på, at blive ligesom, så kan jeg ikke forstå, hvorfor vi skal sammenligne vores folkeskole med deres skolevæsen.

 

Min drøm for skolen er, at vi stoler nok på lærerne til at lade dem teste deres elever selv, at vi ikke sammenligner os med lande, som vi normalt ikke sammenligner os med, og at vi ikke indrullerer vores elever i konkurrencestaten alt for tidligt. Lad eleverne blive dygtige til problemløsning og innovation. Giv Mille en chance for at være stolt af sin udvikling i retstavning i stedet for at give hende to sølle stjerner på et stykke papir.

Kommentarer